Også i Norge vil myndighederne have mere kontrol med almen praksis

OSLO  Tirsdag 31. januar 2012 drog to norske praktiserende læger til møde med sundhedsministeren. Med sig havde de 2.802 underskrifter på et brev, som en praktiserende læge i Tromsø havde taget initiativ til – se også »Jeg blev både ked af det og vred«.

Brevet var en skarp protest mod det forslag til ny forskrift – altså en retsligt gældende regel – om almen praksis, som regeringen havde sendt i høring lige før jul. Uden forhandling med den norske lægeforening, der er forhandlingsberettiget på alle lægers – også de praktiserendes – vegne.

Forslaget udløste noget nær oprør i almen praksis i Norge. Af mange årsager. Det fjernede en række forhold fra at være aftalebaserede til at være lovregulerede, og det opremsede en række nye krav og forpligtelser, som lægerne så som et forsøg på topstyring. Desuden frygtede de, at alle de mange nye tiltag ville tage for megen tid væk fra patientkontakten.

»Det var vældigt regulerende. Det fjernede råderummet for lægerne til fordel for detaljestyring. For eksempel skulle lægerne ikke prioritere patienterne efter hastegrad – det skulle gå efter tid«, siger Marit Hermansen, formand for Norsk Forening for Almenmedicin (NFA), der modsvarer DSAM i Danmark.

Lægeorganisationerne gik i sving.

»Hele Lægeforeningen samlede sig. Arbejdsretsafdelingen og de faglige resurser i sekretariatet gik i gang med at arbejde på et modsvar. Vi som fagmedicinsk organisation engagerede vores faglige netværk i at lave argumentationen og underbygge argumenterne. F.eks. hvorfor er det vigtigt med prioritering? Vi arbejdede vældigt konkret med et modsvar til forslaget, punkt for punkt«, fortæller Marit Hermansen.

»Faglig og retslig argumentation, som var gennemarbejdet og solid, blev udgangspunkt for dialogen«, siger hun.

Dialog – endelig ikke forhandling

»Dialog« er her et nøgleord. Både lægernes organisationer og ministeriet understreger, at den kontakt, der opstod i kølvandet på forslaget, ikke var nogen »forhandling«.

Alle synes også enige om, at det var af stor vigtighed for at få en dialog i gang, at græsrodsbevægelsen – den med de 2.802 underskrifter – blandt de norske praktiserende læger rejste sig sideløbende med det lobbyarbejde, man kan forvente fra organisationer som Lægeforeningen og NFA.

»Der var en aktion blandt lægerne i Norge, hvor der kom mange tusinde underskrifter mod forslaget. Så inviterede vi dem til dialog«, siger Kjell Erik Øie, statssekretær i helsedepartementet – svarende til en vicesundhedsminister.

Resultatet blev, at det oprindelige forslag blev modificeret på adskillige områder, så det blev mere spiseligt for lægerne. Det gjaldt f.eks. de sanktionsmuligheder, som lå i forslaget om, at myndighederne kunne tilbageholde en del af per capita betalingen til de praktiserende læger, hvis de ikke overholdt kravene i forskriften. Det er nu aftalestof.

Kærlighedserklæring til almen praksis

Men hvorfor overhovedet dette indgreb?

»Udgangspunktet var vores sammenhængsreform (som handler om sammenhængen mellem kommuner, sygehuse og almen praksis, red.), og målet var at knytte de praktiserende læger tættere til kommunerne. Det er en kærlighedserklæring til norske læger. De har selvsagt en kæmpevigtig rolle at spille i kommunens ydelser. Der er derfor, vi vil have dem tættere tilknyttet«, siger Kjell Erik Øie.

I Norge er det kommunerne, der er de praktiserende lægers primære aftalepartner og ikke regionerne som i Danmark.

»Men lægerne forvalter svært mange penge for fællesskabet. Vi betaler dem store penge for at gøre et job. Så er det ikke urimeligt, at fællesskabet også stiller krav«, siger Kjell Erik Øie.

Det er i udstrakt grad den samme argumentation, som de danske praktiserende læger møder hos RLTN (Regionernes Lønnings- og Takstnævn) i den p.t. fastlåste stillingskrig om en ny overenskomst.

Så måske er den norske proces relevant i Danmark. Her er, hvad der skete.

»Vi kan leve med det«

Processen endte med en ny forskrift, som trådte i kraft 1. januar i år. Til gengæld arbejdes der med at få tilslutning til en såkaldt optrapningsplan, som skal skaffe flere læger til sektoren. Så bliver det acceptabelt for lægerne.

