Skip to main content

OK13: Hårde krav men talt pænt!

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

11. jan. 2013
9 min.

Da kampen blev skudt i gang til overenskomstforhandlingerne mellem Danske Regioner og lægerne, sendte regionerne stort set enslydende skrivelser til Yngre Læger og FAS - Foreningen af Speciallæger.

Og kamp bliver det. For kravene fra arbejdsgiverne er vidtgående - især omkring vagtforhold - dvs. arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse - og lokal løndannelse.

Regioner står stærkt - og vil bruge det

Lægernes forhandlingsmodpart, RLTN (Regionernes Lønnings og Takstnævn) skriver til både YL og FAS, at reglerne om arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse skal ændres »således, at lederne på en mere effektiv måde kan beslutte, hvilke personaleressourcer der er til rådighed hvornår og hvor i forhold til den konkrete opgaveløsning«.

Derudover skal der - ifølge den enslydende formulering til YL og FAS - ske en »udvikling og afbureaukratisering af den lokale løndannelse«. Bag denne formulering ligger ønsket om at afskaffe de aftaler, som YL og FAS tidligere har indgået med RLTN. Aftaler, som betyder, at lægerne har fået del i de afsatte, lokale lønmidler.

Meget kort oversat står der: »I skal arbejde mere, også på ubekvemme tidspunkter - men I skal ikke have mere i løn«.

Regionerne vil af med de centralt aftalte funktions- og kvalifikationstillæg, og lokalt aftalte kvalifikationstillæg skal ikke længere kunne videreføres ved stillingsskifte.

Forhandlingsretten skal »moderniseres«, så lokal løn kan forhandles direkte med den enkelte læge. Det vil betyde, at den enkelte læge kan havne i en forhandling om noget så gennemgribende som »plustid«, hvor man kan aftale længere arbejdstid uden overarbejdsbetaling.

Og arbejdsgiverne forhandler denne gang ud fra en styrkeposition - en styrke, som de agter at gøre brug af, siger arbejdsmarkedsforskeren, professor Flemming Ibsen. Faktisk er de så stærke, at hans bedste råd til organisationerne lyder:

»Det gælder om at begrænse skaderne, ligge rimeligt fladt og prøve at manøvrere igennem så godt, man nu kan, uden at vifte alt for meget med ørerne«.

Regioner: Arbejd mere for samme løn

Det er krisetider, og kampen for højere realløn er ikke noget, der har præget fagbevægelsens paroler op til overenskomstforhandlingerne denne gang. Alt tyder da også på, at slaget først og fremmest kommer til at stå om arbejdstiden:

»Vores krav er koncentreret om vagtforhold og arbejdsvilkår i bred forstand«, siger Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz.

Formanden for lægernes forhandlingsmodpart, regionernes Jens Stenbæk (V) bekræfter, at kampen for arbejdsgiverne skal koncentreres om arbejdstid og arbejdstilrettelæggelse:

»Helt overordnet ønsker vi større fleksibilitet, så vi sikrer, at de rette lægelige kompetencer er til stede, når patienter har brug for det. Det er nødvendigt, for vi står foran en fremtid, hvor vi skal levere mere sundhed for pengene«, siger Jens Stenbæk og tilføjer:

»Det oplever jeg faktisk, at parterne er parat til«.

Om parterne vil være så imødekommende, afhænger nok af, hvordan man fortolker »fleksibilitet«. Stenbæk fortolker det sådan:

»Konkret betyder det, at vi skal have saneret nogle af de begrænsninger, som findes i forhold til arbejdstilrettelæggelse, hvor vi specielt på overlægeområdet har brug for, at udvide normalarbejdstiden«.

Læger: Vi er top-fleksible

Både hos Yngre Læger og i Overlægeforeningen mener formændene imidlertid, at man er rigeligt fleksible:

»For FAS bliver det helt afgørende at værne om overlægernes dagarbejdstid, så kun det allermest nødvendige arbejde henlægges til nattetimerne, og at overenskomsten giver overlægerne en reel indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse«, siger FAS-formand, Anja Mitchell.

Regionernes formuleringer om »fleksibilitet« er vinduespynt, som skal dække over, at regionerne vil af med en række værneregler, herunder dem, der skal beskytte seniorerne.

