No more lonely wolf

Formand for Overlægeforeningen, Anja Mitchell, er optaget af såvel benhårde fagforeningspolitiske spørgsmål som etiske spørgsmål. »Som formand for Overlægeforeningen og som anæstesiolog, der står foran liv og død hver dag, ligger etiske spørgsmål mig meget på sinde«, siger hun.

Hun har markeret sig som en politiker, der bekender sig til kommunikation og dialog. Tingene skal lægges frem og diskuteres, det gælder ikke bare fagpolitiske ting, men også fagligt svære valg, såsom at stoppe en behandling. »no more lonely wolf«, siger hun.

Der er gået godt og vel et år, siden Anja Mitchell blev valgt som Erik Kristensen efterfølger, og hun har netop lagt et rost repræsentantskabsmøde bag sig. Tiden er inde til at bede Anja Mitchell om en opdatering.

Er der noget, der har overrasket dig indtil videre?

»Jeg er blevet overrasket over at se, hvordan man igen og igen bliver konfronteret med, hvor svært det kan være med kommunikation. De største problemer opstår, når overlæger gerne vil bringe deres store faglighed i spil, for eksempel i tilrettelæggelsen af patientforløb, men hvor afdelingsledelsen har en anden forestilling. Man skulle tro, at de ting kunne kombineres. Men vi ser igen og igen, at overlægen føler, at hans eller hendes faglighed bliver tilsidesat til fordel for en struktur, der ikke i overlægens øjne understøtter patientforløbene bedst muligt. Konfrontationskurs i stedet for en samarbejdskurs. Det ser vi ofte i forbindelse med fusioneringer, hvor gamle miljøer opsplittes«.

Lydhøre regioner

En af de store udfordringer for både overlæger og andre læger, som Anja Mitchell arvede efter sin forgænger Erik Kristensen, er at skabe meningsfylde og hensigtsmæssighed ud af kvalitets- og dokumentationsarbejdet.

»Målet er at styrke kvaliteten og mindske bureaukratiet. Overordnet må man satse på nogle udvalgte indsatsområder, som der udstikkes nogle målepunkter for. En stærk faglighed må skabe rammer for implementering, der tager udgangspunkt i evidens. Og så skal der måles på resultater«.

Den Danske Kvalitetsmodel er ikke et mønstereksempel på de mål. Den og alle de andre kvalitetsdatabaser blev taget i behandling på et temamøde i forbindelse med repræsentantskabsmødet.

»Der er stor lydhørhed også hos regionerne for at fjerne unødvendige registreringer. Der er sket en tilnærmelse. Udfordringen nu er at definere 'unødvendig', og det er ikke let. Og så skal vi undgå at få kvalitetsarbejdet ind i et parallelsystem, hvor det lever sit eget liv. Det skal ind i den kliniske hverdag«, lyder Anja Mitchells konklusion.

Lokal indflydelse på organisering

Kommunikation bliver helt central når overlægerne skal konfrontere de store ændringer på sygehusene, som er i gang og vil eskalere, når de nye store sygehuse skyder frem. Der er lagt op til nye ledelsesformer og afdelingsstrukturer med specialer, der slås sammen ud fra ideen om at organisere i forhold til patientforløb.

Det er Overlægeforeningens mål at sikre overlægernes indflydelse på disse store omvæltninger.

»En ting er sikkert: Ingenting fortsætter som det plejer. Det vil udfordre vores måde at arbejde på. Vi skal sørge for, at det, der sker, bliver evidensbaseret, det gælder behandling, forløb og organisation«, siger Anja Mitchell.

Allerede om to uger tager hun fat og begynder på møder med hospitalernes tillidsfolk om det.

»Hensigten er at opbygge stærke lokale overlægegrupper på hospitalerne, også gerne regionalt, hvis de ikke allerede findes. Vi skal tale sammen, ikke bare om det faglige, men også om det organisatoriske og komme med input. Hvis vi vil påvirke en styrket patientbehandling, må vi engagere os«.

