Oasen i det indiske ocean

ORISSA, INDIEN

Lidt over 30 timers bumlende togtursyd for det larmende Delhi ligger Orissa, en af de fattigeste regioner i Indien. På togturen ændres landskabet i takt med togets hastighed, langsomt, men alligevel hurtigt på grund af den kæmpe forandring, der sker i landskabet på kort tid.

Før man ved af det, er larmen udskiftet med stilhed, støvede brune veje, træskure med bliktage og en dræbende varme. Folk bader i mærkeligt farvet vand, en mand trasker afsted med en krukke på hovedet og kun et lille sjal om hofterne. Mest af alt minder dette landskab om noget, man har set på billeder fra Afrika.

Halvvejs igennem Orissa forlader jeg toget for at blive kørt det sidste stykke i jeep til min destination: Christian Hospital. Hospitalet er det eneste velfungerende i en radius på 200 km og det vel at mærke i et område, hvor de fleste bruger benene som transportmiddel. Jeg begynder så småt at blive en smule bekymret for, hvor jeg skal tilbringe natten: bliver det i et skur eller under åben himmel? Efter godt en halv times kørsel endnu længere væk fra civilisationen ankommer vi til hospitalet. Det ligger i udkanten af den lille landsby Bissam Cuttack, der huser lidt under 10.000 indbygere. Så snart man træder ind på hospitalets grund, ændres landskabet markant. De støvede veje er udskiftet med grønt græs, der er blomster langs husmurene, her er pænt og rent, der flyder intet affald og man føler med det samme en stor ro. Dette er ikke et tilfælde, lægerne går meget op i den psykiske effekt af at være kommet inden for murene ...

En kvindes vision

Hospitalet startede i sin tid med en enkelt kvindes vilde vision. I 1954 kom den danske missionær, læge Liz Madsen, til Orissa. Hun så straks det akkutte behov for hjælp i området og slog sig ned i et lille hus, hvor hun tilbød gratis lægehjælp. Hun fik hurtigt opbygget et solidt ry i området, ikke mindst fordi hun travede egnen tynd for at nå ud i de yderste kroge og give behandling til de folk, der ikke selv kunne gå. Liz skabte fundamentet og efter hende har der været mange heltemodige mennesker involveret i hospitalet.

Fra at være en lille hytte med kun én læge, er hospitalet nu vokset til et velfungerende hospital med 200 senge og lidt over 200 ansatte, heraf 12 læger. I mange år løb hospitalet rundt med støtte fra dansk mission, men det er nu, grundet lægernes store ekspertise som kiruger, blevet i stand til klare sig uden støtte. Patienterne betaler også selv for behandling og medicin. Dog kæmper de stadig med meget stor fattigdom i området og gør meget for at kunne opretholde evne til at behandle de folk, som næsten ingen penge har.

Fra starten var det visionen at hjælpe de fattigste, og den holder de så vidt muligt fast i, man har bl.a. udtænkt et Robin Hood-agtigt system. Der findes enkeltstuer og tremandsstuer, når patienterne bliver indlagt, vælger de selv, om de vil ligge alene eller sammen med to andre. Enkeltstuen koster 150 rupies per dag, tremandsstuen kun 50 rupies, men der gives den samme service til patienten, uanset hvilken stue der vælges. På den måde kan de rige give lidt til de fattige. Der er dog ikke råd til at bygge nye bygninger, skifte senge eller reperere inventar, når det går i stykker. I det hele taget er de stadig meget afhængige af penge udefra, når der skal opdateres på forskellige områder. Derudover støtter hospitalet op omkring uddannelse i området. Grundet den store fattigdom har børn i dette område meget dårlige muligheder for at få en ordentlig skolegang. Hospitalet har i samarbejde med og på initiativ af de lokale Khond, stammelandsbyer, bygget en skole og sørger for økonomisk støtte til undervisning og materialer. Skolen har eksisteret i otte år, og de første elever har netop taget den afsluttende 5.-klasses-eksamen og de klarer sig fremragende - helt på niveau med andre indiske skolebørn.

En hjælpende hånd fra danske læger

Den danske relation til hospitalet sluttede heldigvis ikke, da Dr. Liz Madsen gik bort. I 1973 drog Frederik Zeuthen og Niels Erik Møller til Bissam Cuttack udsendt som lægestuderende af IMCC (International Medical Cooperation Committee) i syv måneder. De blev begge grebet af en lyst til at vende tilbage og hjælpe. Efter en del års arbejde i Danmark rejste de to læger tilbage i 1996. I samarbejde med en anden tidligere IMCC-professor, Ib Bygbjerg, og Lægeforeningens efteruddannelsesudvalg fik de stablet et kursus på benene i den lille landsby i Indien. På denne måde havde deltagerne mulighed for at komme helt tæt på diverse tropesygdomme som bl.a. malaria, tyfus og tuberkulose. Kursusset har været en stor succes lige siden og kørte i november måned for 11. gang med 18 danske læger som deltagere. Lægerne får løbende undervisning på hospitalet både af Ib Bygbjerg og indiske læger, som er eksperter på hver deres område. Kurset består normalt af seks undervisningsdage, og derudover har deltagerne 4-5 dage uden for området, hvor der er tid til lidt ferie og til at se lidt af Indien. Den store fordel ved dette kursus er, at lægerne betaler dansk kursustarif, hvilket gør det til en stor økonomisk støtte til hospitalet. Lægerne betaler af egen lomme for deltagelse på kurset, men da kurset er godkendt af Efteruddannelsesfonden, er det tilskudsberettiget.

For interesse i hospitalet eller deltagelse på næste års kursus, kontakt venligst Frederik Zeuthen på: f.zeuthen@dadlnet.dk

Billederne er taget af Lasse Bak Mejlvang, der boede på hospitalet i 12 dage sidste år. Det resulterede i en velgørenheds-udstilling, der ved salg af billederne skaffede over 25.000 DKK. Hvis du vil støtte projektet, kan billederne købes i forskellige størrelser. For prisliste og billedoversigt skriv til bakmejlvang@gmail.com

Links