Norsk ekspert advarer mod at nedlægge regioner

De Konservative, Dansk Folkeparti og en stor del af Venstre er indstillede på at nedlægge regionerne kun fire et halvt år efter at de blev oprettet. I stedet skal sygehusene omdannes til en form for selvejende institutioner eller sygehusfællesskaber organiseret under staten.

Det har medført kritik fra flere eksperter, der bl.a anfører, at regionerne har gjort det godt og bl.a. evnet at øge aktiviteten samtidig med at økonomien er holdt nogenlunde stram.

Hvad formålet egentlig er med at nedlægge regionerne fremstår noget diffus, mener professor i sundhedsøkonomi, direktør for Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard:

"Jeg savner en definition af, hvilke problemer, der skal løses. Først når det fremstår klart, kan man se på, hvad der skal gøres," siger han.

I Norge blev ansvaret for sygehusene i 2002 flyttet fra fylkerne (amterne) og i stedet organiseret i fem statsligt organiserede regionale selskaber. Formålet var i høj grad at forbedre økonomien, hvilket også danske politikere håber på. Men der er ikke i Norge sket den forbedring, som man håbede på.

"Danskerne må selvfølgelig selv bestemme. Men det er vigtigt at se på erfaringerne fra Norge. Hvis målsætningen med den danske reform i første række er at forbedre styringen med aktivitet og udgifter, så er der ikke noget i de norske erfaringer, som tilsiger at det er lettere med en statslig styringsmodel end med en regional styringsmodel," siger siger Terje P. Hagen, der er professor i statskundskab på Oslo Universitets medicinske fakultet, afdeling for sundhedsledelse og sundhedsøkonomi.

Han tilføjer:

"At statsliggøre sygehusvæsenet er en meget stor reform med svage effekter."

Sygehusdriften og sygehusøkonomien i Norge er efter reformen blevet meget afhængig af den parlamentariske situation, siger Terje P. Hagen:

"I de første år efter 2002 gik vi gennem en periode med ukontrolleret vækst i løn og aktivitet. Årsagen var i første række en ustabil parlamentarisk situation, hvor oppositionspartierne inviterede sygehusene til at arbejde med underskud og tillægsbevillinger.

Det ændrede sig, da der kom en flertalsregering i 2005. Etter 2-3 år blev styringen av sygehussektoren præget af lavere vækst og bedre udgiftskontrol. Men i en mere ustabil parlamentarisk situation kan det hurtigt ændres og vi får en periode med svagere styring."

Er sygehusvæsenet alt i alt blevet billigere i Norge?

"Nej. Dyrere. Af to grunde. For det første er væksten steget meget. For det andet steg aktiviteten meget - navnlig i starten. Det har været dyrt. Men vi har jo råd til det."

Er sygehusene blevet mere effektive?

"Måske de første to til tre år, men der er usikkerhed om, hvorfor. Vi har også set en svag effektivitetsøgning at flere bliver behandlet per ansat. Men vi ved ikke hvad det skyldes."

Hvilke gevinster har der været ved statsliggørelsen?

"Hvis der har været nogen, har de været meget små. Et meget stort problem i sundhedssektoren er, at der er et dårligt samarbejde mellem sygehusene og den primære sektor. Og det løses ikke ved statsliggørelse eller andre ændringer på den overordnede organisation. Der er ikke sket nogen ændringer på det område efter reformen. De problemer skal løses på et lavere niveau, hvor man skal gøre en indsats for et bedre samarbejde mellem sektorerne og bedre kommunikation mellem dem."

Det bør vække til eftertanke i den danske debat, mener Jes Søgaard:

"Jeg er helt enig med Terje Hagen i at vores notoriske koordinationsproblemer i sundhedsvæsenet ikke løses ved makrostrukturelle tiltag. Tværtimod er der faktisk på det punkt en god udvikling i gang i Danmark. Regionerne og kommunerne gennemførte i vinter anden runde af de sundhedsaftaler, som er blevet indført. Og det ser rigtig godt ud for det ser ud til, at der bliver laver aftaler, der kan forbedre koordineringen.

Hvis man nu vil lave en stor reform, så skal kommunerne i gang med at lave sundhedsaftaler med nye partnere - Folketingspolitikere eller en minister eller nogle embedsmænd? - og det hele bliver forsinket."

Spørger man norske sygehuslæger om, hvordan de opfatter sygehusereformen, vil svaret fuldstændigt afhænge af, hvor man er ansat, mener Trond Markestad, der er professor på Haukelands Universitetssygehus.

I kølvandet på statsliggørelsen skete der nemlig en omfattende samling og omrokering af sygehusenes funktioner i de fem - nu fire - regionale sygehusorganisationer.

"Der opstod en massiv konkurrence om funktioner og behandlinger både mellem de forskellige regionale sygehusorganisationer og internet i organisationerne," siger Trond Markestad. Han fortsætter: "Derfor vil lægernes vurdering af reformen afhænge af, om man arbejder et sted, der er gået ud af rokaderne som vinder eller taber."

For så vidt er den øvelse jo allerede gjort i Danmark - og det kunne altså lade sig gøre uden de store strukturelle reformer.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen udtrykte forleden i Berlingske skepsis over for at nedlægge regionerne, da de netop er kommet langt med at gennemføre den ønskede centralisering:

"De (regionerne, red.) har gjort det godt i sygehusplanlægningen - og taget tævene for det," sagde han.

Fakta:

Det norske sygehusvæsen

Ansvaret for de norske sygehuse overgik i 2002 fra fylkerne (amterne) til staten. Sygehusene blev organiseret i fem (i dag kun fire) regioner, kaldet helseforetak.

Der er tre styringslag.

Centrale overordnede politiske udmeldinger og rammer, bl.a. om budgetkrav.

Et årligt møde mellem sundhedsministerium og det regionale helseforetak, hvor man fastlægger, hvilke styrings- og præstationskrav for økonomien og organisationen der skal være.

Et årligt opgavedokument, som sundhedsministeriet giver hvert helseforetak. Det specificerer mål og rammer for hvordan de penge, foretaket har fået, skal bruges.