Skip to main content

... også en slags mennesker: 9 læger – 9 liv

Nadia Landex, landex@dadlnet.dk

23. sep. 2013
2 min.

Udstillingen: ...også en slags mennesker:

9 læger – 9 liv.

Ide og produktion: Medicinsk Museion v. Astrid Møller Olsen og dr.med. Gert Almind.

Hvor: Panum Instituttet ved hovedindgangen (den gamle tandlægeindgang). Se desuden: www.museion.ku.dk/da/aktuelt/udstillinger/9-laeger-9-liv/

Hvornår: 27. august 2012 til foråret 2015. Udstillingen kan ses i Panum Instituttets åbningstid

Hvorfor: »Udstillingen skildrer, hvordan ni mennesker, på trods af denne ensrettede uddannelse til læge, i kraft af deres menneskelige egenskaber har udlevet lægegerningen på meget forskellige måder«.

UDSTILLING  Københavns Universitet ejer en del portrætter af betydende personer, og nu har Medicinsk Museion udvidet portrætbegrebet med udstillingen »9 læger – 9 liv« på Panum Instituttet. Det er en lille udstilling, der rummes i klassiske udstillingsskabe, og som ikke stikker ud fra de absolut ikkemuseale omgivelser, før man tager indholdet i betragtning.

De udstillede genstande er dels personernes egne, såsom portrætfotos og publikationer, dels genstande, der skal illustrere en pointe i forhold til den pågældende læge. Nogle sammensætninger er overraskende og vellykkede, som når en bog om tøjvask understreger, at opmærksomhed på renlighed bidrog til, at lægen og landmanden Claudius Boye gennemførte den første vellykkede ovariotomi i sit eget hjem. Derimod kunne professoren, rektoren og modstandsmanden Mogens Fogs bidrag til dansk (læge)historie tænkes illustreret anderledes end med en samling buster af ældre medicinske koryfæer.

Et af udstillingens erklærede formål er at vise, hvor forskelligt lægeliv kan udleves trods den ensrettede uddannelse. Det lykkes til fulde, men det store spænd i tid, som de forskellige læger repræsenterer, bidrager også til forskellighederne. Der er således en verden til forskel på Søren Brix’ T-shirt fra Læger Uden Grænser og cigaretsamlingen i Olaf Jersilds montre, men det skyldes nok både de to personer og de mellemliggende 100 år.

Hver montre er udstyret med en mærkeseddel (museumsgæsten med makaber humor vil muligvis synes at det minder om en gammeldags tåseddel) med beskrivelse af genstandene og en biografi. Teksten er kort nok til at kunne læses in situ, men den mere interesserede må søge viden andetsteds. Medicinsk Museions hjemmeside viser udstillingen, men ikke noget, der for alvor supplerer.

Som altid, når man putter folk i kasser (og her ganske bogstaveligt), ser man ikke mere end overfladen. Medicinsk Museion formår at vise, at læger kan yde væsentlige bidrag på mange måder og – med museets egne ord – »at læger også er en slags mennesker«. Det er udmærket, men dem, der kommer forbi udstillingen på Panum ved det nok i forvejen.

Interessekonflikter: ingen