Skip to main content

Nej til tvangsundersøgelse af flygtninge

Journalist Dorte Jungersen - dj@dadl.dk

2. nov. 2005
3 min.

En af de nærmeste dage vil Dansk Folkeparti fremsætte et beslutningsforslag, som skal pålægge regeringen at indføre obligatorisk helbredstjek af udlændinge, der kommer fra lande uden for Norden, EU, Schweiz og Nordamerika, og som får opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark. Ud over en almindelig helbredsundersøgelse, skal de pågældende testes for både hiv, tuberkulose og hepatitis. Partiet ønsker med »det flotte tilbud« at sikre, at personer der lukkes ind i Danmark, og som lider af smitsomme sygdomme, hurtigt skal under behandling for at undgå at smitte andre.

Derudover skal helbredsundersøgelsen føre til en klinisk fastlæggelse af alder, oplyser Dansk Folkepartis sundhedspolitiske ordfører Birte Skaarup til Ugeskriftet.

Konsekvensen, såfremt fx en asylansøger afviser at tage imod tilbuddet, står ikke til diskussion: »Så kan der ikke gives opholdstilladelse. Helbredstjekket er en forudsætning for opholdstilladelsen«, præciserer Birte Skaarup.

Men ifølge formanden for Lægeforeningens Etisk Udvalg, Hanne Mollerup, kan ingen tvinge mennesker - heller ikke flygtninge og indvandrere - til at lade sig undersøge og teste.

»For at man kan udøve lægegerning skal der foreligge et informeret samtykke, ligesom undersøgelse og behandling skal være frivillig og til gavn for de pågældende. Kun hvis der er tale om inhabile personer, kan man påtvinge dem en undersøgelse.

Er der tale om habile personer, har de til hver en tid ret til at sige nej til at blive undersøgt - også for hiv, tuberkulose og smitsom leverbetændelse. Man må overbevise dem om, at det er en god idé, hvad det unægteligt er. Også gerne med tolkebistand«, understreger Hanne Mollerup.

Frivillighedens pris

Overlæge og professor i infektionssygdomme, Jens Ole Nielsen, Hvidovre Hospital, var en af de første til at tage afstand fra forslaget, der fremsættes parallelt med, at socialrådmanden i Århus Kommune Flemming Knudsen (S) i breve til både indenrigs- og sundhedsministeren og integrationsministeren foreslår, at alle indvandrere - herunder også kvoteflygtninge og familiesammenførte - skal undersøges grundigt for at forhindre, at de bringer ubehandlede smitsomme sygdomme som tuberkulose og leverbetændelse ind i Danmark.

Jens Ole Nielsen har påpeget, at der dels ikke er tradition for at tvangsundersøge mennesker i Danmark, dels ikke er nogen udsigt til eksplosion i smittefarlige sygdomme herhjemme, som nødvendiggør det foreslåede indgreb. I lighed med Hanne Mollerup mener han, at det kan være godt for nogle indvandrere at blive undersøgt for i Danmark sjældent forekommende sygdomme - som fx leverbetændelse, der findes behandling for - men at det skal ske ad frivillighedens vej.

Hanne Mollerup: »Vores fornemste pligt er at hjælpe den enkelte - derfor nytter det ikke, at vi bringes i et modsætningsforhold til dem vi skal behandle ved at optræde ubehageligt grænseoverskridende i forhold til deres integritet. Dertil kommer, at vi må frygte, at de pågældende efterfølgende vil afstå fra at opsøge læge, fordi de er blevet bibragt en opfattelse af, at læger tvinger dem til at blive undersøgt«.

Ifølge Hanne Mollerup er problemet for mange af dem, der kommer her til landet som flygtninge, at det i deres kulturer er tabubelagt at være fx hiv-smittet, hvorfor de derfor ofte undlader at lade sig undersøge.

Det kan så betyde, at Danmark lukker en flygtning ind, som er hiv-smittet og dermed potentiel smittespreder?

»Ja, det er risikoen. Der går også danskere rundt, som er smittet med hiv uden at være testet.

Hvad angår de tuberkuloseformer, der kommer fra fx Somalia, er de ikke smitsomme. Det er værre med de lungetuberkuloser, der kommer fra Østeuropa«, pointerer Hanne Mollerup.

I sidste folketingssamling - for cirka et år siden - blev et næsten enslydende beslutningsforslag fremsat af Dansk Folkeparti, men da blev det forkastet - 59 stemte imod, 48 for. Den daværende sundhedsminister Arne Rolighed påpegede under folketingsdebatten, at anvendelse af tvang over for bestemte grupper af tilrejsende vil være i strid med op til flere internationale resolutioner, og at tuberkulose ikke er særlig smittefarlig.

Men Birte Skaarup vejrer morgenluft - navnlig hvad angår Socialdemokratiets stillingtagen:

»Man kan forvente, at partiet, som et led i moderniseringen af partiet, kan se, at forslaget har sin berettigelse«.