Nej til at afskaffe kunstig befrugtning af enlige og lesbiske

Vanen tro, når etiske spørgsmål er på Folketingets dagsorden, havde flere partier fritstillet deres medlemmer, da beslutningsforslaget fra Kristeligt Folkeparti - der vil forbyde insemination af kvinder, hvis ikke det er en læge eller en person under en læges ansvar der foretager behandlingen - for nylig blev anden- og dermed sidstebehandlet.

Konsekvenserne af forslaget, at lesbiske og enlige vil blive afskåret fra at blive insemineret, var forinden blevet udsat for heftig kritik - bl.a. her i Ugeskriftet, hvor formanden for Lægeforeningens Etiske Udvalg, Hanne Mollerup, beskrev forslaget som »sundhedsmæssigt helt uanstændigt«.

Ved afstemningen faldt forslaget, idet kun 32 medlemmer stemte for (Kristeligt Folkeparti, De Konservative - med undtagelse af justitsminister Lene Espersen - en tredjedel af Dansk Folkeparti samt ti fra Venstres folketingsgruppe). Imod stemte 91 medlemmer.

Tove Videbæk, Kristeligt Folkepartis sundhedspolitiske ordfører, afviste under andenbehandlingen, at sigtet har været at forhindre lesbiske og enlige kvinders adgang til insemination. Hun fastlog envidere, at det at få børn ikke er en personlig sag. »Var det det, ville de lesbiske og enlige jo klare det personligt. De vil imidlertid have den for dem problemløse undfangelse, og de vil have samfundet til at hjælpe dem med det«. Tove Videbæk henviste til, at et flertal i Folketinget flere gange har tilkendegivet, at kunstig befrugtning kun skal tilbydes kvinder, der lever sammen med en mand.

Hun tilbageviste også, at partiet med sit forslag er med til at kriminalisere det at være lesbisk: »Det er helt ude i hampen. Der er ingen sanktioner i vores forslag. Der er intet inseminationspoliti. Jeg kunne godt tænke mig en passus om, at der er grænser for, hvor langt vi som samfund skal blåstemple en udvikling, der fjerner sig fra naturens orden. Et udtryk, som står i redegørelsen fra Regeringens Børnelovsudvalg - ikke noget vi har fundet på. Det kan være fint nok for dem, der på grund af en eller anden skavank ikke kan blive gravide uden hjælp - en sådan har lesbiske og enlige imidlertid ikke«.

Line Barfod fra Enhedslisten fastholdt, at forslaget var ensbetydende med, at staten vil regulere hvem der skal have børn. Hun drog paralleller til 1920'ernes arvehygiejne, hvor samfundet blandede sig i, hvem der måtte få børn, og mindede om, at det ikke er ægteskabet, der er afgørende for, om børn får en god opvækst - hvilket ifølge hende ligger implicit i forslaget. Det afviste såvel Tove Videbæk som Else Theill Sørensen, De Konservatives ordfører. Sidstnævnte fandt det »utåleligt og uforskammet at få skudt sådan nogle motiver i skoene, blot fordi man forholder sig til det, det handler om«. Nemlig at blåstemple at man ad kunstig vej lader folk få børn »uden at barnet har en mulighed for at kende sit genetiske ophav til den ene side«.

Pernille Rosenkrantz-Theil, Enhedslisten, konkluderede på baggrund af Tove Videbæks gentagne forsikringer om, at det er børnenes snarere end de sundhedsmæssige konsekvenser af insemination foretaget af ikkelæger, der ligger partiet på sinde, at »KRF mener, at det er skadeligt for børn at have to forældre af samme køn«, hvilket hun fandt »rystende«.

Til Tove Videbæks proklamerede formål med forslaget - at rette op på den lovløshed der gælder for ikkelægelig insemination i og med den ikke er omfattet af lov om kunstig befrugtning - sagde Theil: »En af årsagerne til at vi har at gøre med total lovløshed er, at en gruppe partier i det her Folketing ikke vil ligestille lesbiske og enlige kvinder med andre kvinder i det her spørgsmål«.

Margrete Auken (SF) var stødt over at mænd i denne sag er reduceret til at udgøre »det grå marked«: »Når det forlyder: ,hvis bare en blev smittet`...(mulig konsekvens såfremt enlige og lesbiske fratages muligheden for at blive insemineret under sundhedsmæssigt forsvarlige forhold, red.). Jamen kæreste venner, de metoder, som os med en heteroseksuel erotik har anvendt, har jo strengt taget alt andet lige været mere betænkelige end dem, de lesbiske anvender, i hvert fald når vi ser på smittefaren«.

Margrete Auken mente endvidere, at debatten kun »var på et begynderstadium« og introducerede et andet pespektiv: »Det, som undrer mig, når jeg diskuterer de her ting med de lesbiske, er, at mange af dem er så utrolig optaget af, at det er deres egne gener, der går videre i børnene.

Det er derfor påfaldende, at den genetiske fiksering ikke også drejer sig om barnets ret til genetisk kendskab til faderen«.