Og så var der den om ...

Kender De den om manden, der går til sin læge og klager over, at folk aldrig tror på, hvad han siger?

»Sludder«, siger lægen. »Fortæl mig nu, hvad dit problem i virkeligheden er«.

Eller den om, hvorfor blondiner aldrig får kogalskab? Fordi det er en hjernesygdom, naturligvis. Eller, eller, eller.

Fra de uskyldige vitser over de mere grovkornede til de decideret politisk ukorrekte er den lattervækkende, ironiske eller satiriske behandling af sygdommens og helsens univers et gennemgående kulturtræk.

Ofte er det lægen selv, som er i fokus, og vittighederne kan her ikke mindst tjene til at belyse de mere magtfuldkomne sider af personligheden, som nogle - men naturligvis ikke alle, bevares - læger besidder, og bringe dem lidt nærmere jordhøjde. Er man heldig, kan man måske ligefrem få en og anden mediciner til at grine ad sig selv. Eller i hvert tilfælde en kollega.

Hvem vil f.eks. ikke holde af beretningen om patienten på sindssygehospitalet, som sagde til den nye læge:

»Jeg kan meget bedre lide dig end den tidligere læge«.

»Det glæder mig, men hvorfor?«

»Fordi du er mere ligesom vi andre«.

Andre morsomheder fokuserer på nogle af de mere samfundsmæssigt relevante aspekter af mødet mellem læge og patient. Ventelister f.eks.

Som denne anekdote fra skadestuen:

»Og det var så dig, der skulle have forbinding på dit sår?«

»Ja, men det behøves ikke alligevel. Det nåede at gro sammen i ventetiden.«

Alvorlig humor

Retfærdigvis omfatter helsekomikken dog også nogle gange patienterne:

Datteren: »Mor, det er lægen«.

Moderen: »Jeg gider ikke snakke med ham, sig jeg er syg«.

Eller denne fra øjenlægen:

»Sagen er klar, De trænger bestemt til nye briller!«

»Hvordan i alverden kan De sige det uden at have undersøgt mine øjne?«

»Jooo, alene den måde De kom ind ad vinduet på«.

Men som Piet Hein indså: »Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!«

Humoren har en funktion. Ikke mindst for lægerne selv.

»Humor er et kommunikativt redskab. Vi bruger den til at tale om ting, der går os på eller optager os, som vi har brug for at bearbejde«, siger Martin Führ fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Læger er tæt på død og lidelse, og de bruger humoren til at bearbejde oplevelser med patienter eller deres håndværk på. Det er en måde at forholde sig til den virkelighed på, som man er en del af«, siger han.

Netop på grund af jobbets karakter er lægerne også en af de faggrupper, der jokes mest om.

»Læger, advokater og præster er de mennesker, der laves flest vittigheder om«, siger Christie Davies, humorforsker og forfatter til bogen »The Mirth of Nations« om national humor.

»Årsagen er, at de tre fags udøvere har at gøre meget direkte med offentligheden, og især for lægernes og præsternes vedkommende håndterer de nogle meget grundlæggende og centrale ting som liv og død«, siger han.

Alt sammen en cocktail, der måske opsummeres ganske godt i lægevitsen over alle lægevitser:

»Hvad er forskellen på Gud og en læge?«

»Gud ved godt, at han ikke er læge«.