Nu må I lige tage jer sammen

Skal Lægeforeningen være som et træ, hvor medlemmerne kan se det blomstre og dufte dets nektar? Eller skal træet bruge det meste af sin energi på at lade rodnettet forgrene sig under jorden, så frugterne nok kommer, men ikke nødvendigvis så medlemmerne kan se dem, men måske diskret ane smag i en tærte?

I debatten, der fulgte den nu afgåede formand Jesper Poulsens beretning, argumenterede flere medlemmer for, at Lægeforeningen skulle være mere synlig for medlemmerne. En af dem var Ditte Brander.

»Når vi hører, at mange af vores medlemmer ikke kan huske navnet på Jesper Poulsen, så er det tegn på et stort problem. Jeg synes, det ville være fint med at få markante synspunkter blæst ud i befolkningen. Lægeforeningen skal være visionær og tydelig. Jeg synes, vi har brug for noget PR i befolkningen, og befolkningen har brug for hjælp til at højne sundhedsniveauet og høre om andet en ventelister. Vores medlemmer har brug for en tydelig, visionær og ikke mindst modig forening, som vi kan være stolte af«, sagde hun og nævnte blandt andet, at foreningen kunne have været meget mere på banen i debatten om sundhedsmæssige problemer, for eksempel omkring sodavand, kager og slik i skolerne.

»Det kunne give os nogle rigtig gode point på imagesiden«, sagde Ditte Brander.

Marlene Mohr brugte et billede fra sygehusverdenen på den udfordring, som den nye formand og hovedbestyrelse står over for:

»Vores nye formand skal i gang med en bypassoperation på den her gamle dreng. Hvis vi ikke gør det, så begynder vi at være ude af trit. Jeg synes, der skal ske en demokratiseringsproces i den her forening. Jeg oplever at det er meget meget svært som demokratisk valgt og udpeget at nå igennem til toppen. Vi har en særdeles topstyret organisation, hvor toppen gør det godt, men det er ikke toppen, der alene vide. Jeg synes vi skal få åbnet nedadtil. Hvis vi ikke gør det, får vi rigtig svært ved at få folk til at føle ejerskab for vores politik«.

Synspunktet fik støtte fra Mogens Hüttel:

»Lægeforeningen skal gøres mere nærværende for det enkelte medlem, og vi skal vide mere om medlemmernes holdning til en række emner«.

Jesper Poulsen var imidlertid ikke det mindste ked af, at cirka halvdelen af Lægeforeningens medlemmer ikke kunne huske hans navn, da de af analyseinstituttet IFO for Dagens Medicin blev spurgt, om de kendte navnet på deres fagforeningsformand. Og nogle af dem, der svarede ja til at kende navnet, kunne nærmere adspurgt alligevel ikke huske det.

»Jeg mener ikke at Lægeforeningen er sat i verden for at underholde, men for at sikre lægers interesser. Jeg er af den helt klare overbevisning at en lægeforeningsformand, der kan ses og høres og lugtes hver dag i samtlige aviser, ikke tjener foreningens interesser. Der ville opstå en ufattelig pressetræthed. Synlighed er ikke det, der tæller. Det, der tæller, er efter min mening resultater«, sagde han og sagde i øvrigt:

»I skulle bare vide, hvor meget tid vi bruger på faktisk at undgå at komme i avisen«.

Den elektroniske patientjournal

Det område, som fik langt flest læger på talerstolen, var imidlertid g-epj. For de endnu uforstående står det for Grundstruktur i Elektronisk PatientJournal.

Formanden for Foreningen af Overlægeforeningen, Erik Kristensen, refererede i den sammenhæng til Jesper Poulsens beretning, hvor den nu afgåede formand havde beskrevet forskellige systemer fra USA.

»Vi har et system, der ikke fungerer. Jeg vil også sige, at det er tiltagende ejendommeligt, at du kan beskrive nogle excellente ting fra USA. Hvorfor er disse excellente ting ikke købt hjem og prøvet? Hvorfor sidder Sundhedsstyrelsen og eksperimenterer med G-EPJ og opfinder den dybe tallerken for 27. gang - og det i en speciel model, hvor der er huller i bunden af alle tallerkenerne«, spurgte han.

