Skip to main content

Ny PET-skanner til Århus

Redaktionen

4. nov. 2005
1 min.

Med en bevilling på ca. 12 mio. kr. har VELUX FONDEN sikret, at PET-centret på Universitetshospitalet i Århus kan erhverve en højtydende PET-skanner til forskningsformål. PET-centret udgør sammen med Neuroradiologisk Afdeling på Århus Sygehus, Aarhus Universitets Center for Funktionelt Integreret Neuroforskning (CFIN), der blev oprettet i 2001 med en bevilling på 34 mio. kr. fra Danmarks Grundforskningsfond. På grund af bevillingen fra VELUX FONDEN kan centrets forskere nu tage imod det usædvanlige tilbud om at komme frem i hjerneforskningens teknologisk set allerforreste række.Professor Albert Gjedde, der er leder af PET-centret, siger om donationen:»Skanneren vil give os nogle unikke muligheder for at opnå en meget finere opløsning og mange flere detaljer i billeddannelsen. Det betyder nogle spændende forskningsperspektiver, blandt andet for forskningen i hjernens evne til at »reparere sig selv« efter skader, der er opstået på grund af ulykker eller sygdom som f.eks. Alzheimer eller Parkinson.Også forskningen i indlæring og intelligens, der formentligt vil komme med helt nye bud på, hvor meget arv og miljø betyder for den menneskelige intelligens, står over for spændende perspektiver med den nye skannerkapacitet«.