Skip to main content

Øget tilgang til almen praksis

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk
19. nov. 2010
02 min

Sidste uges Lægedage i Bella Center var 20. gang, PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) slog dørene op for »flagskibet for efteruddannelse i almen praksis«, som DSAM's formand Roar Maagaard kaldte det i sin åbningstale.

Med godt 2.000 tilmeldte slog Lægedage tidligere rekorder - og der var endnu en rekord:

»Over 300 uddannelseslæger er på vej mod almen praksis. Det lover godt for fremtiden«, sagde Roar Maagaard.

Men der var også tidsler i buketten: Da Maagaard holdt åbningstalen for to år siden, skete det samtidig med, at daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) offentliggjorde Praksiskommissionens rapport, som varslede, at »nu skulle der ske noget på almen praksis-området«.

»Er der så sket noget på de to år?«, spurgte Maagaard og viste et par af sine to år gamle, optimistiske slides, »har der så været investeret i udvikling af vores sektor?«

»Nej, ikke meget. Finansministeriet sparkede overenskomstforhandlingerne til hjørne for halvandet år siden - og det har været en show-stopper for udviklingen. Mange gode projekter ligger i skufferne - en tristesse har bredt sig i almen praksis«, sagde Roar Maagaard og mente, at »vi tværtimod har set tendenser til afvikling«.

Som det ene eksempel nævnte han opsigelsen i Region Midtjylland af aftalen om samtaleterapi, og som det andet beslutningen om at fjerne betalingen af tolkebistand til visse patienter. På den baggrund mindede Roar Maagaard PLO og Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn om, at de få dage senere ville stå over for en »bunden opgave«, når de skulle mødes til det sidste aftalte forhandlingsmøde om en ny overenskomst, der kunne »bringe troen på, at man politisk vil satse på almen praksis tilbage«.

Til sidst opridsede Roar Maagaard, hvad almen praksis har at byde ind med og nævnte bl.a. kvalitetssikring og -udvikling, at almen praksis vil tage sig af akutte henvendelser på døgnbasis og tage sig af de kroniske lidelser. Endelig understregede han, at »hos os skal de syge til først - ud fra lægefaglige kriterier og ikke ud fra forsikringspolicer«.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen