Ny mødeform i YL: »Ingen brænder inde med noget«

Nyt skulle det være: Efter formandsberetningen skulle repræsentantskabet ikke som ellers gå direkte over til debatten om beretningens finere punkter; i stedet skulle man først finde sammen gruppevis og diskutere overordnede fagpolitiske og organisatoriske emner. Og når man ikke syntes, at man havde mere at bidrage med eller gerne ville videre med et andet emne - ja, så fandt man en stol hos en af de andre grupper.

Og det var tilsyneladende en form, der faldt i god jord hos tre yngre læger, som Ugeskriftet bad vurdere mødets første dag. Ingen af dem har været tillidsfolk, og de havde heller ikke været til repræsentantskabsmøde før.

»Man kunne prøve ideer af«

Gruppens yngste, basislæge MinnaRiishede fra Odense Universitetshospital, syntes, at det var både »sjovt, spændende og inspirerende« - og langt fra hendes forestilling om rækker af alvorlige delegerede, som bad om ordet og besteg talerstole.

»Det var meget mere dynamisk. Effektivt i kraft at den nye måde, mødet er arrangeret på«, siger Minna, som mener, at det er en form, man bør holde fast ved.

»Der er sikkert plads til forbedringer. Men den giver mulighed for, at folk kan komme frem med meget på kort tid og melde sig til emner, de finder interessante. Så kan de bidrage med, hvad de nu har lyst til og gå videre til en ny gruppe. Det er rigtig godt«.

Søren Isak Abramsson, som er i hoveduddannelse i kirurgi i Esbjerg, er helt enig. De tørre og endeløse debatter, han forbinder med den slags forsamlinger, gør det svært for flertallet at få sagt noget. Her oplevede han en form, hvor man ikke behøver være en dreven orator for at bidrage med ideer og synspunkter.

»Skal jeg nævne noget kritisk, er det, at der skule gives mere tid til gruppearbejdet. Jeg tror, vi hver nåede at se tre grupper, og der var helt klart flere, hvor det kunne være interessant at give sin mening til kende«.

I en af grupperne var Søren Abrams-son faldet ud af observatørrollen - og havde derpå set sit bidrag på et af de efterfølgende slides. »Den slags betyder, at man kommer til at føle sig hørt«, fremhæver han. Argumentet eller ideen drukner ikke bare i en endeløs talerstrøm for derefter at blive glemt.

Han mener, at han selv sagtens »kunne være typen, der sad og brændte inde med noget« på et traditionelt fagforeningsmøde. For det er ikke alle, der holder af at rejse sig foran hundrede mennesker, man ikke kender, og lufte sin mening.

»Her er der mulighed for at kaste en lille prøve ud og få startet en debat i et trygt forum, hvor man også får noget modspil«, siger Søren Abramsson og peger på, at sådan en debat også nemt bliver en langstrakt affære på et mere traditionelt møde, hvor man følger talerrække og skal holde emnerne adskilt.

Minna Riishede indskyder: »Jeg kunne forstå, at man plejede at sidde amts- eller regionsvist og kom med sine oplæg på den baggrund. På denne dynamiske måde kommer man til at møde hinanden på andre måder, på kryds og tværs. Det åbner meget mere op for dialogen, og man får en mere åben dialog med hinanden«.

Frit fagpolitisk forum

Peter-Martin Krarup, i hoveduddannelse i kirurgi på Bispebjerg Hospital, er optaget af sit speciale og af forskning. Fagforeningspolitik har aldrig haft hans store interesse:

»Vi får vores løn, og jeg har ind-tryk af, at den indflydelse, jeg har kunnet få på min løn, ikke er specielt stor. Ud over det har jeg aldrig spekuleret over, hvad tillidsfolkene har brugt deres tid på«.

Det uformelle møde her på Munke-bjerg Hotel overraskede ham, men han er ikke i tvivl om, at denne mødeform er bedre end den traditionelle. Selvfølgelig skal der være struktur og styring - det må bestyrelsen sikre.

Dagens mødeform giver alle mulighed for at komme til orde, og for at nuancere sine egne holdninger, »for selv om man ikke er interesseret i fagpolitik, har vi alle nogle forestillinger om, hvordan vores hverdag bør se ud. Og mens man kommer ud med det, får man også nuanceret sine egne synspunkter ved at høre andre, som kommer andre steder fra.

Det gør man jo ikke, hvis man kører den traditionelle talerrække, hvor det er de samme, der rejser sig op og holder monologer«.

Det er jo meget godt med fri leg i grupper. Men der er vel også visse formalia og procedurer, som skal overholdes, for at demokratiet kan fungere. Kunne man forestille sig, at man som supplement til mere traditionelle repræsentantskabsmøder holder en »fagpolitisk dag« i stil med det, som er foregået her?

»Det kunne være en god idé. Men man skal arbejde meget med rekrutteringen. Som kommunikationen foregår nu, får man en e-mail om o.k. - der er så meget tekst, at jeg ikke gider læse det«, siger Peter-Martin Krarup.

»Ja, så er det sagt! Der kommer alt for meget, og der mangler et blikfang. Formen skal være en anden end de der lange skrifter«, siger han, mens hans to kolleger nikker bekræftende. »Giv os nogle punchlines, og så må vi søge information.

Der er så meget, man skal og kan som læge - og man kan ikke det hele«.

Kan lokke flere til

Søren Abramsson efterlyser fælles debatfora for især yngre læger i stil med Lægedage eller det netop overståede, ikke nødvendigvis arrangeret af fagpolitikere, og hvor man ikke »først lige stiller op til 35 TR-møder, før man overhovedet kan sige noget, og til sidst har glemt, hvorfor man egentlig var kommet«.

»Den geniale ide ligger hos den enkelte, måske kun den ene - og den ville man kunne høste, hvis man havde nogle fora som dette, men måske bare regionsvist eller på større sygehuse«, siger Søren Abramsson.

»Men det kræver, at der er nogle engagerede tovholdere som her, hvor jeg synes, de styrede rundbordsdebatterne ret godt«, indvender Peter-Martin Krarup. »Når samtalen gik i stå, havde de et input, som gjorde, at man kom videre i diskussionen, og at folk kunne komme til. Det skal have en struktureret form«, siger han og har ingen problemer med, at det er Yngre Læger, som står for det.

»Hvis man ved, at man får en forening, hvor man kan få drøftet sine ideer i et sagligt forum, tror jeg, at det kunne lokke nogle folk til«, siger Søren Abramsson.

»Det tror jeg faktisk, at du har ret i«, siger Peter-Martin Krarup. »Der kunne måske komme nogle geniale og originale ideer ud af det. Selv om der også er uenigheder internt i Yngre Læger, har de alle den samme interesse i fagpolitik, og et fælles udgangspunkt. Jeg tror, det ville være sundt, at der kom nogle helt andre og gav et indspark til debatterne«.

Alle tre er i hvert fald enige om, at debatterne har været overraskende meget anderledes end det, de havde forventet, og at der blev vist mod til at gøre tingene anderledes.

»Men nu ved vi jo selvfølgelig heller ikke, hvordan det var sidste år. Da kan det jo have været så dødssygt, at der bare måtte ske noget nyt«.