Skip to main content

Ny lov er et stort fremskridt for en gruppe af meget sårbare patienter

LEDER: Der er god grund til at glæde sig over, at Folketinget har vedtaget en lov, som fra årsskiftet gør det muligt at drage omsorg for en sårbar gruppe af bl.a. demente og udviklingshæmmede.

Foto: Palle Peter Skov.
Foto: Palle Peter Skov.

Formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing

20. jul. 2017
3 min.

»Glad mor: Nu kan min datter udsættes for tvang«, lød en overskrift i Politiken i starten af sommeren. Kan man glæde sig over, at andre kan blive udsat for tvang? Ja, det kan man, hvis man er en bekymret mor til en voksen stærkt udviklingshæmmet kvinde, som viser tegn på at være plaget, men ikke vil lade sig undersøge. Og moderen er ikke alene. Pårørende, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre har været fortvivlede over sager, hvor patienter har modsat sig undersøgelser og behandling for alvorlige sygdomme. I et eksempel, som tidligere har været omtalt i medierne, døde en 42-årig udviklingshæmmet mand af lungebetændelse, fordi han modsatte sig at få taget en blodprøve.

Derfor er der god grund til at glæde sig over, at Folketinget har vedtaget en lov, som fra årsskiftet gør det muligt at drage omsorg for en sårbar gruppe af bl.a. demente og udviklingshæmmede. Loven skal sikre, at personer, som er såkaldt varigt inhabile, får de behandlinger, som de har brug for, og som andre patienter normalt helt uden betænkeligheder giver samtykke til.

Pårørende, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre har været fortvivlede over sager, hvor patienter har modsat sig undersøgelser og behandling for alvorlige sygdomme.

Lovændringen har gennem en årrække været et ønske fra Lægeforeningen samt en række patient- og personaleorganisationer. Hidtil har reglen været, at medmindre der var tale om akut livsfare eller psykisk sygdom, kunne tvang ikke komme på tale. Dermed svigtede sundhedsvæsenet reelt en stor gruppe mennesker, som naturligvis lige som alle andre pådrager sig sygdomme og skader, men mangler evnen til at overskue undersøgelse og behandling og derfor i nogle tilfælde sætter sig imod.

Tvang er ikke et ord med en positiv klang – tværtimod. Derfor kan det heller ikke understreges nok, at den nye mulighed for at bruge tvang er absolut sidste udvej. Alt andet skal være forsøgt, inden man overhovedet overvejer at bruge tvang over for en patient, fastslås det i den nye lov. Kun læger og tandlæger har myndighed til at træffe beslutning om tvangsbehandling af fysisk syge, og beslutningen kræver samtykke fra nærmeste pårørende eller værge.

Det er selvfølgelig også afgørende, at de nye muligheder ikke misbruges på anden vis. Derfor er Lægeforeningen også tilfreds med, at anvendelsen af tvang ikke må erstatte god pleje og omsorg eller begrundes i for lidt personale. Vi støtter også, at der oprettes et nyt klagenævn, som specifikt skal forholde sig til klager over beslutningen om anvendelse af tvang, og at der er klare regler for registrering af tvang og indberetningspligt.

Lægeforeningen mener, at den nye lovgivning balancerer fornuftigt mellem hensynet til patienters selvbestemmelse på den ene side og hensynet til at give den nødvendige behandling på den anden. Men det afgørende er naturligvis, hvordan den udmøntes i praksis, og derfor giver det god mening, at loven evalueres efter tre år.

Vi har været dybt engageret i denne sag siden 2011 sammen med bl.a. Alzheimerforeningen, Landsforeningen LEV, Dansk Sygeplejeråd, FOA og Socialpædagogernes Landsforening. Ofte må politikere lægge ryg til kritik – også på denne lederplads. Men denne gang vil jeg gerne sige tak for, at sundhedsministeren og politikere fra næsten alle partier har lyttet og med den nye lov tager aktivt hånd om nogle af de allermest sårbare patienter i sundhedsvæsenet.