Øvelse gør mester - forskningstræning i videreuddannelsen

Sundhedsstyrelsen udsendte i juni 2005 en vejledning for den obligatoriske forskningstræning i speciallægeuddannelsen. Den overordnede tidsramme er fastlagt til tyve dage - ti dage til teoretisk kursusvirksomhed og ti dage til praktisk virksomhed. Forskningstræningen skal gennemføres i hoveduddannelsesforløb.

Det skal være påbegyndt senest to år efter ansættelsens begyndelse og afsluttet senest år før speciallægeuddannelsen er gennemført.

Forskningstræningsmodulet skal være specialespecifikt - det gælder såvel det selvstændige forskningsarbejde som forskningstræningskurserne.

Uddannelsessøgende læger med en ph.d.-grad skal ikke gennemføre et forskningstræningsmodul.

Individuel aftale

Forskningstræningen gennemføres på baggrund af en individuel aftale mellem den uddannelsessøgende læge og dennes hovedvejleder eller praksistutor. Aftalen skal sikre, at der foreligger en præcis aftale om ansvaret for vejledning og om fordeling af timer på kursusdage og på det selvstændige arbejde. Aftalen bør indgås i løbet af det første år på hoveduddannelsen og skal senest være indgået to år efter påbegyndelse af hoveduddannelsen.

Vejledere

Udelukkende læger med dokumenteret erfaring i forskningsmetode kan fungere som vejledere på forskningstræningsmodulet.

Vejlederen bør i videst muligt omfang komme fra den afdeling, almene praksis eller institution, hvor forskningsprojektet er forankret, men der kan udpeges vejledere, der ikke opfylder disse betingelser.

Vejlederne er ansvarlig for at støtte den uddannelsessøgende under hele forløbet. Herudover er det vejlederens opgave at godkende forslag til projekt, være opmærksom på, hvorvidt projektet er realistisk inden for rammen, hjælpe den uddannelsessøgende med at planlægge forløbet, samt godkendelse af det færdige projekt.

Godkendelse af projektet og af hele forskningstræningsmodulet

For at opnå godkendelse af projektet, skal den uddannelsessøgende læge fremlægge projektets resultater mundtligt for vejleder og kollegaer på afdelingen, i almen praksis eller i andet relevant regi.

Hvis modulet ikke kan godkendes, skal den uddannelsessøgende læge sikres mulighed for godkendelse f.eks. ved forlængelse af forskningstræningsmodulet, tildeling af ny vejleder eller tilbud om at arbejde med ny problemstilling.

For at få godkendt hele forskningstræningsmodulet skal samtlige forskningsrelaterede kompetencer i målbeskrivelsen være attesteret, det forskningsrelaterede kursus skal være gennemført og det selvstændige projekt skal være gennemført og præsenteret mundtligt.

Sundhedsstyrelsens vejledning: Den obligatoriske forskningstræning i speciallægeuddannelsen kan ses i sin helhed på www.sst.dk

Formand for Lægeforeningens Uddannelsespolitiske Udvalg, Mette Siemsen

Reduktionen af forskningstræningen fra 12 uger til fire uger er meget betydelig. Sundhedsstyrelsens vejledning fastlægger krav til forskningstræningsmodulet svarende til de fire uger - det er godt på den måde at forstå, at man ikke kræver flere kompetencer af de læger, der skal gennemgå modulet, end der er tid til at opnå. Men det tydeliggør også, at den forskningstræning vi får, ikke er den, vi ønskede os - det er sagt flere gange før, men det er ærgerligt for den nye speciallægeuddannelse, og det er ikke mindst ærgerligt for den sundhedsvidenskabelige forskning. Det er fortsat bizart at skulle høre regeringen pointere, at forskningen skal prioriteres højt samtidig med, at forskningstræningsmodulet er skåret ned med 2/3 af det oprindeligt anbefalede.

Vi havde håbet, at Finansministeriet, Sundhedsministeriet og Amtsrådsforeningen havde taget deres ansvar på sig og under de netop overståede økonomiforhandlinger havde sørget for, at forskningstræningsmodulet blev udvidet tidsmæssigt og dermed også indholdsmæssigt. Det har desværre ikke vist sig at være tilfældet.

