Netværkspraksis - en praksisform med jordforbindelse

Solopraksis er under pres. Argumenterne for, at praktiserende læger bør gå sammen i kompagni-skabspraksis eller i samarbejdspraksis er mangfoldige. De strækker sig fra den intuitive fornemmelse af, at »stort er godt«, til saglige argumenter om, at mange kommende kollegaer har givet udtryk for, at de foretrækker at arbejde i flerlægepraksis frem for at nedsætte sig i en solopraksis. Dertil kommer den gevinst, der er i rationaliseringsøjemed, hvor man i den seneste omkostningsundersøgelse helt klart kan se, at en kompagniskabspraksis har markant færre omkostninger end solopraksis.

Dermed ikke være sagt, at solopraksis er på vej ud. Tværtimod. I Amtsrådsforeningens Strategi- og Analyserapport (2001), leveres et godt forsvar: »En overvejende fordel ved solopraksis almen lægeområdet er netop, at patienterne er tilmeldt og altid behandles af en bestemt læge, hvilket mange patienter opfatter som en fordel og en god service. Til gengæld har læger i solopraksis ikke de samme muligheder for fagligt fællesskab i det daglige arbejde, ligesom der kan være mere begrænsede muligheder for at anvende hjælpepersonale og anskaffe udstyr. Der er dog generelt ikke grund til at antage, at kvaliteten eller den tilbudte service og tilgængelighed i almindelighed skulle være dårligere i solopraksis end i kompagniskabspraksis«.

Fælles personale

Netværkspraksis kan blive fremtiden for solopraksis og flermandspraksis, vurderer P.L.O.'s arbejdsgruppe, som har kigget på den nye model. Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra bestyrelsen og af medarbejdere fra sekretariatet. Den foreløbige konklusion er, at der er en lang række områder, hvor de omtalte typer praksis har gode muligheder for at samarbejde. Det kan f.eks. være at man »deles« om en sekretær, får fælles »telefonpasning«, fælles sygeplejerske, fælles diætist, en fælles laboratoriefunktion og mulighed for at trække på samme klinikpersonale til spirometri, allergiudredning, ekg, når der skal tages blodprøver osv. En fælles sygeplejerske kan være placeret hos en af lægerne - eller bevæge sig rundt mellem de tilknyttede praksis.

En af fordelene ved at ansætte fælles personale i netværkspraksis er, at en sololæge får mulighed for at trække på flere personalegruppers bistand i en situation, som vedkommende ellers ikke havde mulighed for at ansætte. En ulempe er, at det vil kræve en del planlægning, når patienterne skal sættes til i de enkelte praksis.

Uden for tavshedspligtens hegn

Blandt lægerne i en netværkspraksis vil der kunne indgås en fast aftale om, at man passer hinandens patienter under sygdom og fravær. Det er i og for sig ikke anderledes end i dag.

En oplagt mulighed for at højne kvaliteten af den stedfortrædende læges muligheder for f.eks. at undgå medicineringsfejl etc. ville være, hvis lægerne i netværkspraksis kunne få adgang til hinandens journaler (via en sikker internetforbindelse). I øjeblikket er der dog lovmæssige hindringer i reglerne om tavshedspligt, der gør, at netværkspraksis ikke kan benytte den mulighed. Sygesikringens Forhandlingsudvalg, SFU, og P.L.O. har besluttet at rette en fælles henvendelse til Sundhedsministeriet for at få lempet reglerne i forhold til både netværkspraksis og samarbejdspraksis.

Henvisning inden for netværket

I kompagniskabspraksis vil der ofte ske en vis subspecialisering, så bestemte læger tager sig af bestemte patienttyper og fagområder. Selvom alle i princippet burde være »lige gode til alt«, er der ydelser, som kræver en vis rutine (f.eks. chirurgia minor, oplæggelse af spiral, indsættelse af Implanon).

Man kan diskutere, om noget tilsvarende skal kunne lade sig gøre inden for en netværkspraksis (eller samarbejdspraksis). Hvis en sololæge ikke har den fornødne rutine vil han/hun almindeligvis henvise patienten til speciallæge.

