Skip to main content

Ovarian function and uterine characteristics in long-term survivors of childhood cancer

> AKADEMISKE AFHANDLINGER Læge Elisabeth Clare Larsen: Forf.s adresse: Rathsacksvej 25, 1., DK-1862 Frederiksberg C. E-mail: elisabeth.larsen@dadlnet.dk Forsvaret finder sted fredag den 26. marts 2004, kl. 14.00, Auditorium B, Teilumbygningen, Frederik V's Vej 11, København Ø. Bedømmere: Jakob Ingerslev, Svend Lindenberg og Jørgen Starup . Vejledere: Anders Nyboe Andersen, Jørn Müller, Catherine Rechnitzer og Kjeld Schmiegelow .

4. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen består af en oversigt og fire artikler. Projektet er udført under min ansættelse som klinisk assistent på Fertilitetsklinikken, H:S Rigshospitalet, i perioden 2000-2003.

Formålet med projektet var at få en omfattende viden om de reproduktive konsekvenser af kræftbehandling i barnealderen.

Ethundrede voksne kvinder, der var helbredt for kræft i barnealderen, og 21 kontrolkvinder med samme alder deltog i det kliniske forskningsprojekt. Alle patienter havde fået strålebehandling og/eller kemoterapi.

Sytten patienter havde udviklet ovarielt svigt efter kræftbehandlingen. Tretten anvendte p-piller. Halvfjerds patienter med spontane menstruationer på undersøgelsestidspunktet havde endokrine og sonografiske fund, der kunne tyde på, at den ovarielle alder var højere end den kronologiske alder. Strålebehandling mod felter der inkluderede ovarierne, alkylerende kemoterapi, høj alder på behandlingstidspunktet og lang followupperiode var individuelle faktorer, som havde en negativ indvirkning på ovariefunktionen.

Patienter, som før menarche havde modtaget helkropsbestråling, bækken- eller abdominal bestråling, havde nedsat uterint volumen.

Resultaterne viser, at kræftbehandling i barnealderen er forbundet med en høj risiko for at udvikle præmaturt ovarielt svigt. Ydermere synes patienter med en tilsyneladende normal ovariefunktion at have en nedsat ovariereserve. Konsekvensen heraf kan være en afkortet reproduktiv periode og udvikling af tidlig menopause.

Helkrops-, bækken- eller abdominal bestråling i barnealderen medfører nedsat uterint volumen. Såfremt graviditet opnås, er det vigtigt at være opmærksom på en eventuel uterin faktor, da denne kan øge risikoen for abort i 2. trimester.