Skip to main content

Nyt danmarkskort, ny lægeforening

Journalist Christian Andersen, ca@dadl.dk

4. nov. 2005
7 min.

Vil det blive lettere eller sværere at arbejde som læge med en ny kommunalstruktur - eller vil det være hip som hap?

Det er det helt store, aktuelle spørgsmål for Lægeforeningen, og emnet vil komme til debat på det årlige Læge- og repræsentantskabsmøde, som i år afvikles i Kolding den 23.-24. april.

Lægeforeningen har klart meldt ud, at den støtter Strukturkommissionen i, at der er behov for større enheder i Danmark, både på det regionale og det kommunale niveau.

Der vil med større enheder, kort fortalt, være et bedre grundlag for at sikre den lægefaglige specialisering, videre- og efteruddannelsen af læger, den lægevidenskabelige forskning og kvalitets-udviklingen.

Den lægefaglige specialisering stiller således på en række områder krav om stadig større patientunderlag for at sikre den faglige kvalitet. Visse funktioner er endog så specialiserede, at det mest hensigtsmæssige ville være et internationalt samarbejde om behandlingen.

Kommunerne bør også være større, men dog få mindst mulig magt og indflydelse på sundhedsvæsenet, og i hvert fald ikke være med til at finansiere sygehus- og sygesikringsydelserne.

For det er Lægeforeningens opfattelse, at sammenhæng og koordinering i den samlede sundhedsindsats kun kan sikres ved, at ansvaret for sygesikrings-området udøves i tæt sammenhæng med ansvaret for sygehusområdet.

På flere områder ønsker Lægeforeningen sig en stærkere national driftsherre. Hvis en sådan størrelse fandtes, havde vi måske en landsdækkende elektronisk patientjournal, en national kvalitetsmodel, etc. - og måske end ikke behov for at lave reformer på det amtskommunale område ...

Selv om amterne på flere områder har været gode til at arbejde sammen, har amtspatriotisme og kassetænkning for ofte stået i vejen for gode nationale løsninger på sundhedsområdet, mener Lægeforeningen.

En regionalisering af lægekredsforeningerne kalkeret efter den kommende sygehusregionstruktur er der ikke taget stilling til endnu i Hovedbestyrelsen. Man venter på folketings-udspillet om kommunalstrukturen.

Men samarbejdet mellem lægekreds-foreninger i den nuværende og kommende regionsstruktur samt samarbejdet mellem kredsene, Lægeforeningen afdeling Domus Medica og delforeningerne er som skabt til at sætte gang i diskussionen på et Lægemøde.

Et omfattende debatoplæg er udarbejdet til Lægemødet. Oplægget indeholder blandt andet forslag til øget samarbejde om Ny Løn, videreuddannelsen, efteruddannelsen og medlemsbladene.

Den nødvendige afhængighed

Lægers forhold til medicinalindustrien, eller rettere afhængighed af samme, bliver også et tema på Lægemødet. Det store spørgsmål er, hvor grænsen for denne afhængighed går.

Formanden for Dansk Medicins Selskab mener, at læger bør afstå fra enhver form for sponsorering. Afhængigheden har nået et niveau, der ikke længere er acceptabelt for lægestanden.

Et modargument er, at medicinalindustrien blandt andet på grund af det offentliges vrangvillighed har overtaget en støt stigende del af lægers efteruddannelse i form af blandt andet sponsorater til konferencer, kurser og hjemmesider, og et stop overnight til medicinalindustriens sponsorkroner ville sætte store dele af den lægelige efteruddannelse, som for en stor del er præget af kvalitet, i stå.

Lægeforeningens grundlæggende holdning er, at det i en ideel verden er bedst for læger at holde sig fri af industriens penge. Men indtil videre kan etikken klares ved samarbejdsaftaler mellem Lægeforeningen og Lægemiddelindustriforeningen.

Samarbejdsaftaler eller ej, så har forholdet mellem Lægeforeningen og medicinalvirksomheden Pfizer ikke været lyserødt på det seneste. Pfizers opførsel over for en læge, tidligere formand for Medicintilskudsnævnet Preben Holme Jørgensen, kommer sandsynligvis også op og vende under debatten på Læge-mødet.

»Amerikaniseringen« i markedsføringen og selskabets optræden over for Preben Holme Jørgensen, som blev truet med både injuriesag og erstatningsansvar, fordi hans generelle vendinger om forskningsetik blev sat i forbindelse med et af medicinalvirksomhedens præparater. Det har gjort mange læger vrede på ikke kun Pfizer, men generelt skeptiske over for de skærpede markedsføringsteknikker, som medicinalindustrien benytter sig af. Industri-ens stigende målrettede markedsføring mod patienterne, som kan føre til et øget pres på samfundets udgifter til medicin, ventes også at føre til et debatindlæg eller to.

Den svære åbenhed

Transparensen, gennemsigtigheden eller hvad den seneste betegnelse for åbenheden i sundhedsvæsenet end bliver, vil givet også blive et emne på Lægemødet.

