Skip to main content

NU kommer der kliniske retningslinjer

Anne Steenberger, as@dadl.dk

21. jan. 2011
2 min.

Danske Regioner, Lægeforeningen, De Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) og Sundhedsstyrelsen er blevet enige om et koncept for, hvordan patienterne skal sikres ensartet og evidensbaseret behandling landet over. Det skal ske i form af elektronisk baserede, nationale, kliniske retningslinjer. Sekretariat og faglig forankring skal ligge i Sundhedsstyrelsen. Og selve retningslinjerne skal formuleres af specialeselskaberne.

Dermed bliver der sat en stopper for en årelang diskussion om, hvilken model der skal bruges til de kliniske retningslinjer. Sundhedsstyrelsen har tidligere lanceret en engelskbaseret elektronisk model, der skulle omsættes til danske forhold. Den var bl.a. LVS ikke begejstret for. De ville selv udvikle de kliniske retningslinjer.

Med den nye styregruppes konceptoplæg er alle parter nu klar til at gå i gang.

Formanden for LVS, Michael Hasenkam, er tilfreds:

»Vi har ønsket, at de faglige selskaber skulle formulere retningslinjerne for at styrke lægernes ejerskabsfølelse for dem og det ligger i oplægget«.

Med nationale kliniske retningslinjer får lægerne et støtteredskab, hvor man altid kan finde en opdateret standardbehandling. Det er der stort behov for, når f.eks. en patient fejler flere ting, siger Hasenkam.

»Et godt eksempel er diabetikeren med et brækket ben. Ortopædkirurgen, der skal sætte bruddet sammen, vil i de nationale kliniske retningslinjer finde frem til, hvordan han skal agere, når patienten skal gøres klar til operation, og hvad der er optimalt med hensyn til sårheling, som ofte er et problem hos diabetespatienter«, siger han.

Tilbage står finansieringen.

»Det er et nationalt projekt, så det må sundhedsministeren finde ud af«, mener Michael Hasenkam.