Skip to main content

Nyvalgt PLO-formand klappet til top i ro

Alles øjne var rettet mod fremtiden og den kommende overenskomst, da de Praktiserende Lægers Organisation på repræsentantskabsmødet lørdag valgte Bruno Melgaard Jensen som ny formand. Uden modkandidat. Et splittet PLO var ikke i syne.

Foto: PLO
Foto: PLO (Foto: CARSTEN INGEMANN)

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

9. dec. 2013
5 min.

154 dage efter, at de Praktiserende Lægers Organisation oplevede den "voldsomste krise i PLO's historie", som PLO-formand i Region Hovedstaden Birgitte Alling-Møller formulerede det, da det snævrest mulige flertal på repræsentantskabet 29. juni i år valgte af afblæse striden med regionerne og beholde ydernumrene, var det nu fremtiden, sammenholdet og den kommende overenskomst, der prægede de praktiserende lægers repræsentantskab, der blev afholdt lørdag på Hotel Hilton i København.

Bruno Melgaard Jensen blev valgt til ny formand uden modkandidat for en to-årig periode med stående applaus.

Stå sammen

Fra talerstolen var repræsentanternes fokus stift rettet mod den overenskomst, der skal være forhandlet på plads med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) senest 1. marts 2014.

Bestyrelsesmedlem Tue Müller, der for et halvt år siden støttede daværende formand Henrik Dibberns fløj, som reelt ønskede konfrontationen med Danske Regioner og en aflevering af ydernumrene, skyndte sig på talerstolen tidligt på dagen.

Han fortalte, at han trods opfordringer ikke ønskede at stille op som kandidat til formandsposten. Så var de spekulationer ude af verden:

"Nu handler det om at stå sammen. Der har været talt om splittelse i PLO, og jeg kan godt forstå, hvad folk følte sidste gang. Men nu er det vigtigt, at vi samler kræfterne i PLO og ikke splitter," sagde han og fortsatte:

"Vi er ikke begejstrede for indgrebet og den smædekampagne, der blev udført. Det ved modparten også godt. Nu må vi stå sammen og få en god aftale. Og den skal komme 1. marts, ellers står vi i en ny situation".

Bruno-støtter får hademails

Flere, der offentligt har støttet Bruno Melgaard Jensen som formand og forhandlingslinjen har i de seneste måneder skullet finde sig i hademails fra utilfredse kolleger.

En af dem er Claus Perrild, repræsentant fra Region Hovedstaden. Han opfordrede til, at medlemmernes uvidenhed om, hvilken vej vinden blæser i en konfliktsituation, fremover aldrig må gentages:

"Vi har ikke alle med, men der er en bedre stemning. Mange er stadigt utilfredse, men vi er på vej; den rigtige vej", sagde han trods direkte ubehageligheder fra kolleger de senere måneder.

Skuffet over de politiske hensigtserklæringer

Afgående bestyrelsesmedlem og næstformand under Dibberns formandskab Peter Magnussen takkede den nye bestyrelse for "at vise styrke, det respekterer jeg" i en svær tid for organisationen.

Han måtte dog også erklære sig "skuffet" over de politiske hensigtserklæringer, som Regionernes Lønnnings- og Takstnævn og PLO til nu er blevet enige om; der var ønsket reelle delforlig, fastslog han.

Alligevel benyttede han lejligheden til at "bakke op og støtte op om" den nye formand og dermed tale imod splittelse.

"Det tjener de 3600 praktiserende læger bedst muligt," sagde han.

Længerevarende aftale ønskes

Hurtigt kom debatten på repræsentantskabet til at handle om den overenskomst, der er altafgørende for foreningens fremtidige sammenhæng.

Eller som Niels U Holm, formand for PLO-Sjælland formulerede det:

"Vi har brug for, at der skal komme noget længerevarende, hvis vi skal tage den lussing, vi har fået."

Selvom man ikke kunne tolke PLOs repræsentantskab som splittet, var der også kritiske røster, særligt fra de geografiske områder i landet og de grupperinger, der var mest opsatte på konfliktsporet i foråret og forsommeren.

Vi ligger ned

Kaj Bernth, formand for PLO-Nordjylland, sagde uden at fortrække en mine eller med kampgejst i stemmen:

"Nu ligger vi ned. Og regionerne vandt. Nu er de nok lidt overbærende, fordi de fik os ned. Men jeg er også realpolitiker, så jeg tror, at selvom der er nogen, der taber krigen, så kan de også vinde freden".

Repræsentanterne brugte lang tid på at drøfte honorarstruktur, det nationale økonomiloft, problemer med lægedækning, datafangst, akutfunktionen og 1813-telefonen i Region Hovedstaden og de aftaler som FAS og Yngre Læger har indgået, efteruddannelse, rekruttering og fastholdelse, kommuneaftaler, regions- og måske ligefrem PLO-klinikker.

Jørgen Skadborg fra Region Syddanmark understregede, at han er glad for, at han ikke er formand for de praktiserende læger eller sidder i forhandlingsudvalget:

"Det må godt nok være svært lige nu. Der er så mange interesser fra medlemmerne i forhold til geografi, praksisstørrelse, der er mange faglige interesser fra de enkelte læger om, hvad man mener, skal vægtes. At få alt det rummet i én aftale, som flertallet af vores medlemmer kan være enige i: Pyha, det må godt nok være svært. Men den skal 1. marts, når aftalen indgås, være bæredygtig og troværdighed," sagde han.

Aftaleret er ikke i spil

Den nyvalgte formand Bruno Melgaard Jensen fastslog i sin beretning, at hverken aftaleretten eller samarbejdsstrukturen er til diskussion i forhandlingerne. Og han tror på, at forhandlingerne nok skal lykkes:

"Det er min klare forventning, at vi når målet. Det begrunder jeg i den proces, vi har sat i gang. Jeg har en tro på, at regionerne og RLTN også kan se behovet for at få en aftale på så vigtigt et område i sundhedsvæsenet," sagde Bruno Melgaard Jensen.

Sammenholdet på repræsentantskabet fik Birgitte R Møller fra Region Syddanmark på talerstolen:

"Tak for den stemning, der er her i dag. Alle giver udtryk for, at vi nu trækker på samme hammel."

154 dage kan ændre meget.

*Senest 1. marts 2014 skal overenskomstaftalen være på plads.

*22. marts afholder PLO ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor der tages stilling til, om resultatet skal til urafstemning, hvilket Bruno Melgaard Jensen støtter.

*5. april afholdes ordinært repræsentantskabsmøde

Den nye bestyrelse består af: Bruno Melgaard Jensen (formand), Anna Mette Nathan, Eddie Nielsen, Søren K. Jensen, Tue Müller, Lars Aargaard Olsen, Niels Ulrich Holm, Helle Aarenstrup Jensen, Jakob Dahl.