Skip to main content

Nyt center vil klarlægge hvad der virker i sundhedsvæsenet

Dorte R. Jungersen, dortejungersen@hotmail.com

27. jan. 2012
2 min.

Med oprettelsen af Center for Forbedringer i Sundhedsvæsenet vil Region Nordjylland sammen med det Sundheds- og det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet indgå et tæt samarbejde.

Målet er at fremskaffe ny viden og nye metoder til, hvordan der kan ske forbedringer i daglig klinisk praksis. En viden, der vil kunne bruges både administrativt og politisk.

Forskningen i centeret vil ikke være orienteret mod ny medicin og nye behandlingsmuligheder, men mod ændringer i strukturer eller processer, som sikrer øget patientsikkerhed, bedre kvalitet og økonomiske besparelser.

Centeret har foreløbig adresse på Aalborg Universitets Institut for Økonomi og Ledelse, hvor professor Lars Ehlers bliver centerets daglige leder.

»Forskningen på centeret vil være tværfagligt samt anvendelsesorienteret og fokuseret på regionens dagsorden, som er at få mere sundhed og mere kvalitet for pengene.

Og ja, der er rigtig mange projekter der har til formål at skabe forbedringer i sundhedsvæsenet, men alt for få af dem evalueres. Ordentlige, tværfaglige forskningsevalueringer er derfor påkrævet. Mange initiativer til forbedringer - fx forsøg på at minimere tryksår - er kontekstafhængige. Hvorfor virker indsatserne ikke lige godt alle steder - det ved vi ikke«, siger Lars Ehlers

Kan ikke længere spise suppe med en gaffel

Region Nordjyllands sundhedsfaglige direktør Jens Winther Jensen siger om regionens interesse i centeret.

»Vi bliver i stigende grad udfordret på, hvad vi skal prioritere. Flere teknologiske landvindinger nødvendiggør, at vi bliver nødt til at vide, hvad vi skal satse på i en tid med økonomisk begrænsede ressourcer. Ét er at teste en pille mod en anden og blive klogere på nye behandlinger. Noget andet er den danske kvalitetsmodel, som er et vidensgenererende værktøj, der har fokus på kontrol. Men i et komplekst sundhedsvæsen kan vi ikke alene forlade os på de velkendte videnskabelige paradigmer - det er at spise suppe med en gaffel. Vi har også brug for at vide, hvilke forandringsprocesser, der virker«, siger Jens Winther Jensen og fortsætter:

»Som region har vi en forpligtelse til at bedrive sundhedstjenesteforskning, som der ikke rigtig er tradition for i Danmark. Vi har rigtig mange regionale data, som vi ikke gør brug af - de skal bruges«.

De første ph.d.-projekter er allerede gået i gang. Et handler om medicineringsfejl - et andet om forløbskoordination for kroniske patienter.

Andre eksempler på forskningsområder for centeret erreduktion af spild i sygehusvæsenet, bedre udnyttelse af patienternes egne ressourcer og reduktion af sygehusinfektioner.