Nej til parallelle sundhedstilbud

Videreuddannelsen optog ikke mange linjer i formand Jesper Poulsens mundtlige beretning. Men det gjorde den til gengæld i den lange, efterfølgende debat om beretningen.

Flere var på talerstolen for at markere videreuddannelsens betydning, ikke mindst i lyset af, at videreuddannelsesreformen just er ved at blive løbet i gang, og det lignede en reprimande til formanden, da FAS-repræsentant Poul Jaszczak i flere tilfælde talte videreuddannelsens sag.

Poul Jaszczak var bange for, at videreuddannelsesreformen ville blive tabt på gulvet.

Sundhedsministeren nævnte ikke uddannelse med ét ord i sin tale ved åbningen af Lægemødet, og formand Jesper Poulsen var yderst kortfattet om emnet.

Det var ikke gode signaler, mente Poul Jaszczak, og til de største klapsalver fra mødet sagde han direkte henvendt til formanden:

»Det er ikke godt nok! Jeg har bidt mærke i, hvordan du taler dig varm, når det drejer sig om kvalitet. Det burde du også gøre når det drejer sig om uddannelse. Den seneste uddannelsesreform røg på gulvet, fordi der stort set samtidig kom en udmelding om, at der ikke var resurser til at gennemføre den. Du bør lytte til, at nogen, blandt andre Mogen Hüttel, siger, at man har vænnet sig så meget til at fokusere på produktion, at det bliver svært at skifte fokus. En af de væsentligste forudsætninger for at realisere den modernisering, som skal i gang i det danske sundhedsvæsen, uanset om det bliver tre, fem eller elleve regioner, uanset om man laver kommunal finansiering eller ej, er, at de læger, der kommer ud i sundhedsvæsenet, har bedre vilkår og muligheder end de har i dag. Det administrative ansvar ligger i regionerne og der gøres et hæderligt arbejde, men det politiske ansvar og medansvar ligger i Lægeforeningen, og ,statsministeren` bliver nødt til at markere og vedkende sig at svinge pisken både over for medlemmerne, over for sygehusadministratorerne, over for dem der kommer til at lede de nye regioner og hvem der på et givet tidspunkt er sundhedsminister. Det vil jeg gerne have, at du gør, Jesper! Det kunne du godt. Jeg er glad for det arbejde, der laves i uddannelsesfagligt og uddannelsespolitisk udvalg, men det er ,statsministeren` som markerer den politiske linje«.

Mogens Hüttel, FAS, var som ovenfor nævnt, også oppe og markere videreuddannelsens betydning:

»Man kan godt se, hvad der er formandens hovedinteresse. Han skal have ros for at sætte kvaliteten på dagsordenen, men jeg synes nok, at fire sider i den mundtlige beretning er meget. Et område, som kunne have fyldt mere, var forskning og uddannelse. Jeg beskæftiger mig med kirurgiske patienter, og det er i hvert fald lykkedes os igennem de seneste år at sætte turbo på produktionen, men når man kigger sig tilbage, har vi tabt evnen til at fastholde den kliniske forskning og uddannelse. Den har lidt voldsomt i de her år. Jeg ser med spænding og gru frem til, at vi skal i gang med den nye videreuddannelse. Der er så mange gode elementer i den, at jeg er bange for at vi i de foregående år har tabt den evne der skal til, når man ikke har tid til at tænke på andet end produktion«.

Erling Birk Madsen, FAS, forsøgte at kæde kvalitetsarbejdet og videreuddannelse sammen set med praktisk økonomiske briller:

»Jeg kunne kunne godt ønske mig en bemærkning om, hvordan alt kvalitetsarbejdet påvirker uddannelsen på afdelingerne. Videreuddannelsen kræver resurser, men de resurser går i meget høj grad til det kvalitetsmæssige som Lægeforeningen er med til at støtte«.