For de kommer - smileys, stjerner eller de andre måder at vise sygehusenes kvalitet på. Det står fast. Indenrigs- og sundhedsministeren har vedholdende gentaget sit ønske om at deklarere ydelserne i sundhedsvæsenet - en god service for borgerne.

Lægeforeningen er sådan set enig med ministeren. Blot skal oplysningerne være troværdige og relevante for sygdomsbehandlingen, og mon ikke en definition af troværdighed og relevans kan afføde en kommentar eller to fra repræsentantskabet?

En del af den generelle åbenhedsfilosofi i sundhedsvæsenet inkluderer det nye indrapporteringssystem for fejl og de såkaldte utilsigtede hændelser, som ved lov blev indført ved årsskiftet for at forbedre patientsikkerheden. De første erfaringer med det obligatoriske indberetningssystem - efter Sundhedsstyrelsens vurdering det første af sin art i verden - er indhentet, og det prekære område, hvor man skal indberette egne og andres fejl til en central enhed, kan være grundlag for en god debat.

Det samme kan ske for Den danske model for kvalitetsvurdering i Sundhedsvæsenet, som er - eller burde være - Sundhedsstyrelsens højglanspolerede prestigeprojekt, som ikke mindst åbenhedsfilosofien er hængt op på. For Den Store Model har fået en mavepuster og har i store perioder i 2003 og 2004 ligget stille. Underprojekter under den danske kvalitetsmodel som Den gode medicinske afdeling, Det nationale indikatorprojekt og de kliniske databaser fungerer tilfredsstillende, men den store køreplan, Den danske model for kvalitetsvurdering i Sundhedsvæsenet, er ikke på plads endnu.

Forkert finansiering af forskning

Forskningen bliver heller ikke glemt på Lægemødet, selv om den godt kan leve en lidt hengemt tilværelse i det politiske liv. Ud over bekymringer over den manglende økonomiske volumen til forskningen, er Lægeforeningen også kritisk over for fordelingen af finansieringen af forskningen.

Foreningen finder det betænkeligt, at regeringen i høj grad lader det være op til industrien at nå Barcelona-erklæringen om, at tre procent af BNP skal gå til forskning - kun en procent af forskningen skal betales af det offentlige.

Lægeforeningen finder det især bekymrende, fordi der findes forsknings-områder, der ikke har industriens umi ddelbare interesse, og de områder vil blive glemt, hvis ikke der her findes offentligt finansieret forskning.

Ved siden af ønsket om flere offentlige resurser til forskningen stræber Lægeforeningen også på at skabe bedre forhold for forskerne på universiteterne. Det vil også mildne endnu et problem, rekrutteringen af forskere.

Sex og etik

Lægeetikken bliver også sat til debat på Lægemødet.

Fx sex mellem læger og patienter - en problemstilling som blev præsenteret i Ugeskriftet og efterfølgende taget op i store dele af medierne.

I andre lande, fx Norge og Sverige, er der i lægeforeningernes vedtægter nedfældet forbud mod den slags.

Spørgsmålet er, om der også i Lægeforeningens etiske regler skal indføjes specifikt, at det er forbudt at indlede et seksuelt forhold til en patient?

I foreningens etiske regler står ganske vist, at en læge skal støtte den syge såvel som den raske i omsorgen for eget helbred og respektere sine patienters værdighed og personlige integritet, men ikke mere præcist om det seksuelle.

Holdningen hos Etisk Udvalg i Lægeforeningen er, at patienter skal have tillid til deres læge, og ikke risikere at gå i en sexfælde, hvor lægen udnytter en patient, som ud over at være fysisk underdrejet er i et afhængighedsforhold til lægen. Men hvad gør lægen og patienten i et forhold, hvor der er tale om ægte kærlighed? Skal man så bare afslutte læge-patient-forholdet, og kan man reelt bare gøre det, og alt vil være i den skønneste orden?

Et andet punkt, hvor Etisk Udvalg lægger op til diskussion, er, om der bør være klinisk etiske komiteer på de danske sygehuse. I et stigende antal lande indføres klinisk etiske komiteer, som typisk er tværfaglige fora, der dels drøfter klinisk etiske problemer, udarbejder stedlige retningslinjer for og uddanner personalet i klinisk etik, dels rådgiver i konkrete her og nu-spørgsmål angående klinisk etiske dilemmaer.

I Norge vedtog Stortinget tilbage i 2000, at alle sygehuse skal have klinisk etiske komiteer og afsatte penge til formålet. I andre lande såsom Sverige, USA, Canada og England bliver fænomenet klinisk etiske komiteer mere og mere udbredt.

Endelig ønsker Etisk Udvalg at sætte fokus på takstfinansiering og etik. Udvalget advarer imod at DRG-taksterne skævvrider lægens vurdering, når han eller hun skal bestemme den medicinske diagnose.

Dilemmaet og misbruget opstår, hvor der er stor forskel på DRG-taksten ved to mulige undersøgelser og behandlinger for en given diagnose.

En undersøgelse fra Norge viser, at ti procent af afdelingsoverlægerne har oplevet pres fra sygehusledelsen for at bruge diagnoser, der ikke var medicinsk belæg for.

Artikler fra Lægemødet lægges løbende ud på www.lægeforeningen.dk