Skip to main content

Orientering om Lægernes Pensionskasses årsrapport

2014 bød på merafkast og lave omkostninger i Lægernes Pensionskasse.

30. mar. 2015
3 min.

Afkastet

Pensionskassen benytter en aktiv investeringsstrategi til at pleje formuen. Det har de seneste 15 år givet et årligt afkast, der er 1,6 pct.point højere end udviklingen på finansmarkederne (kaldet benchmark). I 2014 blev afkastet af de børsnoterede investeringsaktiver på 12,4 pct. før skat, hvor merafkastet blev på en halv pct.

Faktaboks

Fakta

De amerikanske aktier førte an i stigningen på aktiemarkedet og bidrog i høj grad til det positive resultat, mens de europæiske aktier klarede sig dårligst. Det hænger sammen med en ulige vækst rundt om i verden.

Investeringsaktiver gav et afkast på 8,6 pct., mens det samlede afkast, der også tæller afkastet på renteafdækning, endte på 9,2 pct. før skat (N1). Valutaafdækningen, der – til dels som følge af lovkrav – er nødvendig for at begrænse risikoen ved investering i udenlandske aktiver, trak ned i afkast for investeringsaktiver og i det samlede afkast, da den danske krone i årets løb blev svækket over for blandt andre den amerikanske dollar.

Omkostningerne

Der er samdriftsfordele ved at drive både pensionskasse og bank for medlemmerne. Det giver lave omkostninger.

Igennem flere år har Lægernes Pensionskasse haft de laveste administrationsomkostninger i branchen – både i forhold til indbetalingerne og til pensionshensættelserne. Målt pr. medlem placerer pensionskassen sig bedre end gennemsnittet.

Der arbejdes fortsat på at effektivisere pensionskassen og opnå stordriftsfordele blandt andet igennem samarbejde med andre. Alt sammen for også fremover at kunne tilbyde medlemmerne konkurrencedygtige omkostninger.

I 2014 udgjorde omkostningerne 0,04 pct. af pensionshensættelserne og 1,2 pct. af indbetalingerne (medlemsbidragene). Det svarer til 580 kr. pr. medlem.

Kapitalberedskabet

Egenkapitalen, der er en del af pensionskassens formue, skal være tilstrækkelig til at kunne dække en lang række risici.

Pensionskassens egenkapital var ved udgangen af 2014 på 12,5 pct. af pensionshensættelserne.

Banken

Lægernes Pensionsbank gav i 2014 et overskud på 24,8 mio. kr. Det er højere end forventet og skyldes, at banken har tjent mere på renter, gebyrer og værdipapirer. Samtidig var der færre tab på kunder end budgetteret.

Det gav pensionskassen et afkast på 12,8 pct. af den kapital, der er investeret i banken. Oveni kommer positive synergieffekter på ca. 17 mio. kr. af samdriften af pensionskasse og bank.

»Årsrapport 2014« kan læses sin fulde ordlyd på lpk.dk.