Skip to main content

Opslag vedrørende ansøgning om midler til forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekter med relation til speciallægepraksis

Foreningen af Speciallæger

26. sep. 2008
2 min.

Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Foreningen af Speciallæger har etableret Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksis, som har til formål at fremme den faglige udvikling inden for speciallægepraksis.

1. Hvilke aktiviteter kan der ydes tilskud til?

Fonden kan efter ansøgning yde tilskud til forsknings-/kvalitetsudviklingsprojekter, der er forankret i den faglige praksis i speciallægepraksis. Der kan f.eks. også søges om støtte til udfærdigelse af protokol, til biostatistisk bistand eksempelvis styrkeberegning og til apparatur.

Fondsmidlerne bevilliges primært til praktiserende speciallæger, men andre faggrupper kan komme i betragtning, hvis genstandsfeltet er relateret til speciallægepraksis og dermed falder indenfor fondens formål.

2. Hvordan søges der om midler fra fonden?

Der skal anvendes ansøgningsskema ved ansøgning om støtte til projekter. Skemaet rekvireres ved henvendelse til fondens sekretariat eller hentes www.laeger.dk/Uddannelse/Forskning/Forskningsfond FAPS eller på www.regioner.dk. Ansøgning i 14 eksemplarer fremsendes til fondens sekretariat i Danske Regioner.

Ansøgningen skal indeholde en udførlig beskrivelse af projektet, herunder angivelse af titel, formål samt specifikation af det ansøgte beløbs størrelse. Ved ansøgning om støtte til forskningsprojekter skal forskningsprotokol vedlægges.

3. Offentliggørelse

Med henblik på at synliggøre Fondens aktiviteter, forbeholder Fonden sig ret til at offentliggøre titlerne på de projekter, som ydes økonomisk støtte, samt navn(e) på de(n) projektansvarlige.

4. Ansøgningsfrist

Fristen for anden ansøgningsrunde for projektstøtte i 2008 er fastsat til den 3. november 2008 kl. 12. Fristen for første ansøgningsrunde i 2009 er den 1. april kl. 12.

Efter ansøgningsfristens udløb vil et fagligt udvalg vurdere de indkomne ansøgninger. Herefter vil fondens bestyrelse på baggrund af indstillinger fra udvalget tage stilling til tildeling af midler blandt ansøgningerne.

Ansøgninger om projektstøtte sendes til:

Fonden for Faglig Udvikling af Speciallægepraksisc/o Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Dampfærgevej 22, Postboks 2593, 2100 København Ø