Skip to main content

Opgør med den almægtige læge

Anne Steenberger, as@dadl.dk

21. sep. 2012
6 min.

Sygehuspræst på Vejle Sygehus, Preben Kok, er en kendt person i det jyske sundhedsvæsen. Han er blevet inviteret med ved bordet, når der skal tænkes visioner i regionerne både i syd og midt.

Han har deltaget i en af undergrupperne, der bidrog til udarbejdelsen af Den Danske Kvalitetsmodel, hvor han tog rollen som drengen i Kejserens nye klæder: »Tror I, vi får et bedre sundhedsvæsen af det her?«, spurgte han de andre i gruppen. Hvad de svarede, kommer vi til senere.

Nu er han fremme med et budskab om, at sundhedsvæsenet i Danmark er inde i et større mentalt skift. Vi har inviteret døden indenfor - igen, mener han. Vi er på vej mod en accept af, at mennesker ikke har magt over alting. »Vi er igen ved at få retten til at stå magtesløse«, siger han.

Måske overraskende har det positive konsekvenser, mener Preben Kok. Patienterne får nye resurser, og læger og andet personale bliver mindre stressede, fordi de indimellem ser deres egen magtesløshed i øjnene. »Stress opstår nemlig, når magtesløshed ikke må findes«, siger Preben Kok.

Erkendelsen om dødens og magtesløshedens genkomst på sygehusene kom 6. januar i år. Da hørte Preben Kok direktøren for Kræftens Bekæmpelse (KB), Leif Vestergaard Pedersen, i TV-Avisen sige, at når en behandling skal afsluttes, skal der være en relevant samtale mellem patienten, de pårørende og en læge.

»Det nye var, at KB's direktør overhovedet nævnte, at en behandling kan afsluttes! Det har jeg ikke hørt i mange år«, forklarer Preben Kok, da Ugeskrift for Læger møder op på hans kontor på Vejle Sygehus.

»Det gik op for mig, at det, vi har gjort i 25 år, er at fortrænge magtesløsheden. Derfor bruger vi udtryk som at tabe kampen mod kræften. Som om det var to ligeværdige parter! Derfor bliver man ved med at behandle, selv om det er udsigtsløst«.

Der er en forandring i mere realistisk retning på vej, mener Preben Kok. En forandring, som er udtrykt i Leif Vestergaard Pedersens ord.

Preben Kok henviser til, at både Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital, og Henrik Dibbern, PLO-formand, efterfølgende udtalte noget tilsvarende, og kommenterer:

»Udtryk for forandringen findes flere steder, og jeg tror, at vi taler om noget kollektivt psykisk. Jeg hører det også fra de unge onkologer, som jeg superviserer. De fortæller, at de ikke møder så meget modstand fra patienten, i forbindelse med en samtale om at stoppe den kurative behandling, som tidligere. Der er også færre, der rejser til Kina og andre udlande for at blive behandlet. Det er alt sammen udtryk for det samme«.

Hvad betyder det for lægerne?

»Jeg superviserer kræftlæger på Vejle Sygehus, og det, jeg gør, er, at jeg superviserer magtesløsheden«.

Supervisionen finder sted hver sjette uge, og her er der sat to timer af til, at de unge læger på Onkologisk Afdeling kan komme. Det er et møde mellem lægerne, præsten og psykologen, og lægen fremlægger en aktuel sag.

»Der kommer så tre forskellige syn frem på den samme sag. Psykologen ser det på én måde, og lægen ser det ud fra et magtsynspunkt. Og jeg ser på det ud fra et magtesløshedssynspunkt.

Min primære opgave ved supervisionen er at give lægen kræfter til at være læge. Det er alvorlige sager, vi ser, og jeg viser medfølelse med lægen. Jeg siger, at det må være slemt, at det da ikke er til at holde ud, og spørger lægen: Hvad stiller du op, når det er så rædselsfuldt? Jeg prøver at gøre tingene værre, indtil vi rammer realiteten i lægens oplevelse af det, der er på færde«.

Forklar!

