Skip to main content

Nyheder

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

10. dec. 2010
2 min.

Nye underskud i regionerne

Regionerne styrer mod et samlet budgetunderskud på 1,2 milliard kroner i 2010 mod 1,8 milliard kroner i 2009, skriver Berlingske Tidende. Kun Region Syddanmark kan ifølge regionernes egen indberetning til sundhedsministeriet holde budget.

Ifølge sundhedsminister Bertel Haarder (V) skal hver region dække eget underskud. Han vil »ikke gå ind og hjælpe enkelte regioner. Så vil der være færre penge til de andre,« siger han til Altinget.dk, men undrer sig ikke over overskridelserne:

»Overskridelserne sidste år var så store, at jeg ingen illusioner har haft om, at de ville være væk i 2010.«

De store overskridelser får konsekvenser: »Jo større underskud regionen har i 2010, jo mindre realvækst vil regionen kunne have i 2011,« siger ministeren.

Boom i udgifter til morfin

Samfundets udgifter til morfinpræparater er stedet fra 228 mio. kr. i 2000 til 483 mio. kr. i 2009. Men forbruget er ikke steget.

»Det er primært forbruget af midlerne Oxycodon og Fentanyl, der trækker udgifterne op. For de fleste patienter kan de stoffer ikke noget, som almindelig morfin ikke kan,« siger IRF-leder Steffen Thirstrup til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Ordinationsmønsteret følger ikke anbefalingerne, da stærk smertebehandling skal begynde med morfin.

Den dyre ordination skyldes IRF en »massiv markedsføringskampagne«.

Vintervejr

Når vinteren strenges, mangedobles antallet af alvorlige faldskader. Mens der i den milde vinter 2007/2008 kun skete ca. 1.200 skader, var antallet sidste vinter 13.000. Det fremgår af skadestuernes indberetninger til Ulykkesregisteret. Hver sjette faldulykke på fortove skyldes sne- og isdække. Især ældre er udsatte og får sværere skader end yngre: Af de 65+-årige har over halvdelen af dem, der ender på skadestuen, knoglebrud. De, som hyppigst ender på skadestuen pga. sne og isdække, er kvinder mellem 55 år og 84 år. Næsthårdest går det ud over 10-14-årige drenge. Sne og is er også årsag til en del arbejdsskader hos grupper, som færdes udendørs, f.eks. postbude, hjemmehjælpere, chauffører og avisbude.