Skip to main content

Nu skal der tænkes kreativti den grønne zone i Jylland

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

11. apr. 2008
4 min.

Da støvet havde lagt sig og de lægestuderende valgt klinisk basisuddannelse, stod der en række grønne pletter tilbage på kortet. De røde pletter symboliserede besatte forløb, men i en halvkreds ned gennem det nordlige, vestlige og sydlige Jylland var der fortsat grønt. Og det er i denne forbindelse ikke håbets farve.

I Region Nordjylland var det syv forløb, der ikke blev besat, men det får ikke regionens sundhedsdirektør, Per Christiansen, til at ryste på hånden:

»Nej, det kommer selvfølgelig til at koste, fordi vi skal indkalde ældre og erfarne læger til at klare opgaver, som normalt løses af yngre læger. Men vi er nu alligevel positive, og vi tror, at det retter sig allerede næste gang, der skal vælges forløb i den nye kliniske basisuddannelse. For det første må der jo være en vis ophobning efter nedgangen af tilmeldinger i år. For det andet tror vi, at flere og flere efterhånden får øjnene op for mulighederne i vort område«.

Aalborg fik alle forløb besat, Vendsyssel fik besat 10 af 13 forløb mens Thy/Mors kun fik besat to ud af seks forløb. Det er således sygehuset i Thisted, der er hårdest ramt.

»Det tager tid at vende udviklingen, og vi er jo vant til, at yderområderne har svært ved at få stillinger besat. Men nu er det jo sådan, at Thisted bliver et hospital med fælles akutmodtagelse, og dem bliver der som bekendt ikke så mange af på lidt længere sigt. Det vil gøre hospitalet mere attraktivt som uddannelsessted, så vi er positive, når det gælder fremtiden«.

Per Christiansen tilføjer, at flere efterhånden ser en fordel i, at de kan tage hele den praktiske del af deres uddannelse i Nordjylland. Aalborg Sygehus er en del af Århus Universitetshospital og uddanner læger i samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Århus. Der er nu mulighed for at tage hele den kliniske del af lægeuddannelsen på Aalborg Sygehus, mens den teo-retiske del foregår i Århus. Der arbejdes på, at studerende, der har taget deres kliniske uddannelse i Aalborg, også skal kunne garanteres at få deres turnus i regionen. Det giver mulighed for at kunne planlægge mere langsigtet i både karriere og privatliv. Måske vil regionen i højere grad satse den vej med hjælp til boliger, job til ægtefælle osv.

»Vi har jo nogle yderområder i vores region, så vi er nødt til at tænke lidt utraditionelt«, siger Per Christiansen, der tror på, at udviklingen vender, og at flere vil se mulighederne for en spændende karriere med gode muligheder for forskning mv. i det nordjyske område.

Holstebro: Mest synd for de unge ...

På Regionshospitalet i Holstebro er to forløb, startende på ortopædkirurgisk, ikke blevet besat. Det tager ledende overlæge Per B. Thomsen dog roligt:

»Umiddelbart får det ikke den store betydning for afdelingens drift. Det er ikke en arbejdskraft, vi kalkulerer med, tværtimod kræver det jo også ressourcer og gør det sværere at få vagtberedskabet til at hænge sammen, fordi basislægerne jo ikke må være alene på vagt. Men vi vil gerne uddanne og mener også, vi har nogle gode forløb at tilbyde. Så jeg synes, det er mest synd for de unge mennesker, der ikke kommer og oplever virkelighedens verden hos os«.

Esbjerg: Vi har jo prøvet det før

I Esbjerg er fire forløb ikke blevet besat. Sygehusdirektør Bjarne Normark, Sydvestjysk Sygehus, tror ligesom sundhedsdirektøren i Region Nordjylland, at ansøgerfeltet bliver større om et år, fordi så mange åbenbart har valgt at vente. Han er ikke meget overrasket over situationen, for de har prøvet den før:

»Man kan jo sige, at vi har øvet os på at løse det. I den aktuelle situation er antallet af læger gået ned, fordi færre end forventet har søgt den nye kliniske basisuddannelse, og det spiller naturligvis ind. Men når færre går i gang i år, må der jo mangle nogle i systemet, så mon ikke det vil vise sig i næste omgang. Aktuelt løser vi det hos os gennem vores vagtlægning, ved at slå stillinger op og ved at benytte vikarer«.

Sygehus Sønderjylland: Overvejer at se sydpå

På Sygehus Sønderjylland er tre stillinger ikke blevet besat. Det sætter den situation i relief, som sygehuset i forvejen kender så godt, og sygehusledelsen overveje at se sydpå, også når det gælder yngre læger, oplyser lægefaglig direktør Henrik Villadsen:

»Ortopædisk har set skriften på væggen og erkendt, at vi ikke kan få tilstrækkeligt med yngre læger, så her er lønsummen konverteret til speciallæger. På medicinsk har vi tid til at tænke os om, og her kan én af løsningerne blive at samle aktiviteter som led i den plan, der skal gennemføres, mens vi venter på de nye sygehuse. Problemet er kirurgi, hvor vi er nødt til at have basislægerne i Aabenraa, hvor vi har akutkirurgi. Det uddannelsesmæssige må anstændigvis kommer før det arbejdskraftsmæssige. I Sønderborg må vi så løse problemet med enten at give forvagten flere opgaver, tage flere speciallæger i vagt eller slå stillinger op. Faktisk overvejer vi at søge yngre læger i Tyskland, og der kan eventuelt blive tale om at slå 10 ledige stillinger op«.