Skip to main content

O.K. til overgangsordning

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

1. nov. 2005
2 min.

Strukturdebatten faldt i to afdelinger, og Jens Winther Jensen, som er den ene af Yngre Lægers to repræsentanter i Lægeforeningens hovedbestyrelse, præsenterede den overgangsordning for Lægeforeningens regionale struktur, som har voldt så megen debat.

I overgangen til de fem regioner, der om godt to år skal afløse amterne, skal der om et år vælges forberedelsesudvalg, som mens amterne nedlægges bliver stedet, hvor alt afgørende finder sted på arbejdsgiversiden. For at Læge-foreningen fra første færd kan have en politisk struktur, der kan sikre indflydelse i den vigtige overgangsfase, foreslås det - midlertidigt og med virkning fra 1. januar 2006 - at der sker en sammenlægning af de nuværende læge-kredsforeninger til fem regionsforeninger. De skal gennem 2006 ledes af bestyrelser, der udpeges af de lokale tillidsvalgte i samarbejde med delforeningerne. Driften foreslås ensartet finansieret gennem et kontingent, der fastsættes på Lægemødet 2005. Det foreslås, at de ansatte i de lokale sekretariater skal være ansat i DADL på vilkår, der sikrer dem tryghed i ansættelsen i overgangsfasen.

Hensigten med alt dette er at sikre gennemslagskraft i forhold til de regionale forberedelsesråd, forklarede Jens Winther Jensen.

I de til tider ophedede diskussioner om overgangsordningen har kritikere bl.a. peget på, at den centrale, ensartede finansiering samt den centrale ansættelse af sekretariatsmedarbejderne er en centralisering, der vil fjerne al indflydelse fra det lokale niveau, som nu ikke længere vil kunne fastsætte og opkræve kontingent og vil betyde, at »de ansattes loyalitet flyttes til Trondhjemsgade«.

Jens Winther Jensen understregede, at der for det første er tale om en overgangsordning, som skal hindre, at Lægeforeningen handlingslammes i den kritiske fase, hvor fremtidens regionsstruktur tager form.

»Og hvad ansættelsesforholdet angår, er der tale om et tilbud til medarbejderne. Et tilbud, som skal forebygge, at mange dygtige kræfter i en usikker tid begynder at flygte bort til mere sikre job«, sagde han.

Debatten viste, at repræsentantskabet i store træk fandt overgangsordningen fornuftig og nødvendig. Flere udtrykte bekymring for, at overgangsordningen skulle få stor betydning for, hvordan fremtidens Lægeforening kommer til at se ud bagefter. Man ville derfor gøre klogt i, i højere grad end hidtil, at inddrage de mange erfaringer, som ligger i de lokale fora, det være sig lægekredsforeninger eller amtsreservelægeråd. Det var der ikke uenighed om, og Jens Winther Jensen opfordrede derfor alle til, via net og Ugeskrift, at være aktive i debatten om arbejdet og visionerne for Fremtidens Lægeforening.

Et arbejde, som blev søsat ved årets Lægemøde uafhængigt af den nye kommunale struktur.

Forsamlingen tog hovedbestyrelsens redegørelse til efterretning, og der arbejdes - med de faldne bemærkninger - videre med udformningen af det endelige forslag.