Skip to main content

Nye regler for ordination af afhængighedsskabende lægemidler

Michael von Magnus

2. nov. 2005
2 min.

Den 1. marts 2003 træder Sundhedsstyrelsens reviderede cirkulære om ordination af afhængighedsskabende lægemidler i kraft.

Det er især reglerne for behandling af stofmisbrugere, der har begrundet revisionen, idet man har ønsket at få indarbejdet de erfaringer, der er blevet gjort siden omlægningen af stofmisbrugsbehandlingen i 1996. I cirkulæret er nu beskrevet de grundlæggende principper i stofmisbrugsbehandlingen, lægens ansvar i den samlede stofmisbrugsbehandling er præciseret, ligesom der er givet nærmere faglige anvisninger vedrørende substitutionsbehandlingen og kontrol af behandlingen.

I denne forbindelse skal Sundhedsstyrelsen benytte lejligheden til at præcisere, at ud over abstinensbehandling af ca. en uges varighed, er behandling af stofmisbrug med afhængighedsskabende lægemidler som udgangspunkt forbeholdt amternes behand- lingssystemer. Således kan f.eks. praktiserende læger ikke iværksætte stofmisbrugsbehandling med methadon, buprenorphin eller lignende uden om amterne. Heller ikke når det drejer sig om behandling af udenlandske statsborgere eller selvbetalere.

Hensigten med cirkulæret er at præcisere de overordnede principper for behandling med afhængighedsskabende lægemidler. Det forudsættes, at der søges efter mere detaljerede faglige anvisninger i relevant litteratur.

Ordination af afhængighedsskabende lægemidler skal generelt ske under iagttagelse af omhu og samvittighedsfuldhed af hensyn til risikoen for udvikling af afhængighed hos patienterne. I den forbindelse skal den ordinerende læge altid være opmærksom på, om der kan være behov for at f.eks. speciallæge eller smerteklinik inddrages. Særligt i situationer hvor afvigelser fra cirkulæret og de faglige vejledninger overvejes, bør patienten vurderes ved speciallæge eller smertecenter.

Morfica- samt flunitrazepamholdige præparater har i en årrække været kopieringspligtige. Dette medfører, at den lokale embedslægeinstitution hver måned modtager oplysninger om, hvad hver enkelt læge i amtet har ordineret af disse lægemidler. Såfremt en læges ordinationsmønster viser sig at være uhensigtsmæssigt, kan der foretages indskrænkninger i vedkommendes ordinationsret.

Sundhedsstyrelsens cirkulære om ordination af afhængighedsskabende lægemidler kan også læses på samt udskrives fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk.