Nu skal Yngre lægers historie skrives

»En fagforeningshistorie fortæller to nærmest modsatrettede historier: Dels historien om hvor godt det går, takket være fagforeningens arbejde gennem 100 år. Og dels historien om, at det stadig står meget skralt til, og derfor er der fortsat brug for fagforeningen«, siger historiker, ph.d. Jes Fabricius Møller.

Han er en af de to historikere, som for tiden gransker de gamle optegnelser i Ugeskriftet, i Lægeforeningens og YL's arkiver, i sprøde avissamlinger på Det Kgl. Bibliotek, hos levende kilder, i håndbøger og andre steder, hvor brikkerne til det store puslespil skal støves frem.

»Og begge historier er faktisk rigtige: Yngre læger har jo fået bedre arbejdsforhold. Det lykkedes gennem det 20. århundrede at få en hospitalsuddannelse til alle læger. Men samtidig kan man se, at det præcis er på dét område, det stadig brænder på for de yngre læger - at få en ordentlig videreuddannelse, og samtidig have ordentlige arbejdsvilkår«.

Som historikere er både Jes Fabricius Møller og hans medhistoriker, Sniff Andersen Nexø, positivt overraskede over den store historieinteresse, der findes hos læger, både for fagets historie, og generelt.

At følge udviklingen i Yngre Læger gennem 100 år er samtidig en studie i social- og identitetshistorie: løn- og arbejdsforhold, boliger, forholdet til andre professioner og andre dele af fagbevægelsen. Bogen kommer formentlig også til at undersøge udviklingen i de yngre lægers opfattelse af deres identitet: Var bruddet i 1904 symptom på et delvist brud med kaldstanken og en overgang til en opfattelse af sig selv som lønmodtagere?

Der bliver dog ikke tale om en minutiøs gennemgang af 100 års historie. Ifølge Jes Fabricius Møller kommer hovedvægten nok til at ligge på den nyere historie. I den forbindelse hører han i øvrigt gerne fra nuværende og tidligere yngre læger, som har materiale eller oplysninger, der måske kan bidrage til arbejdet.

Hvorfor »yngre« læger?

I 1904 var det ingen selvfølge, at læger fik en hospitalsuddannelse. Kandidaterne strømmede - også dengang - ud fra universitetet.

Men der var højst kapacitet til at give en fjerdedel af dem den hospitalsuddannelse, som var adgangsbilletten til en lægekarriere.

»Der er mange, som har undret sig over, hvorfor foreningen kom til at hedde ,yngre læger`, og ikke fx ,underordnede hospitalslæger`, for de er jo ikke nødvendigvis særligt unge. Men det skyldtes altså, at man først kunne blive hospitalslæge, når man var i 30'erne, og at mange unge læger derfor - af nød - måtte nedsætte sig i egen praksis. De stod i kø efter hospitalsstillingerne - ikke, fordi det gav særligt mange penge, men fordi det i 1904 var adgangsbilletten til de gode, fede embeder«.

»Dét år blev første spadestik til Rigshospitalet taget. Frederiksberg Hospital var lige blevet indviet. Alle kunne se, der ville blive brug for en masse hospitalslæger, og det ville de forfærdelig gerne være«, siger Jes Fabricius Møller.

Når foreningen ville omfatte samtlige yngre læger, også dem, der ikke var hospitalsansatte, betød det, at FAYL gik på strandhugst i DADL's medlemsskare. Det førte naturligvis til en konfrontation med Den Almindelige Danske Lægeforening:

»DADL's formand meldte ud, at hvis foreningen ville organisere sig udelukkende med henblik på at varetage de underordnede hospitalslægers interesser, var de velkomne som underafdeling af DADL. Hvis foreningen derimod også ville optage de praktiserende læger, så ville det betyde en splittelse«.

Jes Fabricius Møller forklarer, at man dengang fik sin jus practicandi allerede med kandidateksamen og aflæggelsen af lægeløftet.

»At nedsætte sig som praktiserende læge var derfor en nødløsning for mange. Alle var interesseret i en hospitalsuddannelse for alle læger, for man var udmærket klar over, at det var nødvendigt. Fagtrængslen på universitetet var meget stor, og kandidaterne kom ud med megen teoretisk viden, og meget lidt praktisk«.

Dr.med. uden karrierechancer

Både hospitalerne, fakultetet og de yngre læger var derfor interesseret i en reform af ho-spitalsuddannelsen.

Det var ikke unge, rebelske kandidater, som tog initiativet til at stifte FAYL. Stifterne var ambitiøse mænd omkring de 30. Flere af dem var allerede dr.med.er, i underordnede stillinger som hospitalslæger i København, som stod i kø for at få en karriere.

»De eneste, som havde udsigt til en karriere, var de, som var ansat på Kom-munehospitalet og Kgl. Frederiks Hospital - det senere Rigshospital«, forklarer Jes Fabricius Møller. »Problemet var, at ingen andre hospitaler var berettigede til at tilbyde hospitalsuddannelsen. I Ugeskriftet undrede mange sig over, at man ikke bare kunne blive uddannet på nogle af de store provins-sygehuse, som netop var ved at blive bygget. Der fandtes jo sygehuse rundt omkring, men de havde ikke det nødvendige undervisningsmateriale, som man lidt uhøfligt kaldte patienterne«.

»Selve hospitalsuddannelsen opstod ad hoc, fordi Kgl. Frederiks Hospital og siden Kommunehospitalet ikke kunne bruge de kandidater, der blev uddannet. De var ikke dygtige nok, og derfor begyndte de to hospitaler i løbet af 1800-tallet selv at efteruddanne dem. De skulle først en tur på en medicinsk, og så på en kirurgisk afdeling. Først derefter kunne de bruge dem«.

»Lægerne fandt så ud af, at kunne de møve sig ind på den ordning, havde de meget bedre udsigt til at få nogle af de gode embeder. Omkring 1870 var ordningen så veletableret, at man kun kunne blive overordnet hospitalslæge, hvis man havde været igennem denne efteruddannelse på Kommunehospitalet eller Kgl. Frederiks Hospital«.

»De målsætninger, der blev udstukket i 1904, er langsomt blevet opfyldt over flere generationer«, siger Jes Fabricius Møller. »Det er det lange, seje træk, der gælder. Formålet blev ikke opfyldt på én gang, men gennem små skridt i retning mod det, man ønskede sig dengang«.

»Men de problemer, som førte til foreningens dannelse, eksisterer for så vidt stadig«.

Kontakt til Jes Fabricius Møller: jesfab@hum.ku.dk