Skip to main content

Ørebørn og forhandlingsgehør

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

12. jun. 2012
3 min.

6.00 Tidligt morgenmåltid efter morgenmotion og bad, og derefter ind i bilen og af sted fra Blovstrød til klinikken i Helsingør, hvor det er operationsdag.



7.00 Vi har en halv time til at gøre klar. Bl.a. skal aircondition og ventilation skrues op af hensyn til anæstesigasser, og vi skal gennemgå operationsprogrammet med operations- og opvågningspersonalet.



7.30 Anæstesilægen er ankommet, og vi er i gang. Vi har i dag 15 operationer på børn, som skal have dræn i ørerne – heraf tre, som også skal have opereret polypper, og en enkelt, der skal have opereret mandler. Der er afsat ti minutter til hver, inklusive fuld bedøvelse. Bagefter bliver børnene båret ind ved siden af til opvågningspersonalet, og mens den næste bliver bedøvet, informerer jeg forældrene.



10.00 De første 13 operationer er gennemført, og vi har kaffepause inden de sidste to lidt længerevarende, som skal opereres for polypper, og den ene desuden for mandler.



11.20 Lidt tid til at færdiggøre operationsnotater og epikriser til de praktiserende læger. Ordinationer skal sendes, og de to sidst opererede skal observeres for blødning. Mens de vågner, skal forældrene informeres om forholdsregler.



12.00 Der kommer fem akutte patienter, som tager en times tid. Og derefter skal vi bruge et kvarter af vores frokost på onlinesupport til justering af vores aftalekalender.



13.40 Gennemgang og opfølgning af blodprøve-, histologi- og røntgensvar, epikriser osv. inden jeg kører til Blovstrød. Hjemmefra har jeg opkobling til klinikken og har adgang til journalerne. Jeg ringer til de operationspatienter, som er opereret i svælget og har blødningsrisiko, for at sikre mig, at alt er, som det skal være.



15.30 Det er tid til at forberede et ekstraordinært dialogmøde i aften med Jens Stenbæk fra Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn. Der har været en del postyr i pressen om fortolkningen af den økonomiske ramme for speciallægernes overenskomst.



16.15 Jeg kører ind til Domus Medica til formøde med FAPS’ politiske formand, Niels Siebuhr, og vores afdelingschef, Mads Lythje. Vi gennemgår holdninger og strategi inden mødet med forhandlerne fra Danske Regioner. Derefter kører vi til Regionernes Hus på Dampfærgevej, fem minutter herfra. Der vil kun være Mads Lythje, mig selv, Jens Stenbæk og hans økonomichef. Sådan et 2 + 2-møde under otte øjne gør det muligt at snakke mere uformelt om tingene og nærme sig hinanden.



19.00 Der er ingen kontroverser – beskyldningerne i pressen skyldes, at andre har blandet sig i diskussionen, og løsrevne citater er spillet ud mod hinanden. Mødet er positivt, og vi er stort set enige om intentionerne bag det aftalte økonomiprotokollat. Det går på, at aktiviteten kun må vokse med 1,25 pct. i forhold til 2010, og det er det mål, begge parter stiler efter. Og vi påtager os naturligvis at behandle akutte patienter akut – men der kan forekomme ventetider på nogle få dage og for enkelte specialer op til en uge for patienter uden akut behandlingsbehov.



20.15 Vi kører hjemad. Jeg giver Mads Lythje et lift til Hellerup Station. Vi evaluerer mødet undervejs og planlægger information til bestyrelse og tillidsmænd. Derefter taler jeg i telefon med Niels Siebuhr om mødets forløb og resultat.



20.45 En lille, improviseret middag med ægtefællen. Deref-ter har jeg et kvarters tid til at lave et referat af aftenens møde, inden det endelig er fyraften.

    Referencer