YL-formand Mette Worsøe var begejstret for, at det i høj grad var FAS-folket, som forsvarede videreuddannelsen, og hun sagde, at hvis ikke Lægeforeningen gør noget for at kæmpe for videreuddannelsen, fastholde presset på embedsmænd og politikere, »så er der ikke andre, der gør det«.

Jesper Poulsen svarede på kritikken med blandt andet følgende:

»Den Danske Kvalitetsmodel er faktisk ikke helt uinteressant i forhold til videreuddannelsen, for foruden tjeklister for kvalitet i behandlingen kan man også forestille sig, at de tjeklister indeholder tjek for implementering af speciallægeuddannelsen«.

Formanden indrømmede, at der måske var for meget plads i formandsberetningen til kvalitetsarbejdet i forhold til videreuddannelsen og forskning, men så tilføjede han:

»I virkeligheden er de to ting ikke så forskellige. For man kan ikke lave ordentlig kvalitetsarbejde, hvis ikke man har en god forskning og videreuddannelse«.

Jesper Poulsen kommenterede i øvrigt et meget omtalt debatindlæg i medierne fra professorerne fra H:S Rigshospitalet og Århus Universitetssygehus, som beklagede og så det som en forringelse af videreuddannelse, at læger i den ny videreuddannelse i højere grad skal uddannes uden for universitetssygehusene.

»Når en reform som videreuddannelsesområdet begynder at træde i kraft, så trækker det tænder ud. Vi ser professorer på Rigshospitalet og Århus Universitetssygehus sige, at man ikke skal fjerne videreuddannelsen fra universitetssygehusene og lægge dem ud på de mindre sygehuse. Jeg hører dem sige, at der skal være nogen til at passe vagterne«, sagde Jesper Poulsen.

Ib Abildgaard Jacobsen, formand for Dansk Medicinsk Selskab, tog lægeformandens fokus på kvalitet i forsvar:

»Formanden har taget en del knubs for at have interesseret sig så meget for kvalitetsarbejdet i sin formandsberetning. Hvis man synes, at kvalitetsarbejdet er overdimensioneret, så er det fordi man ser for snævert på det. Formandens arbejde med kvalitet er helt i overensstemmelse med det, som Dansk Medicinsk Selskab mener, nemlig få fokus på den sundhedsfaglige kerneydelse på et lægevidenskabeligt grundlag. I dag, hvor så meget drejer sig om struktur, organisation og produktivitet, er det vigtigt at der er nogle, som sætter fokus på kvalitet.

Hvis vi ser på de standarder som H:S er blevet akkrediteret på, skal man kigge langt efter det, som læger opfatter som de centrale kerneydelser med kvalitet«.

De ny kommuner

Den forestående politiske og administrative opdeling af Danmark, især kommunernes rolle, optog som et andet hovedpunkt repræsentantskabet.

En hård kritiker af kommunernes eventuelle rolle i sundhedsarbejdet var Overlægeforeningens formand Erik Kristensen:

»Jeg forstår på sundhedsministeren, at vi skal have sundhedscentre og kommunal medfinansiering. Der er ikke for fem øre dokumentation for, at såkaldte borgernære sundhedstilbud kan bidrage til forebyggelsen. Jeg er bekymret for, at der på sigt vil ske et skred for den alment praktiserende læges rolle som gatekeeper«.

Erik Kristensen havde det i øvrigt svært med at forstå indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens iver efter at tildele kommunerne en større rolle inden for forebyggelsen.

»Når sundhedsministeren bruger glosen forebyggelse, klinger det hult. Han har støttet nedsættelse af afgiften på tobak og alkohol, to af de mest veldokumenterede skadevoldere i det danske samfund. Og jeg har aldrig hørt h am nævne noget om differentieret moms på fødevarer for at fremme gode madvaner«, nævnte Erik Kristensen.

Mauri Johansson, YL, var også skeptisk over for kommunernes evne til at løfte yderligere opgaver på sundheds-området, især forebyggelsen.

