Ny dekan vil afblæse universitetets »belejring«

Med to kvindelige prodekaner, har det nyvalgte dekanat på Københavns Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet skrevet historie, endnu inden det har påbegyndt sit virke.

Det dekanat, der den 1. februar tiltræder som afløser for det »gamle« dekanat med Hans Hultborn som dekan, er yderligere specielt derved, at Ralf Hemmingsen som den eneste dekan blev valgt efter afstemning - de øvrige dekaner blev valgt ved fredsvalg. Med hele 51,9 procent af de afgivne stemmer var valget en suveræn sejr til den 52-årige professor i psykiatri, dr.med. og administrerende overlæge på H:S Bispebjerg Hospital, der således slog de to øvrige kandidater Bjørn Quistorff og Mogens Spang-Thomsen.

Ralf Hemmingsen, der tidligere har bestridt posten som formand for henholdsvis Dansk Psykiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Biologisk Psykiatri, er medlem af diverse udvalg under Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsn og H:S - suppleres af to kvindelige prodekaner: Professor i odontologi Birgitte Nauntofte og professor i eksperimentel patologi Ulla Wewer . Et dekanat, der efter den kommende dekans vurdering »vil blive temmelig hard core «.

»Hard core forskning« er således et begreb, som Ralf Hemmingsen ikke undslår sig for gang på gang at fremhæve. Denne uomgængelige satsning står imidlertid ikke alene, men ledsages af en tilsvarende indsats for at formidle resultaterne af forskningens frembringelser.

»Der er i befolkningen en interesse for biomedicinske fremskridt og en forventning om at denne forskning kan bruges til at helbrede og bedre de store sygdomme. En interesse, der går hånd i hånd med en etisk bekymring og usikkerhed omkring, hvad biomedicinen også fører med sig. I den forbindelse er det vigtigt, at universitetet åbner sig over for såvel befolkningen som politikere, således at disse udstyres med de fornødne vidensmæssige præmisser for at kunne vurdere, om de vil bruge det som biomedicinen kan præstere. Og for at afmystificere det og afværge at det reduceres til at handle om kloning af mennesker og omvandrende zombier.

En sådan åben dialog, der er en kæmpe pædagogisk opgave, skal sikre, at universitetet ikke fremstår som en belejret fæstning, der går og laver noget, der er potentielt farligt.

Ikke dermed sagt, at man hidtil har været en lukket enklave - men sådan er der nogen, der har oplevet universitetet.

Der har nok været en skyhed over for at stikke hovedet for meget frem, fordi man har ment, at der så var risiko for at blive ædt af fx industrien«.

Hvad angår sidstnævnte, har Ralf Hemmingsen ikke den store berøringsangst.

Af med berøringsangst

»Der er behov for en gensidig tæt og forpligtende dialog med erhvervslivet hvad angår spørgsmålet om vidensoverførsel. Hvordan kan den viden der genereres inden for basalforskningen, overføres og anvendes i mere konkret kommerciel og behandlingsmæssig sammenhæng? Det må vi undersøge nærmere. Det skal gøres gennemskueligt, hvordan forskningsinstitutioner samarbejder med industrien. Det skal være et tiltrækkende samarbejde for begge parter. Det må gerne være store fælles projekter - men uden at omdanne universitetet til en slags sektorforskningsinstitut i industriens tjeneste. Det er industrien slet ikke tjent med.

At etablere en sådan forpligtende dialog med industrien er der selvfølgelig en vis berøringsangst over for, men den må vi have væk.

Det er dekanens ansvar at fakultetet bevarer sin integritet og autonomi«.

Ralf Hemmingsen understreger også, at det er dekanatets ansvar, at grundforskningen fungerer.

»En innovativ grundforskning er en forudsætning for vidensoverførsel. Anvendelsesorienteret forskning skabes ikke ud af det blå - man bliver nødt til at have hard core basic research, som det er en af dekanens hovedopgaver at sikre kan finde sted, samtidig med at der åbnes for en dialog om, hvordan opfindelser og innovative fund kan afprøves sammen med industrien.

Hvad mange glemmer, er, at hard core grundforskning er en forudsætning for behandlingsmæssige fremskridt. De største af dem er jo skabt i grundforskningen - det gælder både metodeudvikling såvel som kendskab til biologiske mekanismer, som skabes uden noget specielt sigte og som senere hen integreres med en mere målrettet forskning. Slækker vi på hard core -siden mister vi mulighed for at være den kritiske og uafhængige forskningsinstitution, som samfundet jo efterspørger«.

