Skip to main content

Øjenvidnerne

Ulla Davidsen, FAYL-redaktør

1. nov. 2005
4 min.

Her er en bog om en god håndfuld kolleger, som uden økonomisk vinding bare må af sted. Jeg er klar til at tage med på eventyret i den behagelige sofarække. Deres baggrunde er forskellige. En er pensioneret praktiserende læge, en anden ung læge med turnus i bagagen, en tredje læge med en lang universitetskarriere og en mastergrad i International Sundhed osv. De beretter om vaccinationsindsatser i landsbyer mod mæslinger, behandlinger af sårede krigsofre og dødsfald. Gitte Hesthaven Jørgensen skriver om et hospital i Congo, hvor nedbrudte forsyningsveje medfører mangel på alt. Ingen reagenser til at teste blod for blodtype, leverbetændelse og hiv. Transfusioner foregår derfor om muligt direkte mellem en forælder og barnet. Dog stadig en risikabel affære i et land, hvor 4-5 % skønnes hiv-positive.

Supervition

Det overraskende for en sofarækkeanmelder er, at den største del af indsatsen går med at supervisere og tilrettelægge behandlinger, frem for min forventning om dage uden søvn og utallige operationer og væskebehandlinger af dehydrerede. Kim Jacobsen skriver om tilrettelæggelsen af hospitalsarbejdet i Somalia, at de af nødhjælpsarbejderne udarbejdede regler faktisk blev accepteret af de lokale ansatte, da det medførte at folk mødte til tiden, ikke pjækkede, ikke stjal og var medvirkende til at opbygge en tro på at det kunne lade sig gøre at få noget til at virke i det kaos, som hersker i et efterkrigsland og et land, hvor et bestemt klantilhørsforhold tidligere havde betydet privilegier, også i hospitalsarbejdet. En anden nødhjælpsorganisation havde forsøgt noget lignende få år tidligere, men havde fået dræbt en nødhjælpsarbejder. Bogen giver stærke indtryk i dilemmaet om at arbejde med korrupte administratorer og om at krigsførende parter forbliver fjender; om det så er i stammekrigenes Afghanistan eller eksjugoslavisk land. Forfatteren med den gode oplevelse i Somalia skriver få afsnit senere, at selvfølgelig brød det hele sammen og missionen måtte forlades med militser og mortergranater om ørerne.

Autencitet

Bogen er på knap 400 sider og nemt tilgængelig i sit sprog. Den har antologiens skift fra forfatter til forfatter med varierende skrivestil og -kunnen. Det er læger, og ikke professionelle forfattere, med alt hvad det indebærer af autencitet, men hvor det flyder ufrit i ny og næ. Det er en mindre væsentlig detalje, derimod sidder jeg tilbage med et eller andet uforløst, noget som generer lidt ved bogen.

Der er ikke mangel på faktaoplysninger, som afrunder hvert bidrag. Måske er det min nysgerrighed efter flere beskrivelser af, hvordan alle disse infektionssygdomme behandles uden tilstrækkelige antibiotika.

Det giver mig læselyst, at der indimellem er beskrivelser af orme i huden og andre eksotiske parasitter. Hvorfor er jeg stadig ikke helt tilfreds? Efter en længere tænkepause slår det mig, at jeg måske bare sidder med en snert af den frustration, som stort set alle bidragydere beskriver ved at afslutte deres mission og skulle forlade ofrene med vished om, at der på deres sted og utallige andre steder i verden er brug for nødhjælp.

Torben Bruhn formulerer sin frustration med ordene: »Flygtninge i tusindvis er på vej østpå fra Taloqan, og her står jeg, med transitprivilegium ud af elendigheden«.

Øjenvidnerne - ni læger uden grænser fortæller. FADL's Forlag 2003. 368 sider. Pris: 350 kr.

Fakta
Ti år med Læger uden Grænser i Danmark

Nødhjælpsorganisationer har generelt rekrutteret læger og andet sundhedspersonale til arbejdet i verdens katastrofeområder uanset om det er fattigdom, tørke eller krig, som gør lægehjælp påkrævet. Den franske Médecins Sans Frontières startede en organisation hvor vægten blev lagt på at yde frivillig lægenødhjælp og opfordre til villighed til at vidne om ofrenes skæbner. Ikke kun ved katastrofer med stor mediebevågenhed og direkte CNN, men også ved de glemte konflikter rundt i verden. Finansieringen sker via indsamlinger mv. Organisationen blev i 1999 tildelt Nobels Fredspris på grund af organisationens humanitære pionerarbejde verden over. Fra at være en organisation som tog til andre steder end de mediebevågne, er organisationen selv blevet en »mediedarling«.

I Danmark dannedes en underorganisation i 1993 ved navn MSF Danmark. Aktuelt har organisationen fem danske læger udsendt i Sierra Leone, Liberia, Sibirien, Etiopien og Sydsudan. Internationalt har MSF et seks mand stort hold i Bagdad som støtte på Al-kindi hospitalet med at modtage akut hårdt sårede krigsofre. Der kommer ingen danske læger til Irak, da organisationen har besluttet, at neutraliteten skal sikres, og det medfører at frivillige fra de krigsførende lande, herunder Danmark, ikke kommer til området.

Den danske afdeling har Søren Brix Christensen som formand. Søren Brix Christensen er færdiguddannet til almen medicin og ansat som reservelæge på infektionsmedicinsk afdeling M, Rigshospitalet.





Læger uden grænser markerer tiåret i Danmark med en reception 1. april i Domus Medica i København. Bogen Øjenvidnerne, som er trykt og sponsoreret af FADL's Forlag, lanceres ved den lejlighed. Prins Henrik kommer som æresgæst. Foreningen af Yngre Læger, Praktiserende Lægers Organisation, Foreningen af Speciallæger og Lægeforeningen ønsker til lykke ved at lægge hus og vin til receptionen.


Referencer

  1. Interview med formanden for Læger uden Grænser Søren Brix Christensen i »Læger prøver grænser« i Ugeskr Læger 2002; 164: 538-41.
  2. To rejsebreve: »Nytårsbrev fra Af-ghanistan« i Ugeskr Læger 2002; 164: 383 og »En dag i Magburaka, Sierra Leone« i Ugeskr Læger 2002: 164: 4003-5.