Skip to main content

Nye krav samler behandlinger

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

5. dec. 2008
6 min.

FOTO: SCANPIX

Endnu en trædesten hen mod den store omkalfatring i sundhedsvæsenet er blevet lagt. Der er akutrapporten, der siger, at den akutte behandling skal samles. Der er Erik Juhls ekspertudvalg med anbefalinger om hvilke sygehuse, der skal investeres i. Og nu er Sundhedsstyrelsen på gaden med skitsen til, hvad for nogle behandlinger, der skal puttes i hvilke sygehuse. Det sker i form af anbefalinger og krav til over 30 specialer. Anbefalinger til sygehuse, der behandler på hovedfunktionsniveau. Krav til sygehuse, der behandler på specialfunktionsniveau.

Dem har regioner og sygehuse nu nogle måneder til at forholde sig til. Samtlige sygehuse, der vil behandle på specialiseret niveau, skal inden sommer dokumentere, at de opfylder de faglige krav i en ansøgning til Sundhedsstyrelsen. Går det som Sundhedsstyrelsen har planlagt, er ansøgningerne gennemgået og afgjort i løbet af det tidlige efterår. Så skulle det ligge klart, på hvilke sygehuse, patienterne kan blive behandlet for hvad, når de store omlægninger indenfor de næste 10-15 år er gennemført. Og sygehusenes personale vil have en fornemmelse af, om deres afdeling forbliver, som den er, eller om funktioner skal flyttes eller nedlægges.

Retningen har længe ligget fast. Det er en centralisering.

»Det her vil helt klart komme til at betyde, at nogle funktioner vil blive samlet på færre steder. Ideen er jo at samle alt det personale og de faggrupper, der er brug for, så de har et ordentligt grundlag at arbejde på og samtidig bliver rutinerede. Heldigvis hører vi sjældent diskussion om de grundprincipper«, siger Lone de Neergaard.

Indtil videre har det dog været svært at diskutere konsekvenserne af samlingen, fordi det endnu har været ukonkret.

»Det, som ligger i udmeldingerne, kommer ikke bag på nogen. Det er drøftet bagud med de videnskabelige selskaber og regionerne. Så udmeldingerne er kendte. Men så kan der blive nogle konkrete diskussioner af, hvad det er for nogle sygehuse, der får funktionerne. Det er ikke vores fokus, det væsentlige for os er, om sygehusene har de funktioner, de skal have. Det andet er regionernes bord. De skal vurdere deres region og finde ud af, hvordan de bedst kan tilgodese det hele. Regionerne har ansvaret for sygehusplanlægningen og vi stiller de krav, som er nødvendige«.

Arbejdet med udmeldingerne er foregået i samarbejde mellem styrelsen, de videnskabelige selskaber og regionerne. Udgangspunktet er en rapport, som hvert specialeselskab har skrevet i samarbejde med folk fra regioner og styrelse. På den baggrund har Sundhedsstyrelsen skrevet specialevejledningerne. Rapporterne og vejledningerne er dernæst blevet diskuteret og kommenteret i regionale baggrundsgrupper, der har set på rapporten med regionale briller. Endelig har en særlig gruppe under Sundhedsstyrelsen haft det hele i høring, inden de endelige vejledninger blev sendt ud.

Ny balance

Sundhedsstyrelsen har ikke på forhånd villet tage stilling til, hvor mange sygehuse, der inden for de enkelte specialer kan have en bestemt behandling. Indtil videre vil den kun melde generelt ud om antallet. Behandlinger på regionsfunktionsniveau kan der være et eller to af per region. De højt specialiserede behandlinger kan varetages mellem et og tre steder i landet.

»Vi har ikke skrevet antal steder for de enkelte specialer. Vi må lige se. Der er forskel på regionerne størrelse. Det giver sig selv i for eksempel Region Nordjylland, som kun har en specialiseret funktion. Men der skal nok komme mange diskussioner andre steder og svære problemer at løse«, siger Lone de Neergaard, der snart er godt trænet i at balancere mellem de faglige og de regionale interesser.

