Skip to main content

Norske skræmmebilleder

Jesper Poulsen
4. nov. 2005
03 min

Den norske kommunale/regionale struktur er blevet bragt ind i den danske debat som et skræmmebillede. Regionaliseringen af sygehusene i fem store enheder er blevet kaldt et misfoster med lægerne som de eneste vindere. Lønfest er der blevet talt om. Sandt er det, at de har problemer i Norge, men det har helt andre årsager end dem, som har været fremme i debatten herhjemme, og de kan være meget nyttige at have for øje, når en kommende dansk reform skal føres ud i livet. For det første har gennemførelsen af den norske reform været halvhjertet. For det andet har den ikke været fulgt af tilstrækkelige ressourcer, og ikke mindst har nordmændene gennemført en ejerskabsreform uden at gennemføre en ansvarsreform.

Det var et af hovedemnerne på et nordisk lægemøde, der netop har været holdt. Det er korrekt, at lægerne i Norge har haft en pæn lønfremgang, men at tale om lønfest er en overdrivelse. På sygehusene er lægelønningerne de sidste to år steget med 15,8 procent, mens det øvrige sundhedspersonale og samfundet i øvrigt har haft lønstigninger på 10-11 procent. Etableringen af regionerne med nye lønsystemer er en del af forklaringen, men stigningerne skyldes i lige så høj grad en større produktion. Sideløbende med reformen blev der indført aktivitetsbaseret finansiering. Det fik produktionen til at stige så meget, at man på visse områder gik fra at have ventelister til, hvad der blev kaldt »patienttørke«. Der blev altså arbejdet mere, og så tjener lægerne mere. Det er ikke kun i Norge, at der er denne sammenhæng. Til gengæld er også patienterne meget tilfredse, så der er andre vindere end lægerne.

Men det virkelige problem i Norge er tilsyneladende, at politikerne har vedtaget en reform, som de selv snigløber. Som udgangspunkt er man gået meget drastisk til værks ved at lægge alle sygehuse over i regioner uden folkevalgte råd og derved totalt fjerne et politisk administrativt niveau. De fem regioner køres af bestyrelser, som i princippet er helt uafhængige. Men de udpeges altså af sundhedsministeren, og denne konstruktion har virket som en ladeport for stortingspolitikere, der vil fremme lokalpolitiske interesser ved at påvirke ministeren. Resultatet er et de factoministerforbud mod lukning af små sygehuse og andre tiltag, der kan ophidse lokalpolitiske interesser. Samtidig søger landspolitikerne gennem enkeltsager i deres valgkredse at få indflydelse på, hvad der foregår i regionerne. Hvad speciallægerne foretager sig, styres efterhånden gennem Stortingets spørgetid, som de norske læger siger.

En norsk sundhedsstyrelse, kaldet social- og helsedirektoratet, er først nu under opbygning. Det vil sige, at den faglige modvægt til denne politiske guerillakrig ikke har været på plads. Som vi i den danske lægeforening ved enhver given lejlighed har fremhævet er, at det i en regional struktur med meget autonome enheder er helt essentielt med en stærkt central styrelse, der kan sikre landsdækkende løsninger.

I Norge har tomrummet betydet, at lokale interesser har låst systemet fast og umuliggjort ellers fornuftige rationaliseringer. Resultatet er, at den norske regering nu forsøger at spare sig igennem til de resultater, som reformen skulle have givet. Det er synd for den norske reform, som Den norske lægeforening mener fortsat har et betydeligt potentiale.

Læren fra Norge er, at halvhjertede reformer er værre end ingen reformer, og at ansvar og ejerskab hænger sammen.

I Danmark er det ikke tanken at fjerne et politisk niveau, men det bliver et kunststykke at få ejerskab og ansvar til at hænge sammen, hvis de politiske bestyrelser ikke har egne ressourcer. Det bliver også et kunststykke at undgå enkeltsagstyranniet, hvis ikke reformen indeholder den rette balance mellem lokal autonomi og central handlekraft - og politikerne respekterer den.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen