Skip to main content

Ny app skal mindske organ-spild

Ny smartphone-app skal sikre, at potentielle organdonorer ikke overses, og at hjernedøde får den rette behandling, så mulige donor-organer ikke går til spilde. Neurokirurg har testet app’en for Ugeskriftet.dk.

Hjernedød er sjælden i den enkelte afdeling, og det er svært at opnå og fastholde erfaring. App'en gør det overskueligt at arbejde efter de udviklede actionscards. Transplanteret hjerte på plads i thorax. (Wikipedia)
Hjernedød er sjælden i den enkelte afdeling, og det er svært at opnå og fastholde erfaring. App'en gør det overskueligt at arbejde efter de udviklede actionscards. Transplanteret hjerte på plads i thorax. (Wikipedia)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

27. okt. 2014
5 min.

En ny smartphone-app kan nu sikre, at actioncards med donordetektion og donorterapi altid er lige ved hånden. Formålet er at skaffe flere organdonorer, ved at sikre, at potentielle donorer håndteres optimalt og ikke ”går til spilde” samt at lægerne er mere opmærksomme og ikke overser potentielle donorer.

Danmark mangler organdonorer, og ventelisterne på en nyre, en lever eller andre organer er i mange tilfælde for lang.

Det forsøger Dansk Center for Organdonation (DCO) nu at kompensere for med en app, der kan hjælpe hospitalerne til at leve op til den nationale målsætning for organdonation.

Målsætningen er, at ingen potentielle donorer overses på landets hospitaler, og at det i relevante tilfælde overvejes, om organdonation er en mulighed. App’en skal desuden minde afdelingen om, altid at kontakte transplantationscentret, når man har en potentiel donor.

Endelig kan man i app’en finde en vejledning i at håndtere en hjernedød patient rigtigt med henblik på at bevare organer til transplantation.

Mere opmærksom på potentielle donorer

1. reservelæge Morten Ziebell arbejder som neurokirurg på Rigshospitalet. Som en af de læger, der nogle gange er med sammen med en speciallæge til at stille hjernedød-diagnosen hos en potentiel organdonor, har han i et par dage haft app’en til afprøvning på sin egen iPhone.

Når en patient har en tilstand der med tiden vil fører til ophørt blodcirkulation til hjernen, vil patienten være en mulig donor, og i disse tilfælde skal Morten Ziebell kontakte transplantationskoordinatoren med en forespørgsel om, hvor vidt organer fra hans patient er relevante og om patienten eventuelt findes i donorregisteret.

”Det er ikke mig, der afgør, om en patient eventuelt kan være organdonor. Det er alene et job for transplantationskoordinatoren. Det er helt essentielt, at det er opdelt, så der ikke opstår interessekonflikter – at nogen f.eks. blander sig i min diagnosticering af hjernedød. Men denne app skal mest bruges af læger på de steder, hvor man, modsat mig, sjældent møder patienter i en potentielt livstruende situation der kan føre til hjernedød”, siger Morten Ziebell og forklarer, at app’en især vil være relevant for anæstesilæger eller ansatte på traumecentre”.

”App’en er ikke et redskab til at ”fiske” organdonorer, for ingen må blande sig i folks egen beslutning. Men vi må ikke miste en organdonor, bare fordi lægen ikke er opmærksom på, at patienten i en situation potentielt kan være donor”, siger Morten Ziebell.

”Nærmest genialt”

”Som læger er mange af os tilbøjelige til at tage sig af patienten til det øjeblik, hvor vi ikke kan gøre mere, hvorefter vi trækker os og tænker: Det var så dét. Med en app som en konstant reminder når vi bruger vores smartphone, bliver der forhåbentlig flere, der vil spørge sig selv, om patienten potentielt kunne blive donor”, siger Morten Ziebell.

Men udover at skærpe bevidstheden om donations-problematikken, rummer app’en endnu en fordel: Nemlig vejledninger i den rigtige behandling af en patient, som er hjernedød, og en detaljeret protokol for respiratorbehandlingen.

”Alt dette kunne i princippet også findes i en brochure”, siger Morten Ziebell.

Faktaboks

Fakta

”Men sådan én render man jo ikke rundt med hele tiden, og vi ved ikke altid, om mappen, som står på hylden er opdateret. Derimod har de fleste næsten altid deres smartphone ved hånden. Og app’en er samtidig med til at skærpe bevidstheden hos de læger og sygeplejersker, som downloader den”, siger Morten Ziebell.

Hvad en papirbrochure heller ikke kan gøre er at lokalisere den nærmeste transplantationskoordinator.

”Det letter arbejdet. Hvis jeg vil tillade app’en at bruge min position, så finder den nummeret til den nærmeste relevante transplantationskoordinator og ringer op. Det er nærmest genialt”, lyder Morten Ziebells dom over app’en.

Han håber, at de relativt få organer, som er til rådighed, ved hjælp af app’en vil blive bedre udnyttet,

Ud over at skærpe opmærksomheden på, at en hjernedød også kan være en potentiel donor, håber Morten Ziebell, at app’en også kan sikre en bedre udnyttelse af de knappe organ-ressourcer ved at sikre en mere standardiseret behandling af dem, som skal donere.

”Derved kan vi sikre, at patienten, som er hjernedød, bliver plejet optimalt i sin respirator, så vi ikke mister nogle gode organer”, siger han.

App’en hedder ”Organdonation”. Den er gratis og kan downloades til iPhone fra Apples app-store. Og Morten Ziebell kan godt anbefale den til alle læger og sygeplejersker, der arbejder i nærheden af patienter med potentiale for at blive organdonor.