I Lægeforeningen er vi glade for med den nye speciallægeuddannelse at have fået fokus på lægernes forskningskompetencer og vi glæder os til, at de første læger begynder deres forskningstræningsmodul (trods den korte varighed), fordi det i sig selv formentlig vil give forskningen mere opmærksomhed i hverdagen både blandt de uddannelsessøgende læger og på afdelinger og i almen praksis.

Det betyder imidlertid ikke, at vi vil holde op med at arbejde for en udvidelse af forskningstræningsmodulet - vi tror på, at det kan blive endnu bedre. Lidt øvelse gør lidt mester, mere øvelse gør mere mester!

Professor, dr.med., formand for Dansk Medicinsk Selskab, Jens Chr. Djurhuus

»Det gælder ikke om at være bedst, blot om at være god nok«, som rektor for Zahles Seminarium så smukt har udtrykt det i »Før Deadline« på DR2. Hvis vi stadigvæk er før deadline, når det gælder forbedring af lægens akademiske kvalifikationer, hvad har man så opnået med den forskningstræning, der nu bliver indført i den lægelige videreuddannelse? God nok som træning til forskning? Næppe! God nok som træning til forståelse af forskning og forskningsresultater? Måske. God nok som introduktion til noget bedre? Forhåbentlig.

Selv i sin oprindelige form, udstrakt til tre måneder, er forskningstræningsmodulet set isoleret nok af overskuelig værdi, bortset fra at det kunne være en hors d'?uvre, der kunne stimulere appetitten. Men nu er det der i den barberede form, og så gælder det om at få givet det et indhold, som begrunder dets indførelse, og som forhåbentlig for system og læger medfører trang til mere. Det er ikke alle, der skal forskningstrænes. Personer, der har gennemgået en egentlig forskeruddannelse, vil blive dispenseret. Det diskuteres desuden, om læger, der under studiet har haft et såkaldt forskningsår (op mod 1/5 af de studerende), hvor der er gennemført forskeruddannelse og forskningstræning på et højt internationalt plan svarende til 1/3 af en ph.d., ligeledes kan dispenseres. Der vil med andre ord være en del, for hvem forskningstræningen i den skitserede form vil være overflødig. De har deltaget i dansk sundhedsvidenskabelig forskning, som ikke blot er god nok, men befinder sig på fornemste internationale niveau, hvilket man indtil dato i klinisk sammenhæng har været alt for dårlige til at udnytte. De danske hospitaler og til en vis grad også primærsektoren bliver i tiltagende grad begunstiget/bestykket med læger, som både har erhvervet sig en speciallægeuddannelse og en forskeruddannelse. Når op imod 1/3 af en årgang har disse kompetencer, eksisterer muligheden for, at man i klinisk sammenhæng vil kunne kombinere forskningstræning med intensiv vejledning og aktivering. Klinisk forskning er en truet disciplin af produktionsmæssige og måske også kulturelle årsager. Et stort antal speciallæger med forskeruddannelse vil kunne give den praktiske del af forskningstræningsmodulet et potentiale til at bibringe klinikken et værdifuldt element, en forskende kultur til gavn for patienter og for virket som læge. Sideløbende vil inddragelse af de sundhedsvidenskabelige fakulteter kunne bibringe det teoretiske forløb en dimension, der har været s tærkt savnet, nemlig at universiteterne i fremtiden ikke blot er et sted, hvor man erhverver sin embedseksamen, men også noget man vender tilbage til, både i videre- og efteruddannelse. Endelig betyder inddragelsen af specialselskabernes store ekspertise en relevant fokusering på et specialerelevant forløb. Når vi derfor fra Dansk Medicinsk Selskabs side kan tilslutte os den noget prætentiøse titel for modulet, nemlig forskningstræning, og opfordrer alle til at gå ind i det med entusiasme, er det ud fra håbet om, at der nu er sået en kim til noget, der kan udvikles til noget større og bedre end bare godt nok.