»Jeg tror, medlemmerne stort set er tilfredse med, at forskriften blev til at leve med. Men de er vældigt utålmodige med optrapningsplanen for at få flere praktiserende læger«, siger Trond Egil Hansen, formand for Allmenlegeforeningen – der modsvarer PLO.

Hvordan var jeres strategi?

»Vores hovedstrategi var at fortælle befolkningen, at der blev mindre tid til patienterne (hvis det første forskriftsforslag var blevet vedtaget, red.). Det forstod befolkningen. Vi var også vældigt hurtigt ude. Vi var f.eks. på forsiden af Aftenposten (Norges førende dagblad, red.) samme dag, som forskriftsforslaget blev præsenteret«.

Hvad betød underskriftsindsamlingen blandt græsrødderne?

»Den havde vældigt stor betydning. Den fjernede regeringens mulighed for at sige, at det bare var Lægeforeningens ledelse, som brokkede sig. Her var alle de praktiserende læger«.

Hvad gjorde I internt i foreningen?

»Vi havde vældigt mange medlemsmøder, hvor vi orienterede om forslaget og fik reaktioner fra medlemmerne«.

Truede I også med at sige jeres aftaler op?

»Ja, vi udarbejdede en plan for, hvordan vi kunne levere en anderledes ydelse til befolkningen, hvis almen praksis brød sammen. Det vil sige helt privat, hvor patienterne måtte betale de fulde udgifter til læg en. Det lagde vi en plan for, som vi kunne have taget i brug, hvis ikke regeringen havde besindet sig. Det var også vældigt vigtigt for at få regeringen til at forstå, hvad den – og befolkningen – havde at tabe«.

De danske praktiserende læger står i en lignende situation i dag. Hvad er dit råd til dem?

»Jeg tror, det allervigtigste er at vinde befolkningen. Det er jo aviser og radio/tv, der formidler. Så at vi fik støtte fra ledere i de vigtigste aviser og fik indlæg i radio og tv, hvor de havde forstået problematikken, det var nok vældigt vigtigt«.

»Jeg blev både ked af det og vred«

Hvorfor gjorde du det?

»Da forslaget kom, blev jeg både ked af det og vred over uforstanden i forvaltningen, og jeg blev bekymret for min egen fremtidige arbejdssituation som praktiserende læge. Det var min personlige respons. I løbet af den juleferie blev jeg kontaktet af flere kolleger, som havde samme respons. Jeg udfærdigede et brev og mailede det til kolleger og bad om indspark. Da det var klart til at blive underskrevet, havde vi et uformelt netværk af praktiserende læger over hele landet. Brevet blev spredt via jungletelegrafen fra læge til læge, og i løbet af nogle få uger havde vi 2.800 underskrifter. mere end to tredjedele af alle i landet«.

Hvad oprørte dig i forslaget?

»Det var det hele. Forliget osede af mistillid til vort faglige skøn, vurderingsevne, og evne til selv at prioritere mellem de forskellige opgaver, vi har som læger. Det var et ubehjælpeligt forslag fra sundhedsbureaukrater. Et forsøg på at topstyre en virksomhed, som de har svag indsigt i«.

Hvorfor gik du ikke via Lægeforeningen?

»Jeg er medlem og gav indspark til processerne der. Men det var fordi, selve forslaget var så aggressivt et anstød mod den medicinske almentjeneste, at vi reagerede spontant. Det var ikke vendt mod Lægeforeningen. Det var vigtigt for os, at vi var uafhængige. Vi var vel en græsrodsbevægelse. Når det er sagt, så havde vi ikke kunnet tage samme stilling, hvis vi skulle have taget de politisk-strategiske hensyn, som Lægeforeningen tager. Vi kunne være tydeligere i vores krav over for ministeren. Lægeforeningen vil ikke lægge sig ud med ministeren. Hvor de var en hovedorganisation, var vi en guerilla«.

Hvad mener du så om den forskrift, der nu er trådt i kraft?

»Den er til at leve med, men den repræsenterer ingen faglige fremskridt eller forbedringer for de praktiserende lægers rammevilkår. Vi har beskyttet os mod en aggression, men der er intet vundet. Det er nedslående. Det er faktisk endt som status quo. Det bøder lidt på det, at der nu er en proces med at få en forpligtende optrapningsplan. Og så er det glædeligt, at engagementet videreføres i Helsetjenesteaksjonen, hvor sygehuslæger har ført an og drager en del nytte af erfaringerne fra vores aktion. Det er en meget bredere mobilisering blandt ikke bare læger vendt mod styringsideologien i sundhedsvæsenet«.