Nok fedt

Den sidste tykke bliver nok tynd, før regeringen går forbudsvejen over for den fedende del af fødevareindustrien og dens markedsføring. Dette budskab kom tydeligt frem, da indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og fødevareminister Mariann Fischer Boel forleden holdt pressemøde om Ernæringsrådets og Sundhedsstyrelsens to nye oplæg om en indsats mod fedmeepidemien.

Indenrigsministeren var indledningsvis svært stolt over, at Danmark nu er det første land i Europa med en samlet plan mod overvægt. Men konfronteret med et af de centrale forslag fra Enæringsrådet om forbud mod slikreklamer rettet mod børn, gik der Venstre i Lars Løkke. Han sænkede panden og spurgte retorisk:

»Ville det fremme lysten til at cykle til arbejde, hvis der var forbud mod bilreklamer i tv? Det tror jeg ikke. Børn må gerne få oplysning om, at der er noget, der hedder slik. Og området er jo allerede reguleret. Man må således ikke reklamere med, at slik kan træde i stedet for almindelige måltider«.

Kim Fleischer Michaelsen, professor på Institut for Human Ernæring og medlem af Ernæringsrådet, kommenterede med en vis harme, at han absolut ikke var enig med sundhedsministeren. »Påvirkningen er stærk og har helt klart en virkning. De bedste beviser er jo de mange hundrede millioner, der globalt set bliver lagt i denne markedsføring. Naturligvis virker den adfærdsændrende. Ingen tvivl om det.

I lyset af ministerens udtalelse virker det ganske vist ikke realistisk, men jeg så gerne, at man helt forbød reklamerne rettet mod børn. Det skal selvfølgelig ikke hindre, at man indgår partnerskaber med industrien, så den også er reelt aktiv i at ændre kostvanerne«, mente Fleischer Michaelsen.

Ernæringsrådets formand, Bjørn Richelsen, supplerede tørt: »Vi skal heller ikke glemme, at der efterhånden er en del videnskabelig dokumentation for, at reklamerne virker adfærdsændrende«.

Men en ting er videnskab, en anden politik. Heller ikke et andet væsentligt indsatsområde for Ernæringsrådet - økonomisk stimulering af et sundere fødevareudbud - havde den store ministerielle opbakning. Boel og Løkke Rasmussen blev i stedet helt lyriske i deres beskrivelser af mulige forebyggelses»partnerskaber« med den industri, der bl.a. bruger et trecifret millionbeløb om året på at markedsføre slik og snacks - hovedsagelig over for børn.

Et forsigtigt rap

Også Sundhedsstyrelsen lagde imidlertid op til en beskyttelse af børn og unge mod »udbredt tilgængelighed og massiv markedsføring af slik og søde læskedrikke« og helt konkret at »indføre skærpede regler for tv-reklamer og markedsføring til børn.« En bemærkelsesværdigt skarp formulering i et oplæg, der ellers forståeligt nok er mere forsigtigt end Ernæringsrådets. Det lægger noget mindre vægt på økonomisk krævende forebyggelse, men følger ellers ernæringseksperterne i store træk.

Oplægget bakker således op om flere idrætstimer i skolerne, en øget indsats i faget hjemkundskab og langt bedre integration af både sunde madvaner og fysisk aktivitet i hele dagligdagen - naturligvis først og fremmest børnenes. Også sundhedspersonalet skal styrkes uddannelsesmæssigt, og der skal gennemføres brede kampagner.

Hvor Ernæringsrådet beder om handling nu - selv om der selvfølgelig altid er behov for mere forskning - er Sundhedsstyrelsen mere langsom på aftrækkeren og mener, at der er en lang forskningsvej til initiativer som for eksempel at indføre differentieret moms på fødevarer. Nærmest lidt irriteret konstaterer styrelsen i sit oplæg:

»I debatten om forebyggelse af svær overvægt dukker der altid forslag op om at indføre økonomisk regulering af befolkningens livsstil gennem tilskud eller afgifter. De mest almindelige forslag er følgende:

• Forhøjede afgifter på sukkersødede læskedrikke

• Økonomisk støtte til fødevarer med lavt indhold af fedt og sukker og højt indhold af fibre, fx gennem differentieret moms

• Økonomiske incitamenter i forbindelse med fysisk aktivitet - som fx cykel gratis med offentlige transportmidler, skattefrihed for træningstilbud med økonomisk støtte fra arbejdsgiveren

Dokumentationsgrundlaget for disse forslag er imidlertid meget begrænset. Der er behov for en nærmere analyse af, i hvilket omfang sådanne foranstaltninger kan påvirke folks vaner, og hvor man med fordel kan indføre økonomisk regulering«, hævder Sundhedsstyrelsen.

Penge nok?

Ernæringsrådet lægger i sin rapport vægt på, at en vægtig indsats mod fedmeepidemien kræver en massiv indsats. Men der var som sagt ingen Løkkepose i udsigt.

»Det her er ikke et spørgsmål om flere penge«, sagde ministeren med eftertryk. Han mente, at »vi har betydelige ikkedisponerede ressourcer i forebyggelsessystemet. Men det, der vil flytte noget, er at få engageret de lokale netværk i kommuner, amter og de frivillige organisationer.

De enkelte skoler skal for eksempel gennemtænke, hvordan de kan få fysisk aktivitet integreret i hele skolens dagligdag - ikke kun i gymnastiktimerne. Og forældrene har også et ansvar. De holder hver morgen foran skolerne og sætter børn af. Vi har også over tid fået nedsat grænserne for fritransport til skolerne. Samfundet kunne simpelthen spare penge på at få børnene i gang med at cykle til skole«, sagde ministeren.

Lars Løkke Rasmussen mente heller ikke, at et øget fokus på fedmeforebyggelse i sundhedssektoren behøvede at koste noget særligt.

»Hvis man for eksempel kan hæve kvalifikationsniveauet i almen praksis, så lægerne begynder at ordinere motion som alternativ til medicin, slår man jo to fluer med et smæk: Behandlingskvaliteten hæves, og medicinudgifterne falder«, pointerede han.

I fokus trods alt

De obligatoriske politiske udmeldinger til trods var begge ministre imidlertid klart stået på fedmebekæmpelse som sådan. De talte alvorligt og velorienteret om fedmens udbredelse og nødvendigheden af en stor, bred og koordineret indsats, som den skitseres i både Ernæringsrådets og Sundhedsstyrelsens oplæg, ligesom både ministre og embedsmænd markerede en stor vilje til samarbejde på tværs af sektorer og institutioner for at skabe resultater. Der var også helt tydeligt en markant vilje til at støtte en bedre indsats i sundhedsvæsenet - måske ikke med ressourcer, men så med opgradering af viden og hjælp til strukturering af arbejdet. Der kan med andre ord næppe herske tvivl om, at de kommende generationer vil blive langt mere velinformerede om fedt - på et sagligt grundlag - end nutidens.

Og til slut: Det bedste bevis på, at en sag har fået politikerbevågenhed er et ministerielt forsøg på at lægge nye vendinger i folkemund. Mariann Fischer Boel havde været i sloganskuffen efter følgende små perler: »Hr. og fru Danmark har aldrig haft en højere levestandard: Vi er vidne til en sundhedsepidemi«. »Det søde liv er blevet for let«. »USA har været klassens tykke dreng, men nu er han ikke alene i klassen«.