Anja Mitchell peger på, at det også handler om tillid, sådan som det er skitseret i regeringsgrundlaget:

»Tilliden mellem ledelsessystemer og behandlende læger skal styrkes. Overlæger arbejder ud fra deres faglighed som ansvarlige læger og akademikere inden for de rammer, som faglige selskaber, ledelsen og politikerne har udstukket. Så skal de også have frihed til at udfylde disse rammer bedst muligt. Det er også i tråd med regeringens tillidsreform«.

Overlægerne sidder ikke i kaffestuen

Overlægernes arbejdsliv er lige blevet skannet i en stor undersøgelse. Den fik regionernes topforhandler ved de kommende overenskomstforhandlinger, Jens Stenbæk, til at mene, at overlægers arbejde skal tilrettelægges på en anden måde. I en pressemeddelelses siger han:

»(Der er) et klart potentiale for i højere grad at tilrettelægge deres arbejde i overensstemmelse med patienternes behov. F.eks. at få rykket ved grænserne for, hvad der er normaltjeneste, og hvad der er vagt, og engagere overlægerne mere i begge dele, end det sker i dag«, siger Stenbæk.

Til det siger Anja Mitchel:

»Vi vil gerne se på arbejdstilrettelæggelse. Men det er påfaldende, at Jens Stenbæk ignorerer, at overlægerne ifølge undersøgelsen arbejder 46 timer om ugen - det er ni timer over den tilstræbte arbejdstid, så det at rykke grænser vil ikke i sig selv skabe flere timer«.

Men skal overlægerne ikke være der, når patienterne er der?

»Jo. Når patienten kommer, skal den rette specialist være der. Og også videre i forløbet. Men overlægerne skal også bruge tid på forskning, udvikling og administration, og det kan med fordel foregå på andre tider, end når der er flest patienter. Ingen overlæger, som jeg kender til, sidder i kaffestuen - de er ude på deres arbejdsplads«.

I det hele taget bliver arbejdets tilrettelæggelse et vigtigt emne for overenskomstforhandlingerne, siger Anja Mitchell. Også i lyset af erkendelsen af, at »ingenting fortsætter, som det plejer«.

»Fremover vil sygehusene have færre senge og færre operationsrum. Det betyder, at hvis der bliver behov for at udvide, kan man kun gøre det på en måde - det er på tiden. Og det vil sige, at nogen skal arbejde længere. Der er ikke uvillighed fra overlægernes side, de lægger i forvejen mere end en ekstra arbejdsdag pr. uge. Men der må være er vis grænse. Det bliver et vigtigt emne for forhandlingerne at finde en hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse«.

Mulighed for fejlskøn er en del af hverdagen

Uden for overenskomstforhandlinger og til en vis grad politik ligger et stort felt af etiske spørgsmål, som Anja Mitchell gerne tager op. Hun vil ikke gå konkret fagligt ind i den meget omtale Carinasag. Men giver gerne en mere principiel vurdering af den:

»Der må have været en kommunikationsbrist mellem hospitalet, familien og journalisterne. Egentlig er det en solstrålehistorie, fordi Carina overlever på flot funktionsniveau. Alligevel føler familien sig svigtet«.

Sagen handler vel også om et fejlskøn?

»Fejlskøn er en del af lægens hverdag. Og det er vigtigt, hvordan man som læge formidler sit budskab, når der er skøn med i det faglige valg. Man må sige: 'Det er mit bedste skøn baseret på den bedst mulige evidens'. Man skal formidle den lille usikkerhed, der måtte være«.

Her som i andre sammenhænge opfordrer Anja Mit chell til åbenhed og kommunikation:

»Når vi har at gøre med liv og død-beslutninger, er det ikke let for lægen selv, og lægen må drøfte det med patienten, med de pårørende og med kolleger. Udgangspunktet skal altid være den enkelte patient - og spørgsmålet er, hvad der er bedst for denne patient i denne situation«.

Politik skal ikke ind over, mener Anja Mitchell:

»Jeg tror ikke, Christiansborg skal ind i dette. Man kan ikke lovgive sig ud af alle etiske spørgsmål og komplikationer. Politikerne sætter rammerne, og de faglige selskaber fylder ud. Sætter man meget strikte rammer, kan det ende med, at man svigter nogen«.