“Nogle af mine kammerater skider blod, men de drikker sig fra det”

Socialt udsatte borgere lever op til 19 år mindre end resten af befolkningen, og mens de lever, er det med en dokumenteret markant ringe sundhedstilstand, hvor sår forbliver ubehandlede og blod i afhøringen ignoreres.Senest dokumenteret i en rapport fra Rådet for Socialt udsatte, der udkom i sidste uge.

Heraf fremgår det, at socialt udsatte ikke føler sig hørt og taget alvorligt af sundhedsvæsenet, hvis indretning de ikke er fortrolige med, og hvor de - når de så endelig bliver indlagt - bliver mødt af læger, der bruger ord og begreber, de ikke forstår. De oplever at blive diskrimineret, stemplet og stigmatiseret på grund af deres misbrug, udseende og væremåde.

Så hvordan sikrer vi et sundhedsvæsen, der også er gearet til at omfavne de socialt udsatte borgere?

Det spørgsmål blev vendt på Kommunernes Landsforenings Social- og Sundhedspolitiske Forum 2019 i Aalborg Kongres & KulturCenter, hvor titlen for årets konference er ”Sundhed er noget, vi skaber sammen”.

Her mødte de 1200 deltagere bl.a. den hjemløse John.

“Rigtig mange af mine kammerater er syge. Nogle af dem skider blod, men de drikker sig fra det. Har man ikke en adresse, bliver der ikke taget hånd om én. Får man så endelig en tid til f.eks. røntgen, kan det være, at man er stangstiv på dagen, og så udebliver man”.

“Vær nysgerrig – ikke fordømmende”

Nina Brünes, faglig konsulent i Region Hovedstaden, har mangeårig erfaring, der spænder fra sygeplejerske på gadeplan og projektet ”Sygepleje på Hjul” til arbejdet som socialsygeplejerske, som hun er initiativtager til etableringen af.

Hun har mødt mange, der ligesom John kvier sig ved at kontakte sundhedsvæsenet.

“De er flove, når de ikke møder op til en aftalt tid. Og de er bange for at få en diagnose. Vi oplever, at personalet på hospitalet vil dem det godt. Men det hjælper ikke at sige til dem, at de f.eks. skal holde op med at drikke. Vi vil have, de skal gå én vej, men vi spørger ikke, hvilken vej de selv ønsker at gå”, sagde Nina Brünes og illustrerede sin pointe med en beretning om en kvindelig misbruger, der blev indlagt med en hjerteklapbetændelse.

“Efter kort tid bliver hun bedt om at forlade hospitalet, fordi der viser sig, hun har haft kunder på stuen. Det kan vi selvfølgelig ikke have. Men havde man spurgt hvorfor, ville hun have sagt, at det var fordi, hun havde brug for penge til stoffer. Og det havde hun, fordi hendes metadon ikke virkede sammen med den medicin, hun fik for sin betændelse. Vi må forvente, at man som minimum går nysgerrigt til værks frem for at være fordømmende”, lød det fra Nina Brünes.

René Pedersen er støttekontaktperson i Københavns Kommune og initiativtager til Sociolancen, der er et supplerende tilbud i de situationer, hvor det kan være vanskeligt at vurdere, om en socialt udsat borger har behov for en sundhedsfaglig- eller socialfaglig indsats. Sociolancen laver også opsøgende arbejde på gadeplan og skal desuden bidrage til at øge patientsikkerheden for de socialt udsatte.

Han kunne fortælle, hvordan mange udsatte tilkendegiver, at de ikke føler sig “set og hørt”:

“Og de konstaterer, at de får en anden behandling, når jeg er med som ledsager”.

René Pedersen berettede derpå om manden på bænken, der indtog op til tre en halv flaske whisky dagligt, men som på trods af flere opfordringer til at komme i misbrugsbehandling, ikke var motiveret, når Sociolancens medarbejderes forsøgt at overtale ham.

“En dag, hvor vi opsøger ham på bænken, er hans hund væk, og dén dag er han klar. Allerede i bilen på vej til hospitalet får vi lagt en plan for ham, og han bliver indlagt til afrusning. Næste gang jeg ser ham, er han iført arbejdsbukser, og han peger på en bil og siger: ‘Det er min firmabil’”.

Inden Sociolancen blev etableret for tre år siden, var René Pedersen selv med på en 12-timers vagt i en københavnsk ambulance, og på halvdelen af turene var det sociale snarere end sundhedsfaglige problemer, der skulle løses”.

Parallelsystemer eller ej?

Det evigt tilbagevendende spørgsmål om, hvordan sundhedsvæsenet indrettes, så det ikke ekskluderer de socialt udsatte borgere, afstedkom på konferencen et spørgsmål om, hvorvidt flere og andre parallelle tilbud er vejen til at inkludere de socialt udsatte i sundhedsvæsenet.

“I 00’erne blev der igangsat en masse indsatser til socialt udsatte. Men skal vi udvikle parallelsystemer, eller skal vi sikre, at de socialt udsatte får samme tilbud som du og jeg? Man kan spørge, om specialsygeplejersker og Sociolancen er juhu-løsninger eller en falliterklæring for at løse noget, som vi burde løse i fællesskab”, sagde Nina Brünes.

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte, som står bag den netop offentliggjorte rapport, der dokumenterer, at de socialt udsattes sundhed er “lige så elendig som sidst den blev indersøgt”. Han er til dels enig.

“Det er en ren gyser, vi har fremlagt. Gjaldt de tal for almenbefolkningen, ville der blive råbt op. Men det sker ikke her. Der er kommet flere socialt udsatte til, men der er ikke ressourcer i form af hverken penge eller medarbejdere. De socialt udsatte føler sig diskrimineret i sundhedsvæsenet, men det sker ikke intentionelt blandt læger og sygeplejersker. Der er for få socialsygeplejersker og for få indsatser på gadeplan, men når det er sagt, er jeg enig i, at vi ikke skal have for mange parallelsystemer”, sagde Jan Sjursen.