»Men de vil også af med andre værneregler: Herunder, hvor hyppigt man må gå i aften- og nattevagt. Vi ønsker ikke at havne i en situation, hvor folk kan sættes til uafbrudt aften- og nattearbejde«, siger Anja Mitchell.

Hvad fleksibiliteten angår, fastholder hun, at overlægerne faktisk allerede er yderst fleksible:

»Vi kan jo blive sat til at arbejde på alle tider af døgnet, når regionerne ønsker det. Det er intet i de nuværende overenskomster, der hindrer det«, siger hun.

- Det ved Danske Regioner jo godt, og alligevel kræver de mere fleksibilitet. Så det må være noget andet, de ønsker af jer?

»Som jeg ser det, er det et pengekrav: Regionerne vil gerne have, at vi bliver billigere at sætte i vagt på forskellige tidspunkter«, siger overlægeformanden.

Det svar er regionernes Jens Stenbæk dog allerede klædt på til at give igen på:

»Den fleksibilitet er så dyr at købe sig til i den nuværende overenskomst, at vi ikke har råd til at gøre det«, siger han.

Også Yngre Læger mener, at de er »top-fleksible«, som formanden, Lisbeth Lintz, udtrykker det:

»Vi har en overenskomst, hvor vi møder frem, når de beder os om det. Så jeg ved faktisk ikke præcis, hvad det er for en fleksibilitet, regionerne egentlig ønsker ud over det, der allerede står i de gældende aftaler«, siger Lisbeth Lintz.

Hun har dog en anelse om, at regionerne gerne vil have ophævet de særlige regler, der gælder omkring fællesvagter:

»De vil gerne have fuld fleksibilitet, så ledelsen selv kan vurdere, om det er relevant, at yngre læger f.eks. har vagt på tre forskellige afdelinger«, siger Lisbeth Lintz.

Arbejdsmarkedsforsker: Begræns skaderne

Når arbejdsgiversiden denne gang står så stærkt, skyldes det ifølge arbejdsmarkedsprofessor Flemming Ibsen, at vi alle er imprægneret med krisebevidsthed. Alle ved, at økonomien er presset, at der er lavvækst, at regioner og kommuner bliver holdt i stramme tøjler: Alle ved, at der ikke er noget at rutte med, og derfor står de offentlige arbejdsgivere i en stærk forhandlingsposition:

»Arbejdsgiverne er klart i offensiven, og de ser ud til at tænke: Nu har vi en historisk mulighed for at få vores ting igennem. I 2008 stod organisationerne stærkt, og det benyttede de sig af. Denne gang er det arbejdsgiverne, der har styrkepositionen - og de ønsker også at bruge magten«, siger Flemming Ibsen.

Lige som lægerne (regionerne) står også gymnasielærerne (staten) og folkeskolelærerne (kommunerne) over for krav om mere arbejde og større fleksibilitet for de samme penge.

Det bedste, organisationerne kan gøre i den situation, er at begrænse skaderne, mener Flemming Ibsen:

»Alle er klar over, at der ikke er penge at hente ved de centrale forhandlinger. Som fagforening er det bedste, man kan gøre, at stille forslag til forbedringer, der betyder noget for medlemmerne, men som ,ikke koster noget`. Som for eksempel at blive fritaget for nogle andre opgaver, hvis man bliver bedt om at arbejde længere og på ubekvemme tidspunkter«, siger Flemming Ibsen.

Jens Stenbæk vil ikke over for Ugeskriftet røbe, hvad han kan tilbyde til gengæld, hvis lægerne imødekommer nogle af de vidtgående krav,

»Men jeg tør godt røbe, at jeg ikke har penge med til forhandlingerne«, siger han.

Alles kamp mod alle?

Regionerne kræver mere fleksibilitet og mere vagtarbejde af både overlæger og yngre læger. De to organisationer koordinerer derfor deres bestræbelser for ikke at spænde ben for hinanden:

»Der er ingen tvivl om, at det bliver svære overenskomstforhandlinger«, siger Lisbeth Lintz, der har forhandlet overenskomster for Yngre Læger siden 2003.

»Det svære ligger dels i de økonomiske omstændigheder, dels i at begge parter stiller krav til arbejdstider og vagter. Og så er det naturligvis vanskeligere at finde en landingsbane, end hvis man har krav på to forskellige områder«.

