Novo Nordisk Prisen 2002 til professor, dr.med. Jørgen Gliemann

Novo Nordisk Prisen 2002 tildeles professor, dr.med. Jørgen Gliemann (Fig. 1) for hans banebrydende og nyskabende undersøgelser af receptormolekyler af betydning for normale og syge cellers funktion og stofskifte. Jørgen Gliemann har sammen med sine medarbejdere gennemført særdeles innovativ forskning med stor medicinsk relevans i forbindelse med cellers receptormedierede optag af fedtstoffer, vitaminer, signalsubstanser, blodproteiner og lægemidler.

Jørgen Gliemann er født i Århus i 1937. Han blev læge i 1961 og dr.med. fra Københavns Universitet i 1969. Efter embedseksamen tog han sin kliniske uddannelse på Rigshospitalet i København og var efterfølgende i 1961-1962 gæsteforsker ved Rockefeller University, New York. Efter hjemkomsten var Jørgen Gliemann fra 1965 ansat ved Fysiologisk Institut, Københavns Universitet, først som adjunkt og derefter som lektor og afdelingsleder. Han var i 1978 Visiting Research Professor ved Vanderbilt University i USA, inden han i 1979 blev professor ved Aarhus Universitet, først ved Fysiologisk Institut 1979 og fra 1991 ved Institut for Medicinsk Biokemi. Jørgen Gliemann var 1990-1996 medlem af Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og i en periode formand for Center for Biomembraner under det Det Bioteknologiske Forsknings- og Udviklingsprogram.

Jørgen Gliemanns tidlige forskning drejer sig om insulins effekter på glukoseomsætning og -transport i fedtceller. Kun lidt var kendt om diabetes' patofysiologiske mekanismer, da Jørgen Gliemann startede disse undersøgelser. Jørgen Gliemann og hans kolleger udviklede elegante metoder til at måle glukosetransporten i cellerne, og det lykkedes ikke alene at måle influx, men også efflux af glukose. Derved var det muligt at karakterisere transporten og at opstille modeller for organisationen af sukker-transportsystemer. I efterfølgende undersøgelser analyserede han insulins binding til receptorer på fedtcellernes overflade og de faktorer, som påvirker denne binding, samt hvorledes insulinreceptoren kan formidle udnyttelsen af glukosen. Jørgen Gliemann kunne således vise, at insulin kan tages op af cellen efter bindingen til insulinreceptoren på celleoverfladen. Dette sker ved optag af hele ligand-receptorkomplekset med efterfølgende degradering af liganden og recycling af receptoren til cellens overflade.

Jørgen Gliemann fortsatte og ekspanderede disse forskningslinjer i Århus og inkluderede også andre modelsystemer og proteiner. Han opdagede, at leverceller har en receptor for højmolekylære komplekser mellem alfa-2-makroglo- bulin og forskellige enzymer. Disse optages af cellerne og afleveres til lysosomerne, mens receptoren selv returnerer til celleoverfladen. Jørgen Gliemann og medarbejdere gennemførte derefter en serie penetrerende undersøgelser for at karakterisere denne endnu hypotetiske receptor, og i 1989 lykkedes det sammen med Søren Moestrup at oprense receptoren, som kort tid efter viste sig at være identisk med en netop klonet benævnt LRP, hvis funktion var ukendt.

Indsigten i, at LRP var identisk med alfa-2-makroglobulinreceptoren, blev begyndelsen til en lang række resultatrige undersøgelser vedrørende receptormedieret endocytose. I dette arbejde deltog flere af Jørgen Gliemanns studenter og unge forskere, deriblandt Søren K. Moestrup, Poul Henning Jensen, Claus Munck Petersen og Anders Nykjær, som alle nu driver egne forskningsgrupper. En tidlig indsigt var, at LRP-receptoren er multifunktionel, idet den foruden lipoproteiner også binder en lang række andre ligander, som transporteres ind i cellerne ved hjælp af receptormedieret endocytose. Den er bl.a. receptor for overskydende enzymer fra blodets koagulationssystem og for enzymet lipoprotein lipase, som dermed kan optages af cellerne og tilintetgøres. LRP-receptoren er livsvigtig og medlem af LDL-receptorfamilien. Den forekommer ikke kun i leveren, men også i makrofager og placenta samt i nerveceller, hvor den kan være af betydning for udvikling af Alzheimers sygdom.

Jørgen Gliemann og medarbejdere fandt at LRP-receptoren var tæt bundet til et separat peptid benævnt receptor-associeret protein eller RAP. De videre studier demonstrerede, at RAP kunne forhindre binding af mange forskellige ligan-der til såvel LRP som til andre receptorer. Dette blev meget elegant og effektivt udnyttet af Gliemann og kollegaer, som fra 1996 og fremover klonede og navngav helt nye receptorproteiner, herunder cubilin og Vps10p-receptorerne sortilin og sorLA. Disse receptorer deltager i internaliseringsprocesser og er formentlig også af stor betydning for sorteringen af en lang række vigtige stoffer inde i cellen.

Jørgen Gliemann har under sin ansættelse på Institut for Medicinsk Biokemi opbygget et særdeles aktivt forskermiljø, som i dag omfatter flere selvstændige forskergrupper. Ud over at være igangsætter af denne forskning har han været inspiratoren og bindeleddet for hele forskerholdet. Jørgen Gliemann har således formået at uddanne og fastholde unge forskere med sundhedsvidenskabelig uddannelse i teoretisk forskning rettet mod klinisk relevante spørgsmål. Jørgen Gliemanns forskning har haft stor international gennemslagskraft, både målt i antallet af citationer og i omfanget af internationalt samarbejde.

Jørgen Gliemanns forskning fremstår som en helhed lige fra hans første arbejder omhandlende receptormedieret endocytose af insulin i fedtceller til hans seneste arbejder, som afdækker væsentlige skridt i cellers optag og intracellulære sortering af vigtige molekyler ved hjælp af nyopdagede receptorer. Hans forskning har vidtrækkende medicinske og interes- sante terapeutiske perspektiver, især i relation til diabetes, fedme, arteriosklerose, vitaminoptag og Alzheimers sygdom.

Redaktionen ønsker til lykke med den fornemme pris.

Redaktionen