Skip to main content

Nye love på sundhedsområdet

Anne Steenberger as@dadl.dk

8. okt. 2012
2 min.

Da Folketinget åbnede tirsdag, var behandlings- og udredningsgarantien og patientsikkerhedspakken blandt de nye love på sundhedsområdet, der varsles for det kommende år.

Allerede i denne måned vil lovforslaget om behandlings- udredningsgarantien blive fremsat. Den lover udredning eller en plan for udredning inden for en måned, men vil til gengæld differentiere behandlingsgarantien mellem en og to måneder, alt efter alvorlighed.

På en række områder skal private sundhedsudbydere ligestilles med de private. Det betyder blandt andet, at private sygehuse, klinikker og speciallægepraksis forpligtes til at afholde udgifterne til patientskadeerstatninger. I stedet for at det er regionerne, der skal have tegnebogen op som det er i dag. Også det kommer der lovforslag om.

Regeringens lovede patientsikkerhedspakke vil også udfoldes i lovgivning i dette folketingsår. Her vil regeringen til november stille et lovforslag frem, som vil give Sundhedsstyrelsen øgede muligheder for at reagere og stille krav i forbindelse med tilsynet med private klinikker og offentlige institutioner.

Hvis en sundhedsperson ikke vil medvirke ved tilsynet så får Sundhedsstyrelsen mulighed for at fratage denne autorisationen midlertidigt.

I november kommer et lovforslag om at der skal indføres en registerordning for importører og distributører af medicinsk udstyr. Uden for lovgivningen er Sundhedsstyrelsen ved at udarbejde en ny vejledning om anvendelse af implantater, der præciserer den omhu og samvittighedsfuldhed, sundhedspersoner skal udvise ved indsættelse af implantater. Sundhedsstyrelsen planlægger desuden en kampagne, der skal få læger til at indberette hændelser med medicinsk udstyr.

Der kommer også en ændring af autorisationsloven, der giver Sundhedsstyrelsen mulighed for at gribe ind over for sundhedspersonaer, der ikke hjælper til, hvis der skal kastes lys over en sag.

Over for virksomhedsansvarlige læger - eksempelvis praktiserende speciallæger - får Sundhedsstyrelsen også bedre beføjelser. Den skal fx kunne afvise anmeldte læger og afmelde dem.

I samme måned kommer der nye regler om markedsføring af sundhedsydelser - der vil også være nye regler om Sundhedsstyrelsens mulighed for at håndhæve disse regler.

Se hele lovprogrammet på www.stm.dk