Om at gøre en dyd ud af nødvendigheden

Mange yngre læger og medicinstuderende har stillet os spørgsmålet: Er 4-års-reglen virkelig Yngre Læge-politik? Svaret er, nej det er det ikke. Yngre Læger og Lægeforeningen har ikke haft indflydelse på 4-års-reglen, den er dikteret af sundhedsministeren og regeringen. Vi er den helst foruden, og når vi er blevet spurgt, har vi advaret imod den. Så nej, det er ikke vores kop te. Men nu er den her, og så kan vi lige så godt bruge den som murbrækker for noget af det, vi gerne vil.

Yngre Læger og Lægeforeningen vil arbejde for at:

- aftalen bliver startskuddet til, at arbejdsgiverne rent faktisk afskaffer ventetiden på turnus og får etableret nogle indholdsrige 1-årige turnusforløb eller kliniske basisforløb, som de nok kommer til at hedde. Det kan spare den enkelte læge for op til et år i forhold til nu. Samtidig er den tid, man via turnuslodtrækningen er tvunget til at tilbringe et bestemt sted i landet, reduceret til et år. Det tror jeg, mange af de kommende læger vil opfatte som en fordel.

- sygehusene får etableret de nødvendige uddannelsesforløb, og herunder også flere forløb i de populære specialer. I dimensioneringsplanen for 2008 - 2012 er der allerede aftalt udvidelser i antallet af årlige hoveduddannelsesforløb fra 730 til 855. Inden for anæstesiologi er der lagt op til en årlig udvidelse fra 40 til 52 forløb, gynækologi vokser fra 26 til 32 og pædiatri fra 23 til 27. Princippet om at omdanne uklassificerede stillinger til uddannelsesstillinger trækker i samme positive retning. Vi vil følge antallet af uddannelsesforløb intenst og arbejde for, at ingen yngre læger kommer i klemme i 4-års -reglen, fordi der mangler uddannelsesforløb.

- ansættelsesproceduren bliver mere smidig, som der p.t. er lagt op til i det nye forslag fra Danske regioner, og at stillingerne bliver slået op hyppigere fx hvert kvartal. Det kan i sig selv reducere ventetiden og give de læger, der ønsker at blive speciallæger i specialer, hvor der er plads, reel mulighed for at gøre det på normeret tid.

- vi alle kan blive speciallæger. Vi har aldrig haft en garanti for, at der var speciallægeuddannelse til alle - og slet ikke i drømmespecialet eller på ønskeafdelingen. Men med den nye aftale bliver mulighederne bedre. I det nuværende system har vi alene haft en ret til at vente og til at bruge mange år på at finde ud af, hvad der kan eller ikke kan lade sig gøre og hvor. Spørgsmålet er, om vi kan forvente, at sundhedsvæsenets ejere både kan overbevises om nødvendigheden af, at alle bliver speciallæger, og at alt uddannelsespotentiale skal udnyttes, og at samfundet på den anden side bare må acceptere, at uddannelseskapacitet går til spilde, og de yngre læger bruger mange år og en masse forsøg på at finde ud af, hvilket speciale de vil uddanne sig i.

- principperne om at den konsekvenshavende evaluering bliver implementeret og monitoreret, så dårlige uddannelsessteder ikke får lov at uddanne fremtidens speciallæger. Det samme gælder princippet om, at alle uddannelsessøgende læger skal have en uddannelsesplan, så læringen kan tage afsæt i den enkeltes kompetencer frem for i rigide tidskrav og business as usual. Her tror jeg, det vil vise sig at være en fordel at have en sundhedsminister, der har forpligtet sig til at stramme op og styrke evalueringen af kvaliteten og sikre, at dårlige evalueringer bliver kendte og får konsekvenser.

Og hvis vi lige skeler til økonomien, så er jeg personligt glad, hvis man fremover kan blive speciallæge på noget, der ligner normeret tid og dermed få speciallægeløn efter 6-7 år afhængigt af specialet i stedet for som nu efter i gennemsnit 12-14 år.

Jeg indrømmer, vi lever ikke i en perfekt verden, men lad os gøre en dyd ud af nødvendigheden og hjælpes ad med at bruge den nye aftale inkl. 4-års-reglen til noget godt.