Ny stillingsstruktur

En anden opgave som vil få høj prioritet, er at iværksætte tiltag, der tiltrækker navnlig læger til en universitetskarriere, hvilket fordrer, at der ses kritisk på stillingsstrukturen.

»Der skal være en karriere at se frem til, og en af måderne at gøre en sådan karrierevej mere synlig, er at skabe stillinger, der er funktionsmæssigt delte eller ansættelsesmæssigt delte ved at have base i både basalforskningen og den kliniske forskning. Derudover vil vi gerne have flere stillinger på postdoc.-niveau, dvs. på det seniore niveau, således at der ikke - som i dag - er en stor gruppe ph.d.ere og en lille gruppe erfarne vejledere, der har svært ved at overkomme vejledningsopgaven. Vi har et stort postdoc.-gap i sundhedsforskningen«, erkender Ralf Hemmingsen.

Hvad angår lønniveauet er han godt klar over, at selv det mest hard core dekanat ikke kan »malke penge ud af luften«: »Men vi vil se på, om ikke der kan etableres en mere nuanceret lønstruktur. Gør vi ikke det, er vi rekrutteringsmæssigt lost.

Lønnen for læger ansat inden for grundforskningen er væsentlig lavere end for læger inden for den kliniske forskning. Og den lønforskel er blevet for stor.

Inden for den kliniske forskning har MESUF-rapporten lagt op til en anden stillingsstruktur i form af bl.a. dele-lektorater på overlægeniveau og dem vil vi sammen med sygehusejerne arbejde på at få etableret flere af«.

Hvor berørt bliver det sundhedsvidenskabelige fakultet af de økonomiske problemer, som det omkring nytår blev almen kendt, at Københavns Universitet må trækkes med i indeværende år, hvor der skulle mangle 45 mio. kr. på budgettet?

»Mig bekendt foreligger der ikke noget konkret om, hvilke konsekvenser det måtte få. Jeg håber ikke, at det får nogle konsekvenser, idet mange har understreget vigtigheden af at styrke grundforskningen. Jeg går ud fra, at man vil tage hensyn til det - ellers er der ikke mange bevægelsesmuligheder for at bevare og videreudvikle et excellence-niveau«, vurderer Ralf Hemmingsen.

Både elite og masse

Med hensyn til skismaet mellem masse- og eliteuniversitetet konstaterer den nyvalgte dekan, at den diskussion ikke er færdig. Fx er han ikke selv afklaret med hensyn til, om eliteforskerne allerede skal rekrutteres prægraduat eller om man skal vente til ph.d.-niveau.

»Det er dekanatets opgave at sikre, at de uddannelsesfunktioner som samfundet efterspørger, skal være til stede, men det må ikke ske på bekostning af hard core research . Og at begge dele er til stede, uden at nogen river hovederne af hinanden - det er det dekanatets opgave at sørge for.

Men ét er sikkert: Vi skal gøre noget for forskerrekrutteringen og forskerkarrieren - den kommer ikke af sig selv, som den gjorde i gamle dage. Derudover må man gøre sig klart, at ikke alle kan blive biomedicinske stjerneforskere. Tingene må ses i en sammenhæng. Vi skal også have plads til at dyrke både elite og masseuddannelse i de andre sundhedsvidenskabelige discipliner, fx folkesunhedsvidenskab«.

Hvad er din holdning til den megen snak om ansatte ledere på universitetet på ikke blot rektor- men også dekanniveau, som bl.a. er foreslået af Forskningskommissionen i dens seneste betænkning?

»Jeg anser det for at være en stor styrke, at dekanatet er parlamentarisk valgt. Men det er klart, at der er en risiko for, at ledelsen bliver for svag, hvis den bliver for afhængig af genvalg. Hvad angår det nyvalgte dekanat har vi ikke forud for vore valg bundet os op på subgrupper eller magtstrukturer, der gør, at vi ikke kan agere frit. Vi vil agere i fakultetets interesse og ikke i en eller anden politisk intriges interesse. Bruger vi vore mandater rigtigt, har vi større talekraft i omverdenen end en embedsmand ville have.

Jeg kan som dekan udtale mig relativt tydeligt - og langt videre end en sygehusdirektør - uden at risikere at få en politisk irettesættelse«, lyder det fra Ralf Hemmingsen, der tilføjer: »Hvis nogen bliver kede af noget af det, vi gør og siger, må vi prøve at forklare os«.