»Primærkommuner er lig med teknik og miljø, de har ikke den store fornemmelse for sundhed. Reelt forebyggende arbejde skal foregå på lokalsamfundsniveau, men det hjælper ikke, at der sidder en administration og politisk ledelse, som ikke har en bønne forstand på, hvad det handler om. Amtskommunerne har gjort langt mere for den forebyggende indsats på det forebyggende område«.

Ole Fendinge Olsen, formand for Foreningen Af Kommunalt ansatte Læger i FAS (FAKL), efterlyste flere analyser af, hvordan man kan få mere sundhed for pengene ved i højere grad at inddrage kommunerne, og så mente han, at hvis kommunerne ønsker mere indflydelse, skal kommunerne »ikke længere være lægefrit område«.

P.L.O.-formand Michael Dupont, som klart afviste en opsplitning af sundhedsvæsenet mellem primær og sekundær sektor, viste åbenhed over for kommunerne på forebyggelsesområdet. De alment praktiserende læger vil gerne arbejde med generel forebyggelse, men kommunerne har bare ikke vist interesse for sagen. Dog påtog Michael Dupont sig på vegne af de praktiserende læger et medansvar for, at kommunerne og de alment praktiserende læger ikke endnu havde fundet hinanden i forebyggelsesarbejdet.

Lars Hutters, YL, forsvarede ikke kommunerne direkte, men han udtrykte bekymring for, at også Lægeforeningen entydigt ser større enheder som et gode. Hvor er dokumentationen henne?, spurge Hutters og henviste til Strukturkommissionens rapport, som efter hans mening heller ikke giver nogen dokumentation for gevinsten ved større enheder.

Formand Jesper Poulsen var heller ikke forlibt i kommunerne som store aktører på sundhedsområdet:

»Hvis Lars Løkke Rasmussen mente, at der skal være kommunal medfinansiering, leder det tankerne hen på effektivitet, mest mulig sundhed for pengene. Man kan ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at få det med kommunal medfinansiering, men ifølge Lægeforeningens holdning har det sandsynligheden imod sig. For hvis man tager penge ud af det nuværende bloktilskud til amterne og sygehusene og placerer dem i kommunerne og siger, at nu skal I lave noget sundhedsrettet. Så vil kommunerne løse opgaven så godt som muligt, fx ved at lave akutsenge. Så er der risiko for parallelle sundhedstilbud, og det er bare ikke effektivt. Hvad er det egentlig for patienter, som man skal lade indlægge på de her akutstuer? Den 92-årige ældre kvinde, som pludseligt får vejret dårligere og har ondt i foden, og medicinen går i kludder. Her er der sikkert mange, der tænker, at det skal klares i det nære miljø, så børnebørnene kan komme og besøge hende. Men vi ved jo alle sammen godt, at den slags patienter er de vanskeligste at have med at gøre overhovedet. De skal selvfølgelig ikke spises af med et halvhjertet tilbud«.

Sponsorering af efteruddannelse

Sponsorering af efteruddannelsen optog en række deltagere på Lægemødet. Ikke mindst Ib Abildgaard Jacobsen, som mente, at lægers troværdighed er truet af de mange sponsorkroner.

»Den troværdighed, som er forudsætningen for, at vi kan få en tilstrækkelig indflydelse i sundhedsvæsenet, må vi hæge om. En af de ting, som truer troværdigheden i øjeblikket, er samarbejdet mellem læger på den ene side og medicinal- og medikoindustrien på den anden side. Der er ingen tvivl om, at terapeutiske fremskridt er resultatet af netop et samarbejde mellem læger og industrien, men der er ved at ske en betydelig ændring inden for de seneste år. Informationssamarbejdet og det videnskabelige samarbejde bliver anvendt til en overordentlig aggressiv markedsføring. Vi har set det over for læger, men nu ser vi det også over for patienterne. Vi bliver nødt til at distancere os fra den del af samarbejdet. Det betyder ikke, at der ikke kan være et samarbejde mellem læger og industrien, men det skal ske på vilkår som dikteres af meningen med samarbejdet, nemlig en ordentlig efteruddannelse og skabelse af ny evidens. Langt størstedelen af den kliniske forskning som sker i samarbejde med medicinindustrien i dag, er markedsføringsprojekter. De bidrager ikke til ny viden, som vi kan anvende. Man kan naturligvis ikke fjerne den økonomi der ligger i samarbejdet, fra den ene dag til den anden«.

