Oplæring af kroniske patienter er en sygehusopgave i Norge

Oplæring af patienter med kroniske lidelser i at mestre deres sygdom er blevet en sygehusopgave i Norge.

I bemærkningerne til lov om specialisthelsetjenesten står, at mangel på oplæring er lige så alvorlig som mangel på medicin.

Sundhedsmydighedernes mission ved at påbyde sygehusene at oplære de kroniske patienter er begrundet i forventninger om færre udgifter til medicin og behandling samt, ikke at forglemme, større livskvalitet for patienten.

Siden loven trådte i kraft den 1. januar 2000, er der kommet tolv såkaldte lærings- og mestringscentre for kronisk sygdom - alle centre beliggende i tilknytning til et sygehus. Det største og ældste center, som findes på Aker Universitetssykehus i Oslo, er samtidig udnævnt til national kompetencecenter på området.

Fagchef i Pædagogisk Afdeling i Den Norske Lægeforening, Åse Brinchmann-Hansen, har i flere år arbejdet for empowerment til de kroniske patienter, især diabetikere, og da hun i 1996 i samarbejde med en række kronikerorganisationer var med til at arrangere konferencen »Læring for livet - fra lydighed til selvstændighed«, havde hun ingen anelse om, at oplæring af kroniske patienter skulle blive en obligatorisk sygehusydelse, men hun kan kun bifalde initiativet.

»Hidtil har man som kronisk patient fået masser af information med hefter, bøger af læger og andre, som fortæller og giver gode råd. Men jeg tror, at den hidtidige informationsindsats har været stort set nytteløs - måske for 80 procents vedkommende. Blandt andet fordi man som modtager har været i en tilstand af angst, og derfor ikke har kunnet systematisere alle oplysningerne. Vores oplæring til empowerment gør, at patienterne løfter hovedet, de behersker sygdommen på en god måde. De bliver ikke udsat for en sygeliggørelse, eller får forstærket deres identitet som syge, men det er det modsatte«, mener Åse Brinchmann-Hansen.

Patienter som undervisere

I lærings- og mestringscentrene er der tilknyttet, løst som fast, et stort tværfagligt personale blandt andet inkluderende læger, sygeplejersker, psykologer, socialrådgivere, ergoterapeuter, pædagoger og - ikke mindst - patienter.

Involvering af patienter som undervisere, vejledere og formidlere af erfaringer er grundlæg-gende for den norske model for empowerment. Patienterne samarbejder på ligeværdigt grundlag med det sundhedsfaglige personale om at udvikle de forskellige lærings-forløb.

»Patienterne selv er kort og godt de personer, som kender deres sygdom bedst«, udtaler Åse Brinchmann-Hansen.

Alle kronikere får som bekendt tilbuddet om oplæring i mestring af egen sygdom, men ikke alle bliver vejledere. Det kræver som kvalifikation, at patienten for det første ikke er en type, som bagatelliserer sin livssituation og finder det let at mestre den, og for det andet, at vedkommende har et netværk af andre med samme sygdom.

Åse Brinchmann-Hansen oplyser, at inddragelse af patienter er en stærk trend i det norske. Hun nævner, at i undervisningen på medicinstudiet, fx i neurologi, har man brugt epileptikere som lærere, så de studerende kan spørge, hvordan det egentlig er at være epilepsipatient.

Igennem panseret

Fremgangsmåden for en oplæring, at de kroniske patienter og deres pårørende får et tilbud om at deltage i en patientuddannelse i empowerment, som ofte er et forløb over flere dage, typisk to gange to dage.

Åse Brinchmann-Hansen bemærker, at der er igangværende diskussioner om at forlænge »uddannelsen« med opfølgning over længere tid, men hun tilføjer, at patienterne har et stående tilbud om at kontakte de respektive lærings- og mestringscentre, såfremt de har spørgsmål om deres sygdom.

Tilbuddet om undervisning falder ikke day one efter beskeden om, at man har erhvervet en kronisk sygdom, men først et par uger senere, fordi patienten som oftest er iklædt et pædagogisk uigennemtrængeligt panser i den første choklignende tid efter diagnosen.

Kommunikationen til patienter kommer altid fra sygehuset, aldrig fra den alment praktiserende læge. Åse Brinchmann-Hansen nævner dog, at de alment praktiserende læger bør inddrages fremover.

Økonomisk barriere

Taksten for at sluse en patient gennem et oplæringsforløb er 1.200 norske kroner per patient, og den lave pris er efter Åse Brinchmann-Hansens vurdering en barriere for, at sygehusene på trods af påbuddet kan opretholde, intensivere eller blot og bar tilbyde et kursus i empowerment. Patienter eller pårø-rende, som selv henvender sig til et center efter oplæringen, er heller ikke just nogen guldgrube for sygehusene, for de får nul norske kroner for ydelsen.

Åse Brinchmann-Hansen beklager dybt de økonomiske barri-erer. Sygehusenes betaling for diagnostik og behandling overgår langt taksten i mestringscentrene, hvorved tilskyndelsen i hospitalssystemet til at prioritere den nye opgave er begrænset, mener hun og gør opmærksom på, at det ikke er overvældende mange, kun tolv, af landets næsten 50 sygehuse, som har løftet opgaven, selv om det er mere end to år siden loven om oplæring af kroniske patienter trådte i kraft. Der kommer dog flere og fle-re centre til, selv om tempoet ifølge Åse Brinchmann-Hansen er for langsomt.

Hun nævner også, at det for læger ikke er udpræget statusbelagt at arbejde med genoptræning, empowerment og tværfagligt. Derfor er det hidtil kun lykkedes at få mellem 30 og 40 læger til at interessere sig for det ny felt, men de læger oplyser til gengæld, at de får et større fagligt udbytte af at tale med patienterne, de nu oplyste kroniske patienter.

Åse Brinchmann-Hansen tror ikke på tvang eller streng kontrol, men hun mener, at en mild form for spanking til sygehusene i form af jævnlige inspektorbesøg måske ville sætte gang i flere oplæringscentre og sikre kvaliteten på de allerede eksisterende.

Læs eventuelt videre på hjemmesiden for Nationalt Kompetansesenter for læring og mestring ved kronisk sykdom ved Aker Sykehus i Oslo: http//www.aker.uio.no/LMS/