Skip to main content

Ny dagsorden for selvjustitsen

Jens Winther Jensen

28. mar. 2008
3 min.

Den 1. april træder NSL, Nævnet for Selvjustits på Lægemiddelområdet, i funktion. Det er skelsættende på flere måder. Nævnet skal overvåge aftaler, der er fælles for læger, lægemiddelindustri og apoteker. Parterne bliver bedømt samme sted og ikke som tidligere i henholdsvis Lægeetisk Nævn, Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale og Apotekernes Etiske Nævn. Både industrien, læger og apotekere har indberetningspligt til nævnet, og alle foreningers demokratiske forsamlinger har sagt ja til de nye aftaler, der også indeholder sanktionsbestemmelser. Nævnet har en uafhængig jurist som formand og fire medlemmer, der er fagfolk, men uafhængige i forhold til parterne.

Det er et længe næret ønske fra Lægeforeningen, der nu er gået i opfyldelse. Læger ønsker en høj grad af åbenhed om samarbejdet mellem industri og læger. Det er ikke noget nyt, at der er selvjustits på området, og at læger dermed tager et stort ansvar for at sikre, at der er rent trav. Det nye er, at vi nu gør det i samarbejde, og at vi har indført et par yderligere opstramninger. Åbenheden skal gælde i alle faser og for alle parter. Derfor har vi også som noget nyt indført, at ikke bare industrien, men også læger skal indberette, hvis man bevilliger eller søger sponsorstøtte. Samtidig er kravene til behandling af industriens anmeldelser af efteruddannelsesaktiviteter steget.

NSL har to hovedopgaver. Det skal holde øje med, at det faglige samarbejde om bl.a. sponsorering af faglig efteruddannelse mellem industri, læger og apoteker lever op til den fælles samarbejdsaftale. Desuden skal NSL påse, at lægemiddelvirksomhedernes information og reklame, der er rettet mod sundhedspersoner, overholder lovgivningen. NSL har kompetence til at behandle klager og forespørgsler fra medicinalpersoner og fra bl.a. offentlige myndigheder, udbydere af lægemidler, der er med i samarbejdsaftalen, eller andre, der har særlige interesser i en sag. Nævnet kan tage sager op til behandling på eget initiativ og kan mod gebyr foretage en forhåndsvurdering af, om planlagte arrangementer overholder aftalerne eller loven.

Virksomhederne har pligt til at anmelde arrangementer og sponsorater til NSL, og de har pligt til at skilte med, at arrangementerne overholder reglerne. Samtidig får nævnet til opgave at behandle anmeldelserne så hurtigt, at læger, der overvejer at deltage, kan tage oplysningerne om godkendelsesstatus med i betragtning. I virkeligheden bliver det meget enkelt: er et arrangement ikke clearet gennem NSL og det tydeligt fremgår, så bør den røde lampe blinke. Hvis lægen selv er arrangør af et fagligt arrangement og ønsker økonomisk støtte fra en lægemiddelvirksomhed gælder en tilsvarende indberetningspligt.

Nævnet er blevet udstyret med selvstændige beføjelser til at sanktionere overtrædelser. Det kan i mildere tilfælde bestå af påtale og kritik og i meget grove tilfælde bøder. Der kan være tale om offentliggørelse med navns nævnelse, og der kan være tale om krav om berigtigelse, hvis det er sager om reklame og markedsføring. Nævnet behandler alle sager og lægger den fælles linje på baggrund af samarbejdsaftalerne mellem de tre parter: industri, apoteker og læger. Vi ønsker nævnet velkommen til verden og håber, at arbejdsmængden bliver overkommelig.