Skip to main content

Nu kan det snart være nok!

Journalist Christian Andersen cadadl.dk
2. nov. 2005
05 min

For praktiserende speciallæge i dermatologi, Vibeke Ottevanger, har den lægelige tavshedspligt altid været ubrydelig.

Men i den seneste tid, har hun været i vildrede over, om ikke det alligevel var prisen værd at slå hul på tavshedspligten, for gentagne gange er hun uretmæssigt i ugeblade, avisartikler og i bogform blevet beskyldt for at have påført en person, en offentlig kendt person, en unødvendig lidelse, og det har alvorligt ramt Vibeke Ottevangers faglige selvfølelse.

Nærværende artikel er dog det nærmeste hun kommer et brud på tavshedspligten. Hun lader umiddelbart sagen dø her i spalterne.

Det første »angreb« fra patienten finder sted i en stort opsat artikel i et ugeblad, hvor den kendte person fremfører det synspunkt, at Vibeke Ottevanger ved en forkert ordination har været skyld i, at patienten fik en psykiatrisk lidelse.

Vibeke Ottevanger blev ikke i artiklen nævnt ved navn, men på det tidspunkt fandtes der kun én praktiserende hudlæge i Helsingør, hvor hun også i dag har praksis, så det ville ikke kræve de store anstrengelser at identificere »synderen«.

Vibeke Ottevanger var rystet. Havde aldrig oplevet et lignende anslag på sin faglige integritet. På baggrund af en drøftelse af hændelsen med kollegaer nåede hun dog frem til, at det nok var bedst at æde episoden i sig.

Den pågældende patient gav hende skylden for at blive forgiftet med prednisolon, som førte til tvangsindlæggelse på en psykiatrisk afdeling. I artiklen beskrev personen, at vedkommende aldrig før havde fået prednisolon og ligeledes aldrig før havde haft nældefeber. Begge dele var usande. Personen havde været hos Vibeke Ottevanger et år tidligere med nælde- feber, og havde gennemgået en ukompliceret prednisolonbehandling. Yderligere var personen selvbestaltet startet på prednisolonbehandling, udskrevet fra anden side i dagene op til den konsultation, hvor medicinforgiftningen angivelig fandt sted. Endelig overholdt personen ikke den nøje instruerede nedtrapning af prednisolon, men ophørte fra den ene dag til den anden. Disse og andre væsentlige oplysninger om det konkrete behandlingsforløb brændte Vibeke Ottevanger inde med, og det frustrerede hende voldsomt.

»Jeg tænkte jamen, herregud!. Tavshedspligten ligger dybt i os som læger. Man må æde den slags i sig. Men samtidig er vi meget sårbare, for vi kan så let komme til at stå for skud uden at komme til genmæle. Jeg blev chokeret over, at journalisten useriøst var gået med til at tage patientens ord for gode varer. Det var trist, at journalisten ikke bare kunne ringe til mig for at høre min version, men det kræver jo patientens samtykke«, fortæller Vibeke Ottevanger.

Overvejede selvtægt

Fra ugebladsartiklen gik der tre år, og sagen var så godt som glemt hos hudlægen i Helsingør, da den kendte person gentog sine beskyldninger i en erindringsbog, som udkom i august i år. Bogen blev meget omtalt i artikler og indslag i radio og tv, og senere på året vil den kendte person drage riget rundt og holde foredrag om sit oplevelsesrige liv, og Vibeke Ottevanger forventer, at den pågældende igen vil svinge pisken over hende.

»Jeg blev utroligt krænket og såret over igen at se beskyldningerne på tryk. Jeg følte mig magtesløs og som en inkompetent læge, men det er jeg ikke! Jeg mindede mig hele tiden på, at det er mig som læge, der bør have overskuddet, men sådan følte jeg det ikke. Jeg overvejede alvorligt at gå i medierne med mine informationer, men prisen var for høj. Patienten har hele sympatien hos sig, og jeg kunne nemt risikere at blive klynget op som en dårlig læge«, udtaler Vibeke Ottevanger, som overvejede at »gå til selvtægt« ved at henvende sig direkte til penneføreren bag bogen - samme journalist, som skrev ugebladsartiklen - for at give sin version af hændelsesforløbet.

Den negative omtale har umiddelbart ikke givet Vibeke Ottevanger et dårligt omdømme, og dermed skadet hendes forretning som praktiserende speciallæge. Hun fortsætter ufortrødent sit daglige virke på klinikken i Helsingør og prøver at komme sig over stødet i følelsernes solar plexus. Kun når der kommer andre kendte personer i klinikken, kan hun mærke, at hun bliver mere vagtsom, for »man ved ikke, hvad de måske vil bringe videre til medierne«.

Selv om læger efter hendes opfattelse har en tendens til at spille heroiske, når de bliver krænket, er det ikke løsningen at lukke sig inde i sig selv og håndtere følelserne solo, understreger hun.

»Der bør være mere åbenhed om den her slags sager. Personligt har jeg haft godt af at få snakket med andre læger om det, og jeg ved at mange kolleger har følt det samme som jeg«, siger hun.

Tunge sager

Nils Michelsen, chef for juridisk afdeling i Lægeforeningen, erkender, at en sag som Vibeke Ottevangers kan være vanskelig at håndtere for den enkelte læge, selv om både lægeloven og Lægeforeningens egne etiske regler utvetydigt giver lægen lov til at bryde tavshedspligten »for at tilbagevise åbenbart usande påstande« (Etiske regler for læger § 5, stk. 2).

Nils Michelsen mener dog, at det i værste fald kan have uheldige konsekvenser for en krænket læge, hvis en sag ender i Patientklagenævnet, som kunne blive resultatet af en offentlig læge-patient-debat, for en sag kunne falde ud til patientens fordel.

I stedet peger Nils Michelsen på to veje: gå til Presseetisk Nævn, som kan træffe beslutning om, at et medium skal berigtige eventuelle fejlagtige oplysninger eller bringe gensvar fra den krænkede part. Lægeforeningen har i flere tilfælde vundet sager i Presseetisk Nævn, oplyser Nils Michelsen.

Den anden mulighed for at imødegå urigtige oplysninger eller ringeagtsytringer er at anlægge en injuriesag, men det kan blive en dyr, langvarig og følelsesmæssigt krævende proces, bemærker han.

»En injuriesag tager lang tid og kan løbe op i omkostninger i 100.000-kroners-klassen, og når sagen er afgjort, og det kan sagtens vare et år, har offentligheden glemt, hvad det hele drejede sig om. Desuden kan sådan en sag være følelsesmæssigt belastende og eventuelt påvirke forretningen, og sympatien ligger næsten altid på patientens side«, udtaler Nils Michelsen.

Vibeke Ottevanger har ikke ændret mening om tavshedspligten, selv om hun har været under hård beskydning.

»Grænserne for tavshedspligten skal ikke rykkes. Det er en menneskeret, at patienterne skal give deres samtykke til, at personfølsomme oplysninger kan videregives«, udtaler Vibeke Ottevanger.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen