Skip to main content

Ny etikformand: Sundhedsdagsordenen fylder for meget

Sundhedsområdet suger ressourcer fra andre områder – skoler, socialområdet, politi – der hører med til det gode liv, siger overlæge Gorm Greisen, Det Etiske Råds nye formand.

Overlæge Gorm Greisen, ny formand for Det Etiske Råd.
Overlæge Gorm Greisen, ny formand for Det Etiske Råd.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

17. feb. 2016
4 min.

For anden gang i Det Etiske Råds historie er en læge blevet formand. Det er overlæge på Neonatalklinikken på Rigshospitalet, Gorm Greisen. Han har siddet i rådet siden 2013, senest som næstformand.

Gorm Greisen står for det brede perspektiv frem for det snævert lægefaglige, siger hans kollega – og nuværende chef - gennem 24 år, klinikchef på Neonatalklinikken, Steen Hertel:

”På det etiske område har han altid været inspirerende. Han udfordrer til refleksion på den bredeste måde, hvilket ikke mindst på det neonatale område er en central problemstilling: Skal vi gøre det, vi kan? Kun hvis det giver mening!”.

Ikke et professionaliseret etisk råd

Over for Ugeskriftet slår den nye formand fast, at han har et budskab om sundhedsvæsenet:

”Jeg synes, at sundhedsdagsordenen fylder for meget i samfundet. Der er risiko for en uhellig alliance mellem læger, der naturligvis vil yde deres bedste og bruge teknologien dertil, og patientforeningerne. Det er en trussel, at sundhedsområdet suger ressourcer fra andre områder, skolerne, det sociale område, politi, der hører med til det gode liv. Jeg vil slå på tromme for en bredere tilgang, i tråd med det, der ligger i lægeløftet – at man arbejder til samfundets gavn.”

Klavs Birkholm, journalist og tidligere medlem af Det Etiske Råd, skrev for nylig en kronik i Kristeligt Dagblad. Her udtrykte han bekymring for den vej, Det Etiske Råd efter hans mening er ved at tage – ufolkelig og ekspert-orienteret.

Faktaboks

Fakta

Til Ugeskriftet siger Klavs Birkholm:

"Valget af Gorm Greisen kommer lidt bag på mig. Vi får se, hvad det betyder. Rådet har brug for at markere sin selvstændighed over for lægestand og politikere, og jeg håber, at Gorm Greisen vil bidrage til at bringe Rådet tilbage på det brede og folkelige spor."

Gorm Greisen mener, at kritikken af rådet er berettiget.

”Jeg er enig. Etik er læren om det gode liv og det er for alle. Vi skal alle tænke etisk – det er ikke kun i sundhedsvæsenet. Det er ulykkeligt, hvis den etiske diskussion bliver professionaliseret. På den anden side - hvis man skal have en kvalificeret og uddybende diskussion er det godt at have fagfolk som er vant til at tænke bredt og kritisk og vant til at formulere sig. Rådets medlemmer er eksperter på mange forskellige felter – så vi er alle lægfolk på nogle områder. Det er klart, at det kan blive for teoretisk og fjernt. Men der er nogle, der er gode til at få det lidt ned på jorden”, siger han.

Hvad siger du til kritikken af at rådet er ved at komme for tæt på visse sundhedsmyndigheder til at være vagthund?

”Det genkender jeg og tager til mig. Jeg ved dog fra min tid i det videnskabsetiske komitesystem, at det og rådet er to forskellige domæner. Men jeg anerkender, at når man går i dialog med nogen for at ændre på noget, så risikerer man at blive smurt ind. Det dilemma er der altid i et samarbejde. Men hvis man ikke samarbejder, så har man bare klatret helt op i toppen af elfenbenstårnet og kappet telefonlinjerne – og så har rådet tabt enhver relevans.”

Kirkegænger

Privat er Gorm Greisen til sit ”mikrohusmandssted” med have, der både byder på kartofler, ribs, træer og buske i Rungsted. Han både beskærer og reparerer tag og nyder at spise mad af egen avl.

Han er trofast kirkegænger, har været formand for menighedsrådet i Rungsted, men er nu blot mening. At tro er en beslutning, han traf for 20-25 år siden, siger han:

”At prøve at tro er et valg om noget, man ikke kan vide. Jeg ser det, som at der er et tilbud om at tro på en god, højere mening. Så kan man ligesom trække vejret lidt lettere.”