Jørgen Meibom, formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), kunne anbefale en umiddelbart enkel løsning på afhængighedsproblemet med sponsoreret efteruddannelse. Han oplyste, at FAPS har løst problemet med en overenskomstbetalt efteruddannelse.

Berit Bjerre Handberg, YL, fulgte Abildgaard Jacobsens og Meiboms tanker til dørs:

»Det kan kun gå for langsomt med at komme ud af afhængigheden af sponsorkroner fra medicinalindustrien. Når det er sagt, skal vi alle stadig kompetenceudvikles og efteruddannes, og det kræver resurser, som vi må finde andre steder. Vi mener, at det er arbejdsgiverens ansvar. Men det ansvar forvaltes delvis af os selv, af sygehusledelser og ledende overlæger. De skal påtage sig medansvar for, at der bliver allokeret resurser til området«.

Jesper Poulsen var enig i, at målet er at blive uafhængig af industriens sponsorering af efteruddannelsen.

Erling Birk Madsen og Erika Frischknecht Christensen, begge FAS, havde svært ved at få øje på patienterne i formandens beretning.

Erika Frischknecht Christensen, som i øvrigt på Lægemødet fik udvirket, at Lægeforeningen forsøger at lave et forslag til akutbetjeningen, savnede en bemærkning eller to om lægens rolle som advokat for patienterne. Alle patienter er »vores patienter«, sagde hun. Erling Birk Madsen sagde:

»Det er meget godt med offentliggørelse af data om behandling, men hvor er patienterne? Når man spørger patienterne, hvad de ønsker, er det ikke altid de fine kvalitetsdata, som patienterne ønsker. De ønsker god faglig kvalitet, tillid til sundhedspersonerne, god information, inddragelse i patientforløbet, blive set af få læger, blive set af få læger - kort sagt de bløde værdier«.

Hertil svarede Jesper Poulsen:

»Lægeforeningen kan kun blive en væsentlig indflydelsesrig aktør på sundhedsområdet, hvis foreningen opfattes som den fremmeste fortaler for patienternes interesser i dette land. Ellers bliver vi kørt over. Hvis ikke vi fremstår som patienternes advokat, så vil vil ikke få den impact som vi har i øjeblikket«.

Reportagen er skrevet før regeringen tirsdag den 27. april offentliggjorde sit bud på en ny kommunalstruktur.

Fakta

Uddannelse og kvalitet hænger uløseligt sammen

I forlængelse af debatten om videreuddannelsens betydning, ikke mindst set i forhold til speciallægereformen, og frygten for, at uddannelsen bliver underprioriteret, udsendte Lægeforenningen i forbindelse med Lægemødet en pressemeddelelse med overskriften »Lægernes uddannelse i dag er patienternes redning i morgen«.

Budskabet til pressen var:

Uddannelse og kvalitet i sundhedsvæsenet er to hovedhjørnestene, som hænger uløseligt sammen.

»Indførelse af den nye speciallægeuddannelse er en enorm stor opgave. Skal det lykkes, forudsætter det, at alle, især sundhedsministeren, sygehusejerne og lægerne, vedkender sig dette. Det forudsætter også, at de nødvendige rammer sættes op, og at økonomien tilvejebringes.

Vi vil holde et vågent øje med, at den indføres så gnidningsløst som mulig. Vi vil medvirke til at løse problemer, hvis de opstår«, understregede Jesper Poulsen i pressemeddelelsen og påpegede, at udførelse af diagnostik, pleje, behandling, udvikling, forskning og undervisning forudsætter, at de ansvarlige, læger ne, har den bedst tænkelige uddannelse.