Skip to main content

NICE-udmelding om kræft-lægemiddel får ingen betydning i Danmark

NICE trækker alle restriktioner på behandling med et omstridt prostatakræft-lægemiddel tilbage. Men lægemidlet er stadig ikke godt nok til at anbefale i Danmark, siger KRIS-formand.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Anders Heissel, ah@dadl.dk

15. maj 2014
4 min.

Selv om det britiske NICE (National Institute of Health and Care Excellence) netop har trukket tidligere restriktioner på behandling med prostatakræft-lægemiddel Xtandi tilbage, får det ingen betydning i Danmark.

Det slår formand for KRIS( Koordineringsrådet for ibrug-tagning af sygehusmedicin) Steen Werner Hansen fast.

”NICE trækker deres restriktioner tilbage, men kommer ikke med nogen endelig rekommandation. Derfor får udmeldingen ingen betydning for brugen af Xtandi i Danmark,” siger Steen Werner Hansen.

NICE trækker deres restriktioner tilbage, men kommer ikke med nogen endelig rekommandation. Derfor får udmeldingen ingen betydning for brugen af Xtandi i Danmark. Steen Werner Hansen, formand for KRIS

Lægemidlet Xtandi er udviklet til behandling af kastrations-resistent prostatakræft, men både NICE og KRIS har kun godkendt lægemidlet med den betingelse, at patienter ikke tidligere må have fået det allerede godkendte lægemiddel Zytiga (førstelinje behandling). Men da en stor del af patienter med prostatakræft, som når til den sidste del af sygdommen, tidligere er behandlet med Zytiga, var godkendelsen reelt et afslag for disse patienter, har kritikken været.

Overlægerne Gedske Daugaard og Klaus Brasso, tidligere formænd for fagudvalget for medicinsk behandling af kastrationsresistent prostatacancer, havde da også håbet, at udmeldingen fra NICE fik betydning i Danmark.

”Med den netop offentliggjorte meddelelse fra NICE om anvendelse af Xtandi til patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer efter behandling med Taxotere og Zytiga er det håbet, at også egnede danske patienter kan tilbydes denne behandling”, udtaler de i en pressemeddelelse.

Faktaboks

Fakta

Netop Xtandi har været genstand for debat, fordi det var et af flere lægemidler, som Danske Multidisciplinære Cancer Grupper har anbefalet til standardbehandling, men som KRIS har afvist. Og at den faglige konsensus af KRIS er blevet tilsidesat, har fået formand for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, til at kritisere KRIS.

"Det er en meget uheldig udvikling, at der nu sås tvivl om de faglige miljøers vurderinger. Vi har fået etableret de Danske Multidiciplinære Cancer Grupper, som den højeste faglighed inden for hvert enkelt kræftsygdom. Det har været et fantastisk fagligt fremskridt, at vi har fået den nationale konsensus. Derfor er det dybt beklageligt, at et administrativt organ nu underkender dem, der skal være landets højeste faglighed inden for hver enkelt kræftsygdom,” har Frede Olesen tidligere sagt til Ugeskrift for Læger.

Men Steen Werner Hansen understreger, at NICE ikke er kommet med endelige anbefalinger.

”NICE mener lige som KRIS, at der ikke er videnskabelige undersøgelser, der understøtter en anbefaling. De seneste observationsstudier er ikke evidente nok og vi vil afvente mere hårde facts fra kliniske undersøgelser. Vi har ikke set data, som gør, at vi ændrer noget,” siger Steen Werner Hansen.

Heller ikke RADS vil ændre i anbefalingerne som følge af udmeldingen fra NICE, siger formand for RADS, Jørgen Schøler Kristensen. Men han understreger, at lægerne stadig godt kan bruge præparatet.

”Selv om det ikke er standardbehandling, er det muligt for lægerne at bruge Xtandi, hvis de vurderer, det er den bedste behandling,” siger Jørgen Schøler Kristensen.