Det var også g-epj, der bragte et andet medlem af Overlægeforeningens bestyrelse på talerstolen. »Vi må holde fast i, at en elektronisk patientjournal skal repræsentere et fremskridt og være et arbejdsredskab for det kliniske personale«, sagde Anna Birthe Bach blandt andet.

Informationdirektør på H:S og læge Sten Christophersen delte imidlertid ikke bekymringen. Han pointerede, at det var naturligt, at der var kritik efter de første afprøvninger af grundstrukturen i systemet, men at det var en saglig kritik, som der blev lyttet til.

»Hvad der derimod bør give anledning til bekymring, er den drejning, debatten i medierne har taget. Talrige læger udtaler sig skråsikkert om de skrækkelige virkninger, det vil få på sygehusene, hvis man indfører elektroniske patientjournaler indført på g-epj. Men udtalelserne kommer på et tidspunkt, hvor Sundhedsstyrelsen endnu ikke er færdig med at skrive de ændringer ind i modellen, som erfaringerne fra resultaterne af GEPKA-projektet [en klinisk afprøvning af grundstrukturen, red.] har vist. Udtalelserne kommer på et tidspunkt, hvor der er af gode grunde ikke er udviklet en eneste elektronisk patientjournal i Danmark på baggrund af den version af g-epj, som vil udgøre den officielle standard. Dertil kommer, at mange af de egenskaber ved den elektroniske patientjournal, som de kritiske læger fremfører, ikke har noget som helst at gøre med g-epj«, sagde han.

Jesper Poulsen replicerede, at ønsket om en elektronisk patientjournal var fem år gammel. Han mente, at kollegerne skulle give g-epj en chance.

»Det er ikke nu, at barnet skal smides ud med badevandet«, sagde han.

Den knap så gabende stok

Til nogen lettelse for repræsentantskabet havde indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dagen forinden sagt, at forslaget om, at Patientklagenævnets afgørelser, hvor sundhedspersonale får kritik, ikke, som han først havde foreslået, ville komme til at indeholde alle afgørelser, men nok de mest alvorlige sager, for eksempel § 18-sager og de sager, hvor læger får frataget deres autorisation.

Flere gik på talerstolen for at tale imod offentliggørelsen. En af dem var Erling Andreasen som påpegede, at han via sit tillidsarbejde havde hjulpet mange læger med partsindlæg, når der var blevet klaget over dem eller deres arbejde.

»Sagerne er alle opstået, fordi der har manglet læger på afdelingen, hvorfor de andre læger har måttet løbe dobbelt så hurtigt, og det giver dårlig kommunikation. Hvad skal de få læger gøre? Hjælpe og risikere en klagesag? Vi må fokusere på hvorfor de sager opstår«.

Men den megen kritik af regeringens ønske om åbenhed fik Jesper Poulsen til at minde kollegerne om, hvad det egentlige problem var.

»Man må jo ikke skælde repræsentantskabet ud. Men nu gør jeg det alligevel: Hvad er det, der sker? Der sker en hovedkulds regression i psykoanalytisk forstand i det her selskab i øjeblikket.

Hvad er det vi snakker om nu? Vi snakker om klagesager hele tiden. Hvad var det vi nåede frem til for to år siden? At der er 100.000 patienter, der hvert år kommer alvorligt til skade. At 15-20 procent af sengepladserne er besat med patienter, vi selv har produceret.

Nu må I lige tage jer sammen. Det er det alvorlige problem. Det alvorlige problem er ikke 2.000 klagesager, hvoraf cir ka en tredjedel fører til en påtale. Det er et uhyggelig banalt problem og vi er nødt til at holde fast i, at hvis vi skal komme nogen vegne, så nytter det ikke at pive over, at man risikerer at få sit navn hængt ud, hvor ubehageligt det kan være, man er nødt til at sørge for ikke at glemme det reelle og væsentlige problem. Hvis man glemmer det, så vil Lægeforeningen køre fuldstændig fat i sin politiske argumentation - det bliver retorik og larm og hop på stedet og fører ingen vegne«.