Skip to main content

Nye habilitetsregler på vej

Efter at en række læger meldte afbud til arrangementer på Folkemødet sidste år, er der nye regler på vej. Men ikke alle er tilfredse med udkastet.

11. jan. 2017
1 min.

Lægemiddelindustriforeningen (Lif) mener, at et udkast fra Lægemiddelstyrelsen til, hvordan habilitetsreglerne for lægers samarbejde med industrien skal tolkes, er for skrapt, skriver dagenspharma.dk.

Hvor lægerne tidligere skulle søge tilladelse til den type arrangementer, tilsiger udkastet til ny bekendtgørelse og vejledninger om reglerne, at de fremover alene skal anmelde. Men ifølge sit høringssvar mener Lif, at det slet ikke bør være nødvendigt for læger at anmelde deltagelse i et offentligt debatarrangement nogen steder, også selv om det er sponsoreret af en medicinalvirksomhed, fremgår det af dagenspharma.

Lif peger også på, at ingen andre EU-lande har anmeldelsespligt for den slags debatdeltagelse.

Samme kritikpunkt har f.eks. Danske Patienter, skriver dagenspharma.

Patienternes paraplyorganisationen mener, at et sådant krav i det hele taget risikerer at medføre, at ingen sundhedspersoner vil deltage. Ganske som det skete ved Folkemødet på Bornholm sidste år, hvor adskillige læger trak sig fra debatter arrangeret eller sponsoreret af virksomheder i lægemiddel- eller medikobranchen.

Lægeforeningen på sin side melder i sit høringssvar ikke om nogen problemer med, at læger skal anmelde f.eks. deltagelse i paneldebatter. Dog foreslår foreningen, at det også præciseres, hvilke regler der gælder for arrangementer, der ikke er offentlige, samt arrangementer, hvor der medvirker et agentur.