Lisbeth Lintz forklarer, at Overlægeforeningen og Yngre Læger omkring de forestående forhandlinger er i tæt kontakt og koordinerer deres indsats.

»Vi har også et tæt samarbejde i hverdagen, og det vil vi også have under de kommende overenskomstforhandlinger«, siger hun.

De samme toner lyder fra Overlægeforeningens Anja Mitchell, som præciserer:

»Naturligvis er der forskelle i arbejdsvilkårene for yngre læger og overlæger. Yngre læger tager en uddannelse, mens overlægerne giver uddannelse. Det giver en lidt anden indgangsvinkel til arbejdstilrettelæggelsen og nogle andre synsvinkler på arbejdslivet. Det kan vi ikke ændre på, men vi er bevidste om, at der er forskelle, og det tager vi højde for i overenskomstforhandlingerne, så vi kan understøtte hinanden bedst muligt«, siger Anja Mitchell.

Kammertonen er vigtig

Selv om regionerne har spillet hårdt ud, er tonen - indtil videre - ganske urban. YL og FAS har ifølge Lisbeth Lintz »været i tæt dialog med regionerne om at finde en forhandlingsløsning, der kan være tilfredsstillende for begge parter«.

»De indledende møder har været præget af en rigtig god stemning. Og det er helt grundlæggende for at kunne lave en god aftale, at man begynder i en god stemning og får en god proces. Det er ingen garanti for et godt resultat. Men det er en forudsætning«, siger Lisbeth Lintz.

Anja Mitchell har haft det samme indtryk med tilbage fra møderne:

»Indtil videre har der været lydhørhed begge veje og en venligere tone, end man måske har været vant til tidligere«, siger hun.

- FAS har endda indgået en aftale med regionerne, hvor begge parter understreger, at forhandlingerne »skal finde sted i en god tone«. Hvorfor er det nødvendigt?

»Fordi vi vil prøve at lytte og forstå hinandens motiver. Hvis man når frem til en fælles forståelse og kan få øje på flere måde at løse problemerne på, er der mulighed for at mødes på et højere niveau, så begge parter får noget med fra forhandlingsbordet«, siger Anja Mitchell.

Også Jens Stenbæk synes, at stemningen på møderne har været god. Men det er ikke en selvfølge:

»For to år siden var vi ude i nogle forhandlinger, som var rigtig svære, og hvor tonen var hård. Det var nær endt med en konflikt på overlægeområdet, og vi var enige om, at det ikke måtte ske igen. Så derfor aftalte vi det projekt, der skulle skabe grundlaget for forhandlingerne om OK-13«, siger Jens Stenbæk om den indgåede aftale om kammertonen.

»Jeg synes, at begge parter har bidraget til den proces. Nu håber jeg bare, at det ikke har været spildte kræfter, og at vi får lavet en god aftale«, siger han.

Konfliktspor skræmmer

- Ellers kan I jo altid ringe til Bjarne Corydon?

»Det tror jeg ikke, der er brug for. Jeg har i hvert fald ikke noget behov for det«, siger Jens Stenbæk.

»Men man skal ikke lade sig forlede til at tro, at parterne ikke har tydelige krav til hinanden. For det har vi. Men vi forhandler om det i god forståelse og i den form, som vi har aftalt«.

Når man ligefrem indgår en aftale om at tale pænt, kan det ifølge Flemming Ibsen ses som udtryk for, at den truende konflikt ved den seneste forhandling har skræmt begge sider. Ingen ønsker en konflikt: Overlægerne vil næppe kunne finde den folkelige opbakning, som er afgørende for at vinde. Men heller ikke regionerne har appetit på en konfrontation:

»Man får ikke meget ud af at tromle, for man skal jo samarbejde bagefter. Specielt arbejdsgiverne skal huske på, at man ikke bare lige kan køre folk over og så forvente en god stemning bagefter. Aftaler skal helst være noget, man har nikket til, og som er stemt hjem, uden at det nedbryder tilliden«, siger Flemming Ibsen.

I teorien kunne parterne indgå en aftale i morgen; i praksis slutter forhandlingerne formentlig først ved udgangen af februar. Den 28. februar er en naturlig deadline, da eventuelle arbejdsnedlæggelser eller lockouter skal varsles en måned i forvejen. Og da overenskomsten udløber den 31. marts, skal en konflikt, der skal træde i kraft 1. april, varsles inden 1. marts.