»Udfordringen bliver nu at finde en balance mellem vores høje mål og ambitioner om kvalitet og samtidig sige, at vi skal have sygehusene til at fungere. Derfor skal vi måske også renoncere på kort sigt uden at tabe målet på sigt«, siger Lone de Neergaard.

Små medicinske sygehuse

Et kompromis, som allerede nu står klart, bliver på den akutte modtagelse af medicinske patienter. Samlingen af akutte patienter på store fælles akutmodtagelser er for længst indopereret i sygehusplanlægningen som en bærende ide. Men ifølge Lone de Neergaard bliver der undtagelser.

»Der kan godt være sygehuse, som ikke har akutfunktioner. Alle regioner har bedt om, at patienter med en kendt sygdom kan blive indlagt uden om en akutmodtagelse på visse diagnoser. Og det har vi accepteret. Vores krav er, at der skal være klare visitationsretningslinier og forhåndskontakt mellem den indlæggende læge og den vagthavende, som sikrer, at det er i orden, at patienten kommer ind. Hvis sygdommen forværres, så patienten skal overflyttes, bliver der klare retningslinier for det også«.

Sundhedsstyrelsens skriver i et følgebrev til specialevejledningerne, at akutte og elektive behandlinger inden for specialerne skal være samlet. Flere regioner har imidlertid lagt op til at udlægge visse elektive funktioner. Men det vil Sundhedsstyrelsen ikke nødvendigvis gå i mod, siger Lone de Neergaard:

»Man skal i høj grad samle det. Men vi ved godt, at der vil være elektive afdelinger for sig, og det kan også være fornuftigt nok. Det kommer an på, hvad man lægger i dem. Mammakirurgi er for eks. i orden, det er en elektiv behandling og der er sjældent noget akut i det. Det kan man godt have et andet sted. Men ikke for eksempel mave-tarmkirurgi. Her har mange af de akutte patienter et uklart billede og man har brug for hele historien bag, bl.a. for at finde ud af, om det er cancer. Men det er også for at give kirurgerne den erfaring og rutine, der ligger i at operere rigtig mange mavesække og tyktarme«.

Lægernes rutine - øvelse-gør-mester-princippet - bliver sammen med en vurdering af, hvilke andre specialer og hvilke funktioner, der skal være på samme matrikel væsentlige og afgørende faktorer for, hvor funktionerne kommer til at ligge i fremtidens sygehusvæsen.

Det bliver formentlig en meterhøj stak af ansøgninger, som Sundhedsstyrelsen skal igennem.

»Det bliver en kæmpeopgave«, siger Lone de Neergard, der oplyser, at styrelsen i gennemgangen vil have mest opmærksomhed på det højt specialiserede niveau, mens hovedfunktionerne vil få mere generelle kommentarer.

Læs mere: www.sst.dk

Specialeudmeldinger

Sundhedsstyrelsen har gennemgået samtlige specialer bl.a. i forhold til de nye beføjelser, som den fik med Sundhedsloven, der trådte i kraft i 2007. Med den lov kan styrelsen stille krav om faglighed og placering af behandlinger på specialiseret niveau.

Alle sygehuse, der vil varetage en behandling på specialiseret niveau, skal ansøge Sundhedsstyrelsen om tilladelse. Der skal søges inden sommer og så tager Sundhedsstyrelsen stilling efter sommerferien.

I de nye specialevejledninger opdeles behandlingerne i to niveauer.

1. Hovedfunktionsniveau

Svarer til det tidl. basisfunktion. Behandling m.v. af sygdomme, hvor ydelserne kræver begrænset kompleksitet og som er hyp pigt forekommende og med begrænset ressourceforbrug.

2. Specialfunktionsniveau

Opdeles i to:

a) Regionsfunktion. Kan typisk etableres på 1-3 sygehuse i hver region. Behandling m.v. af sygdomme, hvor ydelserne er af nogen kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og der er et vist ressourceforburg.

b) Højt specialiseret funktion. Kan typisk placeres 1-3 steder i landet. Behandling m.v. af sygdomme, hvor ydelserne er af betydelig kompleksitet og forudsætter tilstedeværelse af mange tværgående funktioner og samarbejdspartnere. Sjældent forekommende sygdom/behandling. Ressourcekrævende.

Kilde: Sundhedsstyrelsen