Et alternativ kunne være, at lægerne i en netværkspraksis i stedet fik mulighed for at »henvise« til hinanden og derved udnytte den viden og kompetence, der er i fællesskabet.

Idéen om henvisning inden for netværket er en nyskabelse, som skal analyseres grundigt, før man kaster sig ud i det - og under alle omstændigheder vil det kræve en ændring af Landsoverenskomsten.

Faglig udveksling m.v.

En af hovedtankerne bag forslaget om netværkspraksis er, at læger i solopraksis skal kunne opnå samme fordele som læger i kompagniskab. Dette gælder både, når det drejer sig om at tilrettelægge en rationel praksisdrift og når det drejer sig om det faglige indhold i dagligdagen. Netværkslægerne vil kunne opnå en faglig udveksling, hvis de mødes en gang om ugen eller hver 14. dag, eksempelvis til frokost eller umiddelbart efter arbejdstid. Mødet kunne afholdes som en form for konference med en faglig diskussion, ligesom eventuelle praktiske forhold, som har med samarbejdet i netværkspraksis'en kunne tages op der.

Det vil være nærliggende, at lægerne i en netværkspraksis - alene eller sammen med andre - udgør en decentral efteruddannelsesgruppe.

Et alternativ til samarbejdspraksis

På bundlinjen står, at netværkspraksis vil være et nyt alternativ til f.eks. samarbejdspraksis. Det nye er, at man kan have et tæt samarbejde uden at have lokalefællesskab. Som med en samarbejdspraksis, vil man i en netværkspraksis beholde sin egen patientkreds og sit eget ydernummer. Man ville ikke skulle udveksle goodwill, når man etablerer netværkspraksis.

Netværkspraksis er ikke en egentlig enhed i forhold til Sygesikringen og patienterne. Det er blot en måde at tilrettelægge sin praksisdrift på. Foruden den nuværende juridiske begrænsning med adgang til patienternes journal - som tages op med Sygesikringen og sundhedsministeren - er perspektivet i modellen, at man skal være indstillet på at tage nogle fælles beslutninger. Der skal ansættes personale, anskaffes laboratorieudstyr, teknisk udstyr m.m. Og der vil være behov for at danne et økonomisk fællesskab.

Den økonomiske »overbygning«

Uanset om man vælger at gå sammen i et interessentskab eller f.eks. anpartsselskab, så påvirker det ikke den enkelte praksis, som deltager i en netværkspraksis, fordi der er tale om en »overbygning« til de egentlige praksis. Modellen kender man allerede fra samarbejdspraksis, hvor man kan gå sammen om at eje en klinikejendom, udstyr eller have adgang til fælles klinikpersonale. Forskellen ligger i, at man fysisk kan have individuelle klinikker mere eller mindre rundt i samme bydel, som har en fælles tidsbestilling - evt. også omstilling.

Et tænkt eksempel kan se sådan ud: netværkspraksissen be-står af en solopraksis, der er en personligt ejet virksomhed, en solo-praksis, som drives som anpartsselskab og en kompagniskabspraksis, der drives i et interessentskab mellem to læger.

Vejen frem

Disse tre praksis bliver enige om at etablere en netværkspraksis. De etablerer derfor et interessentskab eller et anpartsselskab, ansætter fælles klinikpersonale og køber fælles klinikudstyr. I forhold til Sygesikringen drives de tre praksis forsat som beskrevet ovenfor, og patienterne er tilmeldt de tre respektive praksis. Da de tre praksis drives fra hvert sit sted, kommer de ikke i konflikt med Landsoverenskomstens forbud mod flere konsultationssteder. Der er ikke tale om, at lægerne indbyrdes ligger og pendler rundt mellem hinandens små »afdelinger«. Der er derimod tale om, at man åbner mulighed for at udnytte ressourcerne på en anden måde, end tilfældet er i dag, og at man fortsat tilgodeser både lægers og patienternes behov for fornuftig arbejdstilrettelæggelse og høj kvalitet i den primære sektor. Muligheden er til stede - potentialet venter blot på at blive udnyttet. Derfor har P.L.O. og SFU nu sat fokus på netværkspraksis.