Skip to main content

Nyt selskab skal styrke klinisk telemedicin

Journalist Jacob Berner Moe, jacob.moe@get2net.dk

1. nov. 2005
3 min.

»Hvis jeg havde en million, ville jeg sende 100 patienter hjem.«

Ole Winding kigger med opspilede øjne gennem de runde brilleglas. Han er tilsyneladende 70 år og burde i virkeligheden slet ikke sidde på Panum Instituttet denne formiddag. Men han har fået lov til at trodse aldersgrænsen for at færdiggøre sine »igangværende projekter«.

Det kan tage lang tid.

Dr.med. Ole Winding brænder nemlig stadig for sit fag. Derfor har han taget initiativ til at etablere et selskab for at fremme brugen af telemedicin i Danmark: Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin (DSKT).

»Der er to formål med det selskab. For det første at fremme brugen af telemedicinske værktøjer som simulatorer og videokonferencer i undervisningen. For at flyve et fly i dag skal piloterne sidde mindst en gang om året i en flysimulator. Men for at operere findes der ikke engang en mulighed for at træne i en simulator,« siger Ole Winding og løfter de grånende øjenbryn.

Han ser afventende hen over bordet, inden han fortsætter.

»Det andet handler om at få patienterne sendt hjem og behandle dem i eget hjem, eller hvor de end måtte befinde sig på kloden. Teknologien findes til at sende for eksempel kardiologiske patienter, astmapatienter og diabetespatienter hjem. Der findes trøjer, der 24 timer i døgnet kan måle relevante kliniske data og sende oplysningerne til hospitalet. Det er udstyr, man kan tage direkte ned fra hylden.«

Djævelens advokat

Ole Winding tog for cirka to år siden initiativ til projektet TelHoC (Telemedicine Home Care - wherever you are), som skal overvåge og behandle patienter i eget hjem. En række læger og erhvervsfolk gik med i projektet, som stadig er i sin startfase. Projektet fortsætter og kommer til at eksistere under DSKT. Faktisk er det meningen, at der skal etableres flere arbejdsgrupper eller projekter under DSKT. Alt sammen med det formål at udvikle og udbrede kendskabet til telemedicinen.

Ole Winding mener, at hele området er forsømt i Danmark, og det er med til at motivere den 70-årige pensionist.

»Hvis en masse patienter kunne komme hurtigere hjem, ville det hjælpe hospitalerne, fordi ventelisterne bliver skåret ned. Det ville hjælpe lægerne, fordi de kan beskæftige sig med de tunge patienter på hospitalerne, som er de mest interessante. Og så vil det selvfølgelig også være til gavn for patienterne, som ikke behøver at være på hospitalet eller rejse frem og tilbage mellem hjem og hospital eller hjem og ambulatorium.«

Ole Winding køber ikke argumentet om, at telemedicin skaber afstand mellem læge og patient.

»Tværtimod,« siger Ole Winding, der også er med i bestyrelsen for Nordisk Selskab for Telemedicin i Tromsø.

»Videokonferencerne betyder, at læge og patient kan få hyppigere kontakt end ellers,« mener han.

Det er meningen, at det kommende selskab for klinisk telemedicin skal afholde kurser og videreuddanne læger inden for telemedicin. Det er også tanken, at hjemmesiden www.dskt.org skal fungere som en videndatabase for telemedicin.

Det er nærliggende at tro, at Ole Winding er forgabt i computere og teknologi. Men intet kunne være mere forkert.

»Jeg er i virkeligheden djævelens advokat på området. Man skal ikke have højteknologisk udstyr for enhver pris.« Det skal være »appropriate«,« siger han og forsikrer, at han selv dårligt nok ved, hvad der er inde i en computer.

»Teknologiske værktøjer er nyttige redskaber i sygehusvæsenet, og man må aldrig betragte dem som andet,« forsikrer han.

Det er samtidig en vigtig grund til, at han mener, at der overhovedet er behov for et telemedicinsk selskab. Der findes nemlig allerede to selskaber på området: DSMI (Dansk Selskab for Medicinsk Informatik) og DMTS (Dansk Medikoteknisk Selskab).

»Men de er mere teknisk prægede og fokuserer ikke på den kliniske del af telemedicin,« siger han.

»Det her selskab er først og fremmest for læger.«

Ole Winding tror, at kollegerne vil tage godt imod Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin.

»Det drejer sig om lægegerningens fremtid. Telemedicin kommer - uanset hvordan det går selskabet.«

Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin har stiftende generalforsamling den 25. juni klokken 16 på Panum Instituttet, Blegdamsvej 3C, København.

www.dskt.org

www.telhoc.org