Skip to main content

Nu vil vi gerne snart se nogle nationale kliniske retningslinjer

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

17. maj 2013
3 min.

Det vil være frygteligt ærgerligt, hvis de nationale kliniske retningslinjer sander til i bureaukrati og uoverskuelige procedurer. 80 mio. kr. er afsat til projektet, som er forankret i Sundhedsstyrelsen, men endnu har ingen set skyggen af de første af de lovede retningslinjer, som skulle have været klar allerede sidste år.

Af flere grunde er det vigtigt, at det snart lykkes at barsle med retningslinjer, som er baseret på den p.t. bedste viden, og som har en form, der fungerer i virkelighedens her-og-nu-situationer. Begge dele er afgørende for lægers tillid og opbakning til retningslinjerne.

De foreløbige meldinger fra læger, der er tæt på processen, er, at arbejdet med de første retningslinjer er tungt, bureaukratisk og har antaget et foruroligende omfang. Selvfølgelig kan det være ekstra svært at være først, men det er vigtigt, at der arbejdes med brugervenlighed og hurtighed. At finde de ønskede informationer i en national klinisk retningslinje må ikke udarte til noget, der svarer til et længere biblioteksbesøg.

For Lægeforeningen var det en stor skuffelse, at der ikke blev plads til en eneste læge i styregruppen bag projektet. At driftsorganisationer som Danske Regioner og KL lægger rammerne uden lægeligt modspil i ledelsen, var et uheldigt signal fra start, og det lægger et stort ansvar over på dem, ministerium og styrelse for at sikre kvalitet og faglighed i de konkrete retningslinjer.

Sundhedsstyrelsen – ikke mindst – bør være meget opmærksom på, at der snart skal ske fremskridt. Hvis ikke modellen bringes til at fungere, er vejen åben for, at regionernes discountsvar på nationale kliniske retningslinjer, de såkaldte visitationsretningslinjer, sætter retningen. Senest er de fremhævet i regeringens nye sundhedsudspil som et middel til skarpere prioritering. Der er ikke noget galt i at ville prioritere, men det er vigtigt, at det sker på baggrund af nationale kliniske retningslinjer, som dækker et helt behandlingsforløb, og som har til formål at afdække, hvad der er den p.t. bedste behandling.

At visitationsretningslinjer er et vildspor, blev illustreret meget klart for nylig. Her beskrev lægelige eksperter i pressen deres bekymring over de skrappere kriterier, som blev indført med visitationsretningslinjer fra 2011, for, hvem der kan få en fedmeoperation. Faktum er, at der er tale om politisk definerede krav, som forsøges maskeret med faglige argumenter. Det er helt uholdbart og bidrager kun til en grumset debat, som befolkningen ikke har mange chancer for at følge med i.

Et skridt i den rigtige retning kunne være at ændre reglerne for, hvordan de 80 mio. kr. kan bruges, og overveje, om det i det hele taget er nok. I øjeblikket er de øremærkede til at aflønne eksperter uden for Sundhedsstyrelsen. Det er der naturligvis behov for, men det er også vigtigt, at styrelsen har de nødvendige kræfter og formår at være tovholder for et større antal kliniske retningslinjer på samme tid. Ellers har det alt, alt for lange udsigter, før blot de mest påtrængende områder er dækket ind.