Nyheder
Også for 100 år siden: »Standens Ære«
Sognerådet havde svært ved at tro lægens erklæring om, at en dygtig fodboldspiller ligefrem skulle være stærkt gangbesværet.
Snekastere i Frederiks sogn ved Viborg, vinteren 1908-09.
12. apr. 2016
3 min.
Med en lægeattest kan man opnå visse fordele. Med den kan man slippe for værnepligt, den kan være adgangsbilletten til sociale ydelser eller måske endda et statsborgerskab.
Lægeattester har altid været et eftertragtet gode. Og lige så længe har der verseret historier om læger, der var lidt for flinke med attestblokken. Og hver gang har Lægeforeningen naturligvis set sig nødsaget til at forsvare »Standens Ære«.
Det er netop overskriften på en notits i Ugeskrift for Læger den 6. april 1916: »Standens Ære«.
En læser har indsendt en notits fra en midtjysk avis om, at Lem-Vejlby sogneråd har udpeget gårdejer P. Ravn til hvervet som snefoged.
Upopulær tjans
Ifølge en lov af 1904 skulle alle sogneråd beskikke en snefoged, som skulle sørge for, at de offentlige veje i sognet blev ryddet for sne.
Snefogeden skulle være en anset mand i sognet og have et vist folkehold, som var i stand til at bruge en skovl. Han fik ansvaret for at samle arbejdshold, som bestod af mandligt tyende, svende og lærlinge, som var over 18 år og udpeget af sognerådet.
Hvervet som snefoged var borgerligt ombud, så man kunne ikke undslå sig. Man var udpeget for tre år, og når det sneede, skulle man samle folkene til snekastning og gerne selv give en hånd med. Arbejdsdagen var fra solopgang til solnedgang, og hvervet var ulønnet. Hvis folkene ikke mødte op, eller hvis de var fulde, vankede der bøder – også til snefogeden.
Det var ikke en populær tjans at være snefoged, så gårdejer Ravn ville gerne fritages. Til det skulle han bruge en lægeerklæring. Og åbenbart kendte han en imødekommende læge, som var villig til at skrive, at gårdejeren »lider af en saa betydelig Deformitet i begge Fødder, at hans Gang er blevet meget besværet deraf, og at Lægen ansaa det det for nødvendigt, at han blev fritaget for Snekastningshvervet«.
"Stor Munterhed"
Det gad stiftamtmanden ikke høre på. Han mente ifølge lokalavisen, at den lægeerklæring var »betegnende for, hvad man kan faa enkelte Læger til at skrive. Thi fra Sogneraadet foreligger der ogsaa en Erklæring, og i den hedder det, at 'Gaardejer Ravn er en ualmindelig dygtig Fodboldspiller!' (Stor Munterhed)«.
I Lægeforeningen og på Ugeskrift for Lægers redaktion morede man sig overhovedet ikke. Omtalen af sagen slutter derfor med en opfordring til den lokale lægeforening om at tage affære.
Nogle uger senere – den 25. maj – kan Ugeskriftet da også bringe behørig fotodokumentation og anden dokumentation for gårdejer Ravns kraftige platfodethed. Og ja, gårdejer Ravn havde ganske vist spillet fodbold, men det var nu ti år siden. I dag har han en »stolprende« gang, og har store smerter, »særlig hvis han gaar paa blødt Underlag, f. Eks. Pløjejord. Som følge heraf kan han ikke følge Hestene ved Markarbejdet«, skriver Ugeskriftet.
Alt dette kunne amtmand Grøn sagtens have indhentet behørig dokumentation for, men næh nej:
Amtmanden »ræsonnerede uden videre, at naar der foreligger to uoverensstemmende Erklæringer, maa det være Lægens der er urigtig«. Og Grøn konkluderer tilmed videre , at doktor Kæmpegaard er »nok ikke den eneste Læge, hvis Erklæringer bringer urigtige Oplysninger«.
Hermed måtte det være slut med amtmandens og sognerådets munterhed. Ugeskriftet ler sidst og bedst (og en smule hoverende): Amtmanden kan passende undskylde for, at han som »højtstaaende Embedsmand paa det løseste Grundlag offentlig fremsætter en beskæmmende Sigtelse, som rammer alle Landets Læger i Flæng«.