»Jeg kan være sammen med lægen i situationen, og det er den væren i situationen, der kan flytte noget. Fordi den forandring, jeg kan være med til at skabe, sker ikke på et intellektuelt plan. Den sker på et andet plan, og når en læge bliver magtesløs, så er hjælpen meget ofte at møde en hjælper, der også er magtesløs, for i det øjeblik, man bliver mødt der, hvor man er, så opstår der kræfter, som man ikke havde regnet med. Hvis den magtesløse bliver mødt af en, der ikke også er magtesløs, så er den magtesløse alene på en anden måde, end hvis hjælperen også er magtesløs«.

Hvad er det for kræfter, der opstår?

»I mit sprog er det Gud. Hvis du skal kunne være magtesløs sammen med den magtesløse og ikke bare ligeglad eller uengageret, så kræver det set med mine øjne et ståsted uden for dig selv, og det er for mig troen«.

Hvad så hvis lægen ikke har Gud?

»Kræfterne opstår alligevel ved mødet mellem to magtesløsheder, uanset om man tror eller ej. For mødet finder sted. Det virker«.

Kan ord ikke noget?

»Jo, men ikke ret meget i de alvorligste situationer, for i al slags kommunikation spiller ordene kun en rolle på mellem 6 og 10 pct. Resten er noget andet. Det er mødet, der forandrer noget, ikke ordene«.

Hvad sker der i mødet?

»Der opstår en kraft, som man ikke havde regnet med. Fordi livet er større end det, man ved. Det er en erkendelse af, at det, vi kan kontrollere, er en meget lille del af virkeligheden. Hvis vi kun vil koncentrere os om det, vi kan kontrollere, får vi en discountudgave af livet. Derfor er det sådan, at nogle skal arbejde med det, der kan kontrolleres, og nogle skal arbejde med det, der ikke kan kontrolleres. Vi skal samarbejde. Man henter kræfter og liv ud af begge dele«.

Døden

Betyder den stigende erkendelse af magtesløshed, altså en erkendelse af, at der er grænser for, hvad læger kan, også et ændret forhold til døden på sygehusene?

»Ja det vil det gøre. For det betyder, at døden igen må være der. Det må den ikke i øjeblikket. Det er som om, at døden indtil nu har betydet lægens fiasko. Patienterne og de pårørende kræver, at lægen fjerner den - i alle tilfælde. Og når vi fortrænger døden og magtesløsheden, giver det en neurose. Når vi kan blive mere realistiske i forhold til, hvad et menneske ikke magter, så vil det ophæve fortrængningen og frigøre resurser. Døden vil igen få den naturlige plads, den havde engang«.

Det må du forklare nærmere!

»Hvorfor? Du ved jo godt, hvad jeg mener. Det er der ingen, der har problemer med at forstå«.

Synes du bare, jeg skal skrive det?

»Ja, den store fordel ved det, jeg siger, er, at alle allerede ved det. Der er bare ikke så mange, der siger det. Det, at det pludseligt bliver tilladt at være magtesløs og give plads til døden, er dynamikken i det«.

Men hvad med håbet - man skal vel ikke tage håbet fra alvorligt syge patienter?

»Håbet er vigtigt - og også en vigtig dynamik for lægen. For lægen kæmper for at trænge døden tilbage, og sådan skal det være. Men lægen løber ind i et problem, når han ikke kan vinde den kamp. Der kan præster som faggruppe tage over i en situation, hvor der ikke er mere at gøre for en patient. For når jeg møder døden, er det ikke noget, jeg bekæmper, men noget, jeg forsoner mig med. Og derved får jeg også liv ud af det«.

Så du dømmer ikke håbet ude?

»Nej, bestemt ikke. Men i de alvorligste situationer opstår håbet ofte først, når du bliver løst fra det. I din magtesløshed udfolder Guds skaberkraft sig helt, står der i min håndbog. Man gør ingenting, du står med ingenting, men der sker noget alligevel. Dog ofte kun, hvis vi bliver der og ikke prøver at gå væk fra det. Og vi skal som regel have noget at støtte os til for at blive der«.

Læger skal vel være med til at give patienten håb?

»Jo, absolut - men vel kun der, hvor det er realistisk. Derfor skal der også være plads til håbløsheden. Håb og erkendelse af magtesløshed. Ensidighed giver neurose. Det gælder både læger og præster. Derfor er samarbejdet, hvor der er plads til både håbet og håbløsheden, det sundeste - for begge parter«.

PS: Deltagerne i Den Danske Kvalitetsmodels undergruppe, der svarede på Preben Koks